Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1862-02-15)

d. 15. Februar 1862.

Tak for Deres venlige Brev i Dag! De kan fuldkommen stole paa min Sandhedskjærlighed baade med Hensyn paa „Mennesket”, som i andet mere.3 Kan De ikke læse noget for mig af ham selv? De gjør det jo virkelig saa godt, at man ikke mærker det besværlige Arbeide, som jeg har Ubeskedenhed nok til at anmode Dem om, stolende paa Deres Godhed. Har De ikke Tid for Øieblikket, kan det jo s. 81skee længere hen, hvis De i det Hele taget vil have denne i Sandhed store Uleilighed.

Min Ven Topelius’ „Regina” er ganske rigtig oversat af Hertz, og Gud bedre det, paa min Anmodning.1 Det er over sex Aar siden. Heiberg formaaede Hertz hertil. Ved at høre Heiberg en Aften læse dette Stykke for mig paa Svensk, fik jeg Lyst til at spille heri og haabede, at Stykket vilde kunne tage sig ud paa Scenen. Men da jeg senere læste det paa Dansk, var det for mig, som om hele Fortryllelsen var borte, og jeg ansaae det nu som et frugtesløst Arbeide at bringe det paa Scenen. Saaledes kan man tage feil.

Det er en modbydelig Kritik i Dagbladet over „den Stumme”.2 Tillisch lader jo til at skulle afløse Heibergs Medfart i Dagbladet. Har man maaskee en anden Directeur i Kikkerten, for hvem man begynder at arbeide? Det lader næsten til det. Men Berlings Anmeldelse i Aften af „Rosa og Rosita”, den stikker dog Dagbladets i Vrøvl.3 Det var morsomt at svare begge disse Herrer lidt paa deres Visdom.

Hvad min Grusomhed angaaer, saa vil jeg forklare Dem dens Grund. Jeg har ikke havt Tid, men især ikke Lyst til at tænke paa min Baldragt til Mandag Aften, og uagtet en Herre vel smiler over slig Fruentimmer-Travlhed, saa vil jeg dog være saa aabenhjertig at tilstaae, at hertil bliver jeg nødt til at bruge Dagen for med nogenlunde Anstand at kunne vise mig ved Festen.4 Antager De denne Grund for gyldig? Jeg synes den er vægtig.

„Hver har i Klæderne sin Tolk,
„Og Alle gjør Skrædderne til Folk.

Men Ulykken er, at jeg her selv skal være Skrædderen. Ja Heiberg havde Ret i at misunde Hundene, der ingen Klæder behøve, men vi ere nu engang ikke Hunde og maa finde os i at være Mennesker. Altsaa paa Tirsdag!

God Nat! De sover jo altid godt, gid det samme maae være Tilfældet med mig i Nat.