Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1862-06-05)

d. 5. Juni 1862.

Tak min kjære Ven for det Tilsendte. Jeg synes ikke, at der er nogen Grund til at udelade de omtalte Linier, de indeholde jo intet fornærmeligt mod de Paagjælden-de, og de bidrage — synes mig — til at give Brevet Liv.

Er det med Villie, at De har udeladt Frøkenens … F.1, der fandt Behag i den grønne Vest? Baade hende og flere Andre i den Kreds, hvori samme Vest gav daglig Anledning til Spøg og Latter, vil det more at see, at det er deres Kreds, her omtales. Dog gjør som De vil, Tingen er jo ikke vigtig.

Har De bemærket, at der staaer i Brevet til Martensens, „vort to Ugers Ophold i Marienbad?”2 Staaer det virkelig i Heibergs Brev? To Uger? Om det var 4 eller 5 Uger vi opholdt os i Marienbad, kan jeg ikke med Bestemthed sige, men at det ikke var to, anseer jeg for afgjort.

Børnene og jeg havde en ret fornøielig Dag paa Sølyst igaar. De unge Suhrs vare meget elskværdige og fulde af Opmærksomhed imod mig.3 Det var første Gang, at jeg efter de Gamles Død atter sad ved dette Bord i den be-kjendte Stue, omgivet af alle de bekjendte Gjenstande, der alle ere mig som gamle Venner; disse sjælløse Ting mindede mig saa stærkt om de Sjæle, der have taget Afsked fra Jorden. Den gode Suhrs Hengivenhed for mig traadte mig saa levende imøde. Gud være lovet, min kjære Ven, at jeg kan tænke paa dette Venskab med en Følelse, hvori ingen Bitterhed, ingen Selvbebreidelse, ingen Anger blander sig. Ved Bordet vare mine Tanker hos alle s. 109 de Afdøde, men især, ak! For første Gang sad jeg her uden Heiberg, han, der saa ofte havde oplivet Samtalen ved dette Bord med sin Humor, sin fine ridderlige Conversation. Hvor ofte have han og jeg ved dette Bord hemmelig nikket til hinanden og i Stilhed drukket en Skaal sammen. Alle disse Tanker stormede ind paa mig, mit Hjerte svømmede i Veemod, og jeg havde Møie med at samle mig saa meget, at jeg med Anstand kunde tage Deel i den almindelige Samtale; det gik imidlertid dog nogenlunde, men da Etatsraad Schiern1, der sad ved min ene Side, med eet begyndte at tale til mig om Heiberg, om Alt, hvad han og andre unge Mennesker fra hans Tid skyldte hans dannende Paavirkning, og i hvor høi Grad hans egen Hengivenhed og Beundring for Heiberg i Aarenes Løb var tiltaget, da, ak, da lode mine Taarer sig ikke længer holde i deres Leie om mit Hjerte, men steg op i Øinene. Den stakkels Schiern blev ganske forskrækket over, hvad han havde fremkaldt, blev selv ganske blød og tau. De maa dog ikke af, hvad jeg her fortæller Dem, tro, at jeg har givet en Scene ved Bordet igaar, Ingen uden Schiern bemærkede dette, og jeg blev ogsaa hurtig Herre over min Stemning i Henseende til det Ydre.

Jeg er saa ene her i mit Hjem; de tre søde Børn ere, Gud være lovet, for unge til, at man kan meddele dem sine triste Tanker og Følelser, men det gjør godt at udtale disse, og derfor maa De i dette som i mere staae mig bi; jeg veed jo, at De gjerne deler baade Glæder og Sorger med Deres

hengivne
Veninde.

Vi sees vel i Aften?

Clemens Petersens gjentagne Kogen Suppe paa den gamle Pølsepind, uden at saameget som en ny Gulerod paa Suppen har gjort den friskere — har kjedet mig.2