Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1861-09-21)

Bonderup, Aften d. 21. Sep. 1861.

Dette er altsaa det sidste Bonderupske „Budskab” for i Sommer, og efter al Sandsynlighed for bestandig. Det er med en egen Følelse, at jeg drager fra dette, for mig uforglemmelige Sted.

… Det vigtigste Blad i mit Livs Historie er udfyldt med Smerter og Lidelser, som her mødte mig i meer end en Form paa denne Plet, hvor jeg ifjor drog ud opfyldt af saa mange Forhaabninger og Phantasier om alt, hvad der her ventede mig i den eensomme Skov, i det stille afsides liggende Huus, i hans Selskab, hvis Underholdning aldrig trættede, i hans Selskab, hvor Fornemmelsen af Eensomhed var en Umulighed. …

Jeg har en Følelse, som om jeg havde været paa Havet i en Storm, der er draget forbi, og nu skimter Havnen, hvor Haabet om Fred og Ro igjen synes at vinke; rigtignok har Stormen bortrevet det Bedste, det uerstatteligste, og Erindringerne om Uveiret kan og skal ikke udslettes af mit Sind. Igjennem Smerterne naae vi Mennesker et godt Stykke fremad mod det ædlere i vor Natur, som Lykken saa ofte trænger tilbage, men jeg vil dog saa nødig være saa bedrøvet, som jeg har været i denne Sommer! Levede jeg een saadan til, gik jeg virkelig istykker. Jeg bebreider mig saa ofte min Unøisomhed, min Fordring til Livet. Jeg har jo virkelig været et lykkeligt Menneske! Bunden til en Mand, der satte mig høiere, end jeg med Billighed turde forlange. Paavirket af hans ædle Natur, der ligesom tvang min til at rykke frem med, hvad der var nedlagt i den af Godt. Leilighed i en usædvanlig Grad til at udøve et Talent. En Paaskjønnelse heraf i mit Fædreland langt over, hvad jeg med Grund turde fordre. Venner, dyrebare Venner, af de bedste i min Tid, have s. 47 holdt mig værdig til, at de sluttede sig til mig. Hvad vil jeg meer? Og nu tilsidst, da mangen en Qvindes Liv, under mine Omstændigheder, vilde været sluttet, træder et Foraar, en ny Begyndelse mig imøde i Form af tre søde Børn, der ere afhængige af min Tilværelse! Min Lykke i Livet have mange havt Øie for, mine Smerter paa den sidste Store nær, kun faa. Det hører med til et Menneskes Liv at have havt Smerter, som Ingen kjender, og jeg har havt af disse. Ingen kjender dem, og Ingen vil nogensinde komme til at kjende dem, ja, det er sandt, hvad den „Tungsindige Sanger” siger:

„Der er Taarer, Ingen kan beskrive,
„Taarer, Ingen gjerne taler om.
„Graad, der maa en Hemmelighed blive
„Mellem os og Gud, fra hvem den kom.1

Skal man prise dem lykkelige eller ulykkelige, som ikke forstaar Sandheden af disse Liniers Udtalelser? Hjelp De mig nu da ogsaa fremdeles, som hidindtil, min kjære Ven, til at holde fast ved Haabet! Bliv ikke utaalmodig, om mine Klager af og til skulde bryde frem, de ere ligesom Bølgerne efter en Storm, der først lidt efter lidt kunne komme til Ro.