Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1861-09-02)

Bonderup, d. 2. September 1861.

… Jeg siger mange Gange til mig selv: March! Fremad formaaer du maaskee at gaae, det Tilbagelagte kan du ikke indhente, saa tag Mod til dig og gaae; hvad nytter det at staae stille. Han, denne Goethe, forstod denne Kunst, og det uagtet jeg meer og mere er kommet til den Over-beviisning, at det humoristiske Element var denne rige Naturs svageste Side. Han kunde vel være vittig, satirisk, men den barnlige humoristiske Gude-Glæde, heri var Heiberg ham overlegen. Jeg maa dog fortælle Dem, at min Goethe har bedrøvet mig. Eckermann fortæller, at da Hertugen af Weimar pludselig døde, og hans Enke og hele Hoffet var som ramt af Lynilden og nedsjunken i den dybeste Sorg. Hvad gjorde da Goethe? Han reiste øieblik-kelig ud paa et Landsted for at unddrage sig alle Klager og Taarer. Var det ikke stygt og egenkjærligt af ham? Hvad kunde han ikke have været for den stakkels Kone og for alle i et saadant Øieblik. Tak for, at De ikke lignede Goethe og holdt Dem tilbage, da jeg meest trængte til mine Venner i en lignende Situation. …

Samme Dags Aften.

Takker for et Brev og besvarer forskellige Spørgsmaal, hvoraf de første er uvæsentlige.

… No. 4. Rollerne! Dette er det vanskeligste Spørgsmaal at besvare. Jeg indsuger dem som en bitter Medicin, som Nødvendigheden byder En at tage. No. 5. Hvorledes jeg selv har det? Ak giid jeg kun ret vidste det selv. Legemlig har jeg det ganske godt, sjælelig har jeg det bedre i den sidste Tid. Jeg øver mig daglig paa at stille den i Ro, og jeg synes, at det lykkes mig nogenlunde. No. 6. Jeg har virkelig begyndt paa at skrive paa det blaae Papiir, men det forekommer mig saa mat, at det, ligesom Frue Cederfeld, næppe taaler en Reise til Rom.1 Svage Mennesker skal blive hjemme, og svage Aandsproducter gjør bedst i at blive i Rordskuffen. No. 6. Om jeg har Chr. 8’s Held? Jeg vil ikke gjerne have noget tilfælleds med Chr. den 8’de, men jeg vil finde mig i at tilstaae, at jeg i dette Punkt ikke er ham uliig. Endelig beder De mig om et Navn? De kan kalde Dem: Deres hengivne Med s kyl- s. 40 dige. Jeg glædede mig over i mit sidste Brev til Dem, at De havde Cederfelds Selskab; nu er De altsaa atter ene. Den Tryghed, som De omtaler hos den lille Frue, kjender jeg saa godt hos andre Fruer. Jeg misunder dem; jeg har aldrig kjendt den. Det maa være græsseligt at træffe saa-danne Idealer, som De i Brevet omtaler, midt i den deilige Natur! Det er det værste ved Naturen, at der findes saa mange fæle Insecter i den, som næsevise klæbe sig til Mennesket og forstyrre vor Nydelse. Kunsten staaer derfor, som Hertz har, i et Digt, udtalt, høiere. Dog ogsaa her have vi Spyefluer at kjæmpe med.1 En saadan har overspyet Excellencen Tillisch i „Fædrelandef’s Løverdags Nummer d. 31de.2 Artiklen er fuld af det gamle Vrøvl om de yngre Kræfter ved Theatret, der ikke gives Ledighed til at blive „Stjerner af første Bang”. Disse Vrøvlebøtter skulde see lidt paa Stjernehimlen og af denne lære, at der gives Stjerner, som i Alevighed ere bestemte til at være af anden og tredie Bang, en Evighed vil ikke forslaa til at hæve dem til første. Denne Herre — eller Mand —, som underskriver sig „Spectator”, siger iblandt andet: „Vel skal jeg vogte mig for at komme til at staaemellemde „Verecunde”, solblinde Forgudere af en svunden Ti d.” Ogsaa dadler han Vere-cundus’ ypperlige Opfatning af Cantoren i Barselstuen. Hans Beviis for at sammes Anskuelse er feil, bestaaer i, at Hr. Wiehe har spillet den akkurat som Hr. Paetz. Et ypperligt Beviis! Artiklen er iøvrigt uden Betydning, saa den vilde ikke give mig, eller min Medskyldige, Ledighed til nogen Forbrydelse, selv om De var her. Min Ven er samme Mand ikke, og det er jo smukt af ham, at han lægger dette tydeligt for Dagen. En ny Theater-Resencent har „Fædrelandet” altsaa faaet — formodentlig Blasen Holst.3 Naar De kommer hjem, maa vi have lidt Øie med hans Bestræbelser, for de Umyndiges Skyld. Ved De, at Professor Glæser er død?4 Det er et Tab for Theatret. Theater-Saisonen aabnede med — hvad tror De? Abekatten!5 Det var i sin Tid ikke sunget for dens Vugge. Man har altsaa været i Forlegenhed, og godt var det, at jeg sad paa Bonderup. — Hvilken Deel jeg har taget i min gamle Vens, Collins, Død behøver jeg ikke at sige Dem.6 Ninon sagde engang, da hun var meget syg og troede, at s. 41 Døden nærmede sig: „Hvad er det saa det Hele; Alle som staae her tilbage, ere jo dødelige.1 …

Deres Medskyldige.