Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1861-07-31)

Bonderup, den .31. Juli 1861.

Tak, min kjære Ven, for Deres Morgenhilsen! Det er skjønne Ord, Guizot skriver, og kunde jeg tilegne mig hans Roes, da var det jo altid noget, men den, der besidder denne rosende Egenskab, besidder ogsaa Smerter, som de lettere Naturer ikke kjender. Det er en smuk Fortælling om Lady Holland; og hun havde Ord for at være kold!3 Saaledes dømme Menneskene, men derfor er det en stor Trøst, ja en af de største, at der er En, der veed og seer vort Indre. Verden dømmer efter den glatte, stille Havflade; hvad der rører sig i Dybet, veed den intet om og skal heller ikke vide eller kjende det. Ligesom der hiin-sides er noget Forborgent, som vi Mennesker ikke kan gjennemtrænge, saaledes maa ethvert Menneske, der ikke er huul og tom, have en Verden i Dybet af Sjælen, som ikke ligger udbredt for alle. Nogle hæve sig til at ane denne Verden i Menneskets Bryst som den hiinsides; andre troer, at den ikke er der, fordi de ikke have faaet s. 31Øine til at see den med. At tro uden at see, deri beroer det rette Syn, saavel i Himlen som paa Jorden.

Jeg vaagnede i Morges ved, at de tre søde Børn kappedes om, hvem af dem der først kunde falde mig om Halsen. Jeg er saaledes ikke ganske forladt og overflødig i Verden; jeg har dem at virke for, og jeg har Venner saa trofaste, saa hengivne som Dem, min kjære Ven, om hvem jeg ogsaa tør tro, at min Tilværelse har nogen Betydning for. At disse uskatterlige Goder maa vare ved i de Aar, som det er Guds Villie, at jeg skal dvæle i denne Verden, derom vil jeg bede ham og derfor takke ham.

Deres af Hjertet hengivne
Johanne Luise Heiberg.

P. S. Deres Brev fra i Aftes var alt forseglet, jeg aabner det nu for at lægge disse Par Ord deri. Lev vel til vi sees!