Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1862-08-11)

Marienbad, d. 11. August 1862.

Velkommen paa tydsk Grund! De er altsaa nu i det mod de Danske troløse Hamborg? Denne By, der engang stod i Liv og Bevægelse saa høit over Kjøbenhavn, men, som jeg i de senere Aar til min Glæde har hørt, af Hamborgere selv, at nu er det Omvendte Tilfældet. Livet, Bevægelsen paa Gader og Stræder skal nu være langt større i vort gode Kjøbenhavn. Med stor Glæde har jeg altid hørt dette. Den lille indbildske Jødeby, hvor Penge er Alt, bør ikke staae over vor intelligente Hovedstad. Jeg har aldrig kunnet for-staae Heibergs, Bahbeks Forkjærlighed for Hamborg, den har altid forekommet mig som et stort Hotel, hvor man drager ind og ud, og hvor der er denne helvetiske1 Travlhed, der er Hyggelighedens værste Fjende. …

Ved at tale med Irgens om Norge har jeg atter faaet stor Lyst til at bereise dette Land, uden at tale om min gamle Kjærlighed, Finland! Der er dog vist i dette sidste Land Et eller Andet, som venter mig, hvorfra ellers denne Længsel? De synes nok, at jeg snakker fælt frem og tilbage? Den ene Dag anseer jeg al Beisen næsten som en Umulighed, og saa lægger jeg atter Planer og udtaler Ønsker om store Foretagender i denne Betning. Man har to Villier, det er hele Ulykken. Paa en Beise saavel i Norge som Finland maatte man være flere i Forening, der drog ud sammen. Jeg veed nok, hvem jeg vilde have med paa Touren, De er selvskrevet — hedder det ikke saaledes? Men Ulykken er, Manden tør ikke for Konen, Konen ikke for Manden, Broderen ikke for Søsteren, Søsteren ikke for Broderen, Faderen ikke for Datteren og Datteren ikke for Faderen, og Alle tilsammen ikke for Sladderen, denne mægtige Tyran mod os Alle. Og at vente saalænge, til man for sin høie Alderdom maa lade sig bære til Finland, det er da heller ingen Fornøielse. Besultatet bliver altsaa, at man ikke kommer der.

s. 138 Jeg bliver indtil videre ved at bestemme min Afreise herfra til d. 23. August og da tage lige til München, hvor vi da i Forening kan udruge snedige Planer, som Verden ikke maa kjende til Skam for den, ikke for o s. For de Rene er alting rent, men desværre det Rene hører Himlen og ikke Jorden til. Hvorom alting er, jeg glæder mig til at see Dem og tale med Dem engang igjen og vil nyde de faa Dage, vi ere sammen, som om det Rene fandtes paa Jorden, og bede en god Alf om at sørge for, at Intet stiller sig iveien til at forbittre nogle faa Dages Opmuntring i Deres Selskab. Jeg har ofte en Følelse af, at gode Aander skylder mig lidt Opmuntring, hvortil jeg sandelig i høi Grad trænger; gid jeg blot ret kunde være modtagelig for Gaven, hvis den bliver mig tilbudt. Farvel til vi sees! Gid ogsaa De maa have noget Udbytte og nogen Opmuntring af Deres Udflugt.