Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1862-03-30)

d. 30. Marts 1862.

Ulydig i høi Grad mod min Læge sidder jeg i Aften ved Skrivebordet; jeg er bedre og haaber at have gjort Ret i at være ulydig. Og nu, min kjære Ven, Tak og atter Tak for dette tredie Bind, der hilste paa mig paa denne Dag.1 Det kjære lille Vers foran Nina, staaer nu atter paa den Plads, hvorpaa jeg med saa megen Glæde første Gang saae det, og det staaer jo saa iøinefaldende, som kun min Forfængelighed kan ønske. Jeg er endnu i Aften saa barnagtig, at jeg atter med Bedrøvelse tænker paa, at han udelod dette Vers i den tredie Udgave. „Jeg har jo udeladt alle saadanne Vers i denne Udgave,” sagde han, men jeg syntes dog, at han burde ladet dette staae. Nu takker jeg Dem for, at den lille Forskudte atter er kommet til Ære. Hvor det dog er en Glæde at see denne smukke Udgave! Der lyser en saadan Omhu og Smag ud af den hele Ordning, at Heiberg og jeg aldrig kan være Dem taknemmelig s. 95 nok herfor. Tak min kjære Ven! Ja vist gjorde De Ret i at være ulydig i Dag, Tak og atter Tak!

Jeg har læst meget i Luther i Dag.1 Ak hvad dog et Menneske formaaer, naar den hellige Aand driver ham fremad. Ved at læse et saadant Menneskes kraftige Arbeiden, opstaaer altid det Spørgsmaal hos mig: gjør du nu ogsaa med dine Kræfter i dit Arbeide Alt, hvad du formaaer at gjøre? Og Svaret lyder ikke meget trøstende.

Rousseaus Billede har forundret mig, saaledes havde jeg slet ikke tænkt mig ham. Jeg havde tænkt mig ham som en Blanding af Rahbek og Claudius Rosenhof og en lille Tilsætning af Baggesen. De synes nok, jeg er ikke ret klog, men mundtligt skal jeg forklare dette nøiere. Dette Billede ligner jo Sangeren Nyrop.

Ifald jeg befinder mig bedre i Morgen, da vil jeg staae et Par Timer op i Morgen Aften mellem 8 og 10. Vil De da tale et Par Ord med mig, da haaber jeg at kunne modtage Dem. Helst Kl. 9. Drik Deres The først hjemme; thi jeg vil helst tale med Dem den Timestid uden Brød og Smør. De seer, hvor oprigtig jeg er. Jeg har faaet en Mængde deilige Violer i Dag; jeg deelte dem gjerne med Dem, men Blomster lader sig ikke pakke ind som Bøger.

Deres hengivne Veninde.

Dette Brev seer saa fælt ud, at man ikke skulde tro, at det var skrevet ved et Skrivebord men liggende paa Ryggen i Sengen.