Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1861-12-29)

Aften, d. 29. Decbr. 1861.

Saa det er længe siden De saae min Haand? Ja, er det ikke som jeg siger: De er en Frister! Nu vel, her er den. Tak for igaar! Jeg havde det rart hos Dem og Deres. Det glædede mig dog at see og tale med H.2 Det er svært at fordrive et Menneske ud af sit Hjerte, naar han engang er kommet derind. Jeg maa dog vist være en trofast Natur alligevel, siden det falder mig saa svært. Ogsaa hos ham, den Letsindige, lader det jo virkelig til, at hans Ungdoms s. 69 Godhed for mig har kunnet taale at blive gammel. Han udtalte sig atter igaar saa — blødt, saa hjerteligt. Hvad vilde jeg dog ikke give for, at alt det Skeete var uskeet! Jeg bebreider mig mit Hjertelag for ham som en Troløshed, og her har vi altsaa et Tilfælde, hvor Trofasthed bliver Troløshed.

Jeg har i Aften, mod al Sædvane, været hos Martensens efter Forestillingen, ikke i Selskab, men i al Eensomhed med Husets Personale. Jeg lovede ham det igaar hos Dem, thi baade han og hans Kone have flere Gange søgt mig forgjæves i Hjemmet. Det er mig forresten imod at vise mig for Nogen, naar jeg har spillet, hvorfor har jeg ondt ved at forklare, jeg har kun en Følelse af, at der ligger noget ublufærdigt deri; det hjelper dog betydeligt, naar Vedkommende ikke har været i Theatret. Heraf følger at jeg nu henved Kl. 12 skriver til Dem, for at De ikke skal glemme min Haand og for at takke Dem for den venlige Hilsen ved min Hjemkomst.

Det vilde ret glæde Heiberg at læse Deres Udtalelser om hans Kjæledægge Prindsesse Isabella.1 Hans Hjerte hang virkelig paa en egen Maade ved dette Arbeide, og jeg mindes endnu, at han efter den sidste Omarbeidelse en Aften sagde, ganske bevæget: „Det er virkelig et over-maade smukt Stykke, saa fiint i Anlæg og Udførelse.” Han pleiede ikke at rose sine egne Arbeider og derfor erindrer jeg dette Udbrud. Han tilføiede: „Jeg har havt stor Glæde ved atter at læse det og er glad for at have skrevet det, det er Folks Dumhed, at de ikke kan finde Nydelse ved dette Arbeide.” De bar truffet den rette Anstødssteen, hvorfor Stykket ikke godt lader sig opføre. Ak disse Skuespillere ere jo sande Mordere af al flint gjennemstuderet physiologisk2 Poesie. De ere Philistere, indbildske Philistere, uden Phantasie, uden Ærbødighed for det, der gaaer høiere end deres Evner strække til at fatte. Kan de ikke faa Synet paa noget, saa troer de, at det ligger i Gjenstan-dene og ikke i deres svækkede Syn. Hvor megen Hjertesorg have de ikke i Aarenes Løb voldet mig paa dette Punkt. Nu sørger jeg ikke mere over dem, og det kommer af, at jeg ikke elsker dem mere som engang, da de næsten udgjorde en Deel af mig selv, men det er ikke godt at slippe Sorgen for den Priis. Romancerne i Prindsesse s. 70 Isabella er noget af det skjønneste, Heiberg har skrevet. Hvor ofte har jeg ikke repeteret hine Linier:

Hjerte Du bør ikke klage,
Selv Naturen føler Savn.
Trøst Dig, hvis Du har tilbage
Kun et Billed og et Navn.

Ogsaa spiller dette Drama ind i min egen Livshistorie og har saaledes en dobbelt Betydning for mig.1 Tak for den Kjærlighed, hvormed De læser Heibergs Værker og sørger for, at de, der formaae det, kan nyde dem i saa smuk en Form, som den hvori hans samlede Værker, ved Deres Bistand, i Fremtiden kan haves. De veed ikke, hvor taknemmelig jeg er Dem herfor. …

… Dette er vist det sidste Brev, jeg skriver til Dem i det gamle Aar. Lad mig da nu i denne Midnatstime ret hjertelig takke Dem min kjære trofaste, opoffrende, hengivne Ven for Alt, hvad De i Aarets mange Maaneder, Uger, Dage har viist mig af Venskab. Hvor ofte har De ikke hævet mit sjunkne Mod! Hvor megen Deeltagelse i Alt hvad Dagene bragte! Hvor ofte opmuntret mig ved Deres Nærværelse! Hvor taalmodig lyttet til mine Klager! En trist Tid i mit Liv førte Dem til mig, og mindst drømte jeg hiin Aften om, at Deres første Godhed imod mig var en Begyndelse til saa mange andre, der skulde følge bag efter. Det er bedre at give end at modtage, siger Ordsproget, De har forstaaet den Kunst, at det blev en Glæde for mig at modtage; siig da Dem selv, at De har opnaaet hvad Deres Godhed har attraaet, men siig Dem tillige at De for bestandig har en taknemmelig og hengiven Veninde i

Johanne Luise Heiberg.