Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1862-08-02)

Fra Fru Heiberg til A. F. Krieger.
Marienbad, d. 2. August 1862.

… Det er jo glædeligt at læse om Festen i Flensborg.2 De unge Studenter gjør dog virkelig ikke saa lidt Nytte ved kjækt at vove sig ud paa glat lis. Ved alle slige Beretninger kan jeg ikke lade være at glæde mig over den Følelse af varm Fædrelandskærlighed, som gjennemstrøm- s. 133 mer mig; saa latterligt, som det maaskee er, har jeg ved slige Ledigheder en Følelse, som om Landet, Folket, Alt var min egen specielle Eiendom; Skorsteensfeieren er min Ven, Bønderne vise mig en Artighed, idet de ere gode Værter for mine Studenter. Ja, smiil kun af mig, men det er dog sandt, at jeg har denne Følelse.…

Frøken Athalia Schwartz har sendt mig „Norden” med Anmodning om at læse hendes Afhandling om Brevsamlingen; at hun kom for sildigt, aner hun ikke.1 Jeg ærgrer mig over, at de Fruentimmer aldrig kan forholde sig anonyme. De ere ligesom „Hans Mortensen”, der siger: „naar jeg ikke maa tale derom, hvad Fornøielse har jeg da deraf”. Cosmus er unægtelig den Fornuftigste af vore Blad-Becensenter, men veed først al Verden, at denne Mand er en Qvinde, da Godnat Autoritet! Hun skriver mig til fra Dresden, er kjed og led af Alt, hvad hun paa denne For-lystelsesreise seer, hører og fornemmer. Stakkels Athalia! Hun er een af de begavede Qvinder, der fortæres, netop fordi hun overalt mangler et Centrum. Havde en begavet, en meget begavet Mand sluttet sig til hende af ganske Hjerte og Sjæl, da havde hun været reddet.

Det gjør mig meget ondt, hvad De fortæller om den unge Fru Bissen.2 Munken i „Borneo og Julie” siger vel: „Lykkelig er ei den længe gifte Kone, lykkelig den, der døer med sin Brudekrone.” Dette holder dog ikke altid Stik; ofte kan Sølverkrandsen have skjønnere Frugter i sin Bing end Myrthekrandsens Blomster. — Saa Hjorten agter at skrifte paa sine gamle Dage?3 Jeg maa tænke paa det Billede af Kaulbach, hvor Bæven med sammenfoldede Hænder skrifter sin Synd i Pilegrims Dragt, medens den lange lodne Hale stikker frem under Kutten. — Siden Hall har pebet, i sin Ungdom, af „Magt og List”, fordi han troede, at Stykket var af Heiberg, saa er han jo virkelig, i det mindste i eet Punkt, blevet sine Ungdoms-Anskuelser tro; senere i sit Liv peb han atter af Meget, fordi Heibergs Navn var knyttet dertil.4 Nu leer han over sin Ungdoms Daarlighed, naar vil han græde over sin Manddoms Ubesindighed?

Tak for Avisen med Halsbaand paa! Plougs Sang finder jeg smuk, og det Hele maa jo have været af stor Virkning.5 Stakkels gamle Bissen! Medens hans Løve bliver s. 134 udødelig, indfinder, maaske, den misundelige Død sig for at vise ham, hvor den kan ramme.

De spørger, om det ikke er ubeskedent at sende mig et Brev d. 31. Juli?1 Ak min Ven! Tal ikke saaledes! Ubeskedent at vise mig, at E e n følger mig med kjærlige deelta-gende Tanker paa denne Dag? At være ganske ene med sine Erindringer er saa tungt, velsignet være Den, der ikke skyer de Bedrøvede, men søger dem! …

3. August.

… Indledningen af Molbech og Dantes Biographi har jeg nu læst og med stor Interesse; lidt vel overfyldte af poetiske Billeder finder jeg Molbechs Forord.2 Det er underligt, at en saa gnaven Person, som Molbech, er saa sentimental. Hvad er det dog for en mærkelig Kjærlig-hedshistorie, Dantes til Beatrice! Jeg staaer nu foran „Helvede” og gyser lidt for at træde derind. Hvilke Syner og Aabenbaringer denne Dante dog har havt i sin første Kjærligheds Periode! Hvo kan tvivle paa Sandheden af hans Meddelelser herom? Men hvorledes forklarer man en saa-dan Tilstand? Verden affinder sig sædvanlig med alt sligt ved at sige: Han var en Phantast, en Sværmer. Ja visselig sværmede han, men det at kunne sværme saaledes, hvilken Styrke i Sjælen forudsætter dette ikke? Hans Aabenbaringer ere jo Mirakler, ikke ulige dem, der findes saavel i det gamle som nye Testament. Han har formaaet at fordybe sig i sin Gjenstand i samme Grad, som Apostlene i deres, og derved ere de almindelige menneskelige Love ophævede, nye Sandser indfinde sig til at see og høre med, og da er Miraklet ikke fjernt. De veed, at det er min gamle Tale, at enhver af os vilde kunne faae slige Aabenbaringer, ifald vi havde Styrke i Sjælen til at fremkalde dem. Jeg har følt det, jeg kan sige, jeg har erfaret det i faa Øieblikke, mærkelige Øieblikke i mit Liv, at man alt hernede kan rykkes op i en anden og ubegribelig Tilværelse, hvor vi ligesom et Øieblik formaae at løsne de Baand, der binde os til denne Jord, og staae den anden Tilværelse nærmere. Den Styrke, Dante elskede Beatrice med, fremkaldte Miraklet. Den Styrke, Apostlene elskede Kristus med, havde samme Følger. Ja, maaskee kan man sige, at hvad Geniet frembringer, frembringes ad samme Vei. Til Dem vover s. 135 jeg at skrive dette, ikke til Enhver. Hvad mon Martensen vilde sige til slig Tale? Og dog troer jeg, at ifald jeg var Ordet mere mægtig, end jeg desværre er, var det dog muligt, at han gik ind herpaa. Lykkelig den, paa hvem Tunge-baandet er løst, saa at Tanken bliver til Ord, klare tydelige Ord, ikke matte og famlende som mine, men jeg har ikke, i det mindste ikke i den Retning, faaet Vinger, fordi jeg skulde flyve.…