Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1862-03-29)

d. 29. Marts 1862.

Saa det er ikke muligt at see paa mit Brev, at det er skrevet paa Sengen? Velan! Her er eet til fra samme Plads! „Hvis De vil have Ende paa denne Forkjølelse, da maa De blive 3 a 4 Dage i Sengevarmen.” Saaledes lød Dahlerups Dom i Dag.1 Herved er nu kun et at gjøre, nemlig, at lyde. Jeg kan altsaa ikke have den Fornøielse at tale med Dem i Morgen, kom derfor ikke selv ved Døren, det er uhyggeligt at vide Dem ved min Dør uden at kunne aabne den for Dem; saa snart jeg kan tale staaende paa begge Fødder, da skal De være den Første, som jeg skal underrette herom. Jeg har det ellers virkelig bedre i Dag, saa de 3 a 4 Dage kan maaskee blive 2 a 3.

Tak, min betænksomme Ven, for Luthers Ungdomsliv!2 Jeg har netop i disse Dage ønsket at læse om ham fra denne Periode af hans Liv. Jeg er virkelig rørt over, at De, der i denne Tid har saa meget Andet at tænke paa, skjænker mig paa saa mange Maader Deres Tid og Tanke. Tak for den politiske Forklaring! Jo, den var tydelig. Politikken er en Dands mellem Æg som den, jeg havde saa stor Færdighed i at udøve i min Barndom; det gjæl-der om at dreie sig mellem disse uden at træde nogen af dem istykker. Det jeg dengang gjorde med Fødderne, maa De i denne Tid gjøre med Hovedet. Hvilket af disse to Kunststykker er nu det sværeste? For mig vilde Deres være en Umulighed og for Dem — tilgiv min Formodning — mit. Mit Kunststykke fører rigtignok til Intet, giid Deres maa føre til noget saa fornuftigt, som det burde og kunde.

Saa De mindes Dagen i Morgen?3 Den for mig saa forunderlige Dag, da jeg vendte tilbage til Liv og Virksomhed; en Dag med saa uforglemmelige Minder, hvor imellem nogle staae som en Drøm. 9 Aar ere henrundne siden hiin Aften. 9 Aar! Og hvilke 9 Aar!! Ja, jeg er stærk, jeg maa være stærk, eftersom disse 9 Aar ikke have gjort mig til en — Olding. (Det er en stor Feil i Sproget, at man ikke har et tilsvarende Udtryk for Qvinden som dette betegnende for Manden.) …

Dernæst glæder det mig at have frelst min afdøde Venindes sidste Arbeide fra at falde igjennem.4 Hvor vilde hun have været henrykt over „Slavinden”, om hun havde seet s. 94dens Opførelse! Hvor ydmyg og taknemmelig var hun ikke mod mig, naar et Arbeide gik lykkeligt over Scenen. Hun sagde ofte: „Det er kun ved Tanken paa Dem, at jeg for-maaer noget.” Ogsaa denne Veninde er nu død, og dog staaer jeg ikke ene, mit utrolige Held sendte mig i Dem en trofast hengiven Ven, der deler mine Glæder og Sorger, der hjelper mig i Stort og Smaat, der ofte glæder mig ved den Tanke, at ogsaa jeg er noget for Dem, idet De trygt tør udtale Deres Tanker for mig, vis paa, at jeg i Taushed bevarer, hvad De udtaler for mig. Ligesaa mange Mindedage man har i Aarets Løb, ligesaa ofte begynder der et nyt Aar for os. Bevar mig da Deres Venskab i dette nye Aar som i det gamle.

Børnene have det Alle godt. Sarah er et velsignet Gemyt; jeg kan ofte blive ganske rørt ved blot at betragte det Barn; hun minder mig om mig selv som Barn. Hvor er hun dog kjærlig i disse Dage imod mig. Naar jeg siger, at hun minder mig om mig selv, da er det fordi hun ofte sidder saa taus, som om hun tænkte paa en hemmelig Sorg.

God Nat! Om nogle Dage haaber jeg, at vi kan sees og tales ved, som om ingen Forkjølelse existerede i Verden.