Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1861-09-08)

Bonderup, d. 8. September 1861.

I Fredags kom Frue Martensen og den lille Josepha til Bonderup og bliver her i 14 Dage. Mine tre Smaa ere henrykte over en Legekammerat, og jeg glad over Moderens stille behagelige Selskab. Veiret er stygt, det stormer og regner hele Dagen, saa vi ere henviste til Stueglæder. Imidlertid gaaer De i det store Rom, formodentlig i fuld Solbelysning, og seer alt det Vidunderlige, som vi Andre kun kjende af Bøger og Billeder.

Efter at have renset min lille Stue for Fluer — denne Pøbel mellem Insecter — vil jeg nu begynde paa mit „Budskab”, som først skal afsendes d. 13., thi jeg maa tage Øieblikkene iagt, hvori jeg er ene, for at kunne holde, hvad jeg har lovet min Romer-Ven. Altsaa først, jeg har det ved det Gamle, maaskee i lidt bedre Stemning end den, hvori mangt et trist Ord i mine sidste Breve til Dem tyder paa. Jeg fortryder dem altid, naar de staaer der, men De har jo fordret Oprigtighed, og derfor nedskriver jeg uforbeholdent, hvad jeg i Øieblikket føler og tænker, enten det stormer eller er mildere Veier i mit Indre. Naar Stormene naae Dem, da tænk: nu have de maaskee lagt sig hos mig, bryd Dem derfor ikke herom. Til En, der er bortreist, burde man altid skrive glade Breve, men jeg siger som Hertz, da jeg engang opfordrede ham til at skrive noget lystigt: „Ak, kjære Frue Heiberg, hvor skulde den Lystighed komme fra?” Og dog hører det jo til en af vore Christenpligter at være glade. Da jeg engang roste en Kokkepige, jeg havde, fordi hun altid var i godt Humør, svarede hun mig: „Det er jeg ogsaa, thi jeg har bemærket, at man bliver saa styg, naar man sørger, og saa er det jo Pligt at lade det være.” See det var nu at tage Pligten fra en anden Side, som jo heller ikke er at foragte. At Pigens Bemærkning har sin Rigtighed, har jeg ofte erfaret. Altsaa, hvorledes gaaer det med Deres Skjønhed, er De glad i Rom? Er Lykken med Dem? Formaaer De ret at gribe Indtrykkene af alt dette Store og Herlige? s. 42 Varmer Italiens Sol Deres Sjæl, saa De der ret føler, „hvad et Menneske er”? Eller kan den ikke gjennembryde vore Sletters Taage, ledsager disse Dem og forhindrer Solen fra at gjøre sin Virkning? Ere Tankerne i Rom eller i Hjemmet hos Halls Politik? De seer, at ogsaa jeg kan gjøre Spørgsmaal. …

Jeg har nu begyndt at læse i Goethes Italienske Reise, men Gud bedre det! Disse evige Naturbeskrivelser, denne Udmalen af hver Steen og hver Krog kan jeg ikke holde mine Tanker ved, selv ikke naar en Goethe beskriver disse Herligheder. Jeg vil dog imidlertid fortsætte Læsningen, haabende paa at støde paa Mennesker. Naturbeskrivelser hører Malerne til og ikke Digterne, undtagen naar disse bruge Naturen som Baggrund for deres Personer. Saaledes benyttet kan Beskrivelsen være af en overordentlig Virkning, hvilket netop Goethe har viist sit Mesterskab i. Been og bar Naturbeskrivelse er Landskabsmalernes Sag, her forslaar ikke Tanken og Ordet, men kun Farverne. Har man seet et Sted og kjender det nøie, hviler Billedet i vor Erindring; da kan man glædes ved Beskrivelsen i Ord, thi Farverne kan vi da selv føie til, og Ordet opfrisker vor Erindring, saa vi atter see Billedet tydeligere, men kan vi ikke selv hjelpe til, lære vi — eller rettere sagt — jeg intet af Beskrivelsen.

d. 10. Sep.

…. De spørger mig, om jeg før har lagt Mærke til Forskjellen imellem det tydske og danske „Tro, Haab, og Kjærlighed”? Nei, det er aldrig faldet mig ind. De er ikke fornøiet med min Forklaring;1 De mener, at man ligesaa godt kunde vende Forklaringen om? Ja, det er saa-mænd meget muligt. Mon ikke den hele Forandring er opstaaet ved, at den Orden, hvori de tydske Ord følger paa hinanden, ikke ret vilde falde paa Dansk? Det vilde ikke klinge godt paa Dansk at sige: Tro, Kjærlighed, Haab. Ofte skeer slige Forandringer blot for Klangens Skyld i det nye Sprog. Er De mere tilfreds med denne Forklaring? At den himmelske Kjærlighed er den høieste, det er vist; men maaskee vi gjennem den jordiske øve os i at gribe den himmelske. Maaskee vi gjennem den jordiske Kjærlighed — den høieste Lyksalighed, vi stakkels Mennesker s. 43 kjende hernede — have ved denne og kun ved denne en Forestilling om, hvad den himmelske kan bringe os. Blive vi ikke hernede, naar denne Følelse har grebet os, ligesom opløftede til andre Regioner? Vort hele Væsen antager et høiere idealt Sving; Legeme og Sjæl afkaste den Tyngde, der ellers trykker os mod Jorden, og vi er alt paa Veien til den himmelske, men vor syndige Natur formaaer ikke i Længden at fastholde Baandet mellem denne og hiin. Som Icarus1 forsøge vi paa at stjæle den himmelske Ild, som han plumpe vi atter hovedkulds ned paa Jorden. Det er det jammerlige ved vor jordiske Natur, vi formaae ikke at fastholde Noget. Ingen Glæde, ingen Smerte, ingen Opløftelse, ingen Sønderknuselse, vi trættes og trænge til Forandring. Vi forsøge atter at stige, for atter at synke. Lykkelig den, der kan vedblive at stige, saa den jordiske og himmelske Kjærlighed lidt efter lidt gaae op i hinanden og blive til Et.

Torsdag Aften d. 12.

… Jeg har forøvrigt i Morges modtaget Efterretning om Jf. Beyers Død.2 Den 10. sov hun stille og rolig hen, efter endnu engang at være tappet. Jeg har mistet i hende en inderlig hengiven Sjæl, der gjerne gik i Ilden for mig. Jeg maa bestræbe mig for at faae nye Venner, thi alle mine gamle dø. Det er ret en Trøst, at D e ikke hører til de gamle. …