Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1862-08-21)

Marienbad, d. 21. August 1862.

Kjære Ven! Endnu vil jeg dog sende Dem et lille Budskab til München for at bekræfte, hvad jeg alt har skrevet, at jeg reiser herfra d. 24. og er altsaa i München om Aftenen d. 25., samt at mit Befindende vedbliver at være godt, saa det lader til, at jeg heller ikke i Aar forgjæves har besøgt det gode smukke Marienbad, hvis Brøndgenius lader til at have Godhed for mig og ikke at lade mig forgjæves bede om dens Bistand. Jeg har ogsaa virkelig megen Kjærlighed til dette Sted og mine eensomme Vandringer her i den yndige Natur vil altid blive mig uforglemmelige. I Aftes gik jeg en saadan længere eensom Vandring, hvor saa mange Tanker om de to sidste betydningsfulde Aars Begivenheder ret levende traadte frem for mig. Jeg var forundret over Alt, hvad disse to Aar havde taget og givet. Efter det første store Tab, min Moders Død, flere af mine hengivne Venner, Collin, Tryde, Bornemann, Frøken Beyer.1 Bosenkildes og Nielsens Død have jo ogsaa havt Betydning for mig paa Grund af min offentlige Stilling. Og da, knapt et Aar efter, tre søde Børn, der lader til, at de ret vil optage mig i deres smaa Hjerter og hjelpe mig med atter at fylde det eensomme Hjem. Mit gamle, meget gamle Ønske om selv at indrette mig et Huus, hvorfra jeg kun behøver at flytte e e n g a n g, et Huus med Have, og hvad jeg næppe turde tilføie til Ønsket, ved Havet, det salte Hav „med sine iilende blaalige Vande”. Min Stilling ved Theatret roligere og bedre end nogensinde, skjøndt man vel kan sige om mig der, som der staaer i „Alferne”: „Den stakkels fremmede Pige, som gaaer saa eensomt der!”2 Dog, de, som ikke hører sammen, gjør jo bedst i at fjerne sig fra hinanden. Jeg gaaer der uden Bitterhed i Hjertet, og kan jeg ikke gjøre disse besynderlige Mennesker noget s. 141Godt, noget Ondt vil jeg visselig ikke gjøre Nogen af dem. I mit Hjem er atter Kjærlighed, Fred og Ro, og det er jo det Vigtigste. Min Virksomhed har et Maal, tre unge Sjæle drage Nytte af den til deres Pleie, Lærdom og Opdragelse. Er det ikke store Goder, som jeg bør takke Gud for? Jeg takker ham ogsaa ofte saa inderligt, saa ydmygt, thi jeg forundres ofte over hans Godhed og Naade imod mig. At jeg paa min Vandring, hvor alle disse Tanker beskjæfti-gede mig, umuligt kunde dvæle ved alt dette uden at Deres Venskab, Bistand og Hjelp ret levende stod mig for Øie, behøver jeg vist ikke at tilføie. Siig Dem selv, naar jeg engang er borte: jeg holdt hende oppe, da hun følte sig meest eensom, hjelpeløs og forladt. Tak, fordi De har ydet mig alt dette paa den Maade, som sligt skal ydes paa, ikke blot som en Gave, men som om den Givende modtog, idet han giver.…

I dette Øieblik havde jeg den Glæde at modtage Deres Brev fra Berlin. Deres Brev er af d. 19., og De skriver, at jeg vil være i München „i Dag otte Dage”, nei, om Morgenen d. 24. reiser jeg herfra til Hof, ligger der om Natten og næste Morgen begynder Touren til München, hvor jeg antager, at vi kan være Kl. 9 om Aftenen, dog maaskee De bedre veed, at det ikke gaaer saa hurtigt. Det skal være mig en Glæde at sige Godnat til Dem den første Aften i München; næste Formiddag ville vi i Ro og Mag drikke Caffe sammen, jeg tænker Kl. 10 eller 11, og da aftale Dagens øvrige Gang. Jeg skal nok bede om, at mit Navn strax maa blive slaaet op, og et Par Ord skal strax sendes hen til „Vier Jahreszeiten”. Forslaget til Rigi frister naturligviis, vi faae nu see! De kom altsaa dog til Dresden, bare De nu ikke fortryder mit Raad. Paa Museet i Berlin var jeg atter denne Gang. Det der vedbliver at tiltale mig meest der, er en Polyhymnia efter en Antik, hvis Original jeg har seet i Paris. De siger, jeg skal forklare Dem, hvorfor det tydske Spil støder os Danske? Jeg troer det ligger dybt i vor forskjellige National-Charac-teer. Vi Nordboere have en medfødt Blufærdighed i at udtale vore inderste Følelser, som Sydboerne ikke besidde. Vi kalde deres aabne Udgydelser Affectation, de kalde vore tilbagetrængte Følelser Kulde. En characteri-stisk Forskjel for mig har altid været den Skik, at Mændene falde hinanden om Halsen og kysse hinanden, idet s. 142de udbryder „Bruder!” Hvilken Skandinav vilde indlade sig herpaa, selv ved Mødet af sin bedste Ven eller Broder, undtagen i et høist enkelt Tilfælde? Mig er dette Syn altid modbydeligt. Kysset bør kun udvæxles mellem Mand og Qvinde; mellem Forældre og Børn er det noget Andet; thi her hører, ligesom i Paradiset, Kjøns-Forskjellen op. Tænk Dem det Tilfælde, om en Mand faldt f. Ex. Andræ om Halsen og kyssede ham? Jeg kan ikke lade være at lee ved Tanken herom. Det er, troer jeg, denne National-Forskjel i Maaden at udtale vore inderligste Følelser paa, der støder os i Spillet paa Theatrene, vi finder det svulstigt, og det, der skulde røre, opvækker vor Undseelse og Forlegenhed, vi fordrer Følelsen noget tilsløret, for at vi kan finde den dyb og sand, hvorimod de sydligere Naturer gjøre — hvad Heiberg kaldte — „sprætte sig op”, de give Alt, hvad de have, vi beholde en Deel for os selv, og medens man i vor Tilbageholdenhed maa see at finde Følelsens Dybde, give hiine den hele Sum ud, og det er dette, der mishager vor Natur, og vi tro ikke paa dens Sandhed. Troer De ikke, at det ligger heri? Jeg har ofte tænkt herover og kan ikke faae andet ud heraf. Maaskee vi gaae for vidt i vor Sky, ligesom de i deres Mangel paa Blufærdighed, men skal man gaae for vidt i en af Delene, da mener jeg dog, at Skjønheden iagttages meest paa vor Side. Det er ogsaa naturligt for Protestanter, saavel i Kirken som i Livet, at Følelsen vendes mere indad; Catholi-cismen fører vel ogsaa det ydre Væsen med sig; vi bede i dyb Eensomhed, de paa Gader og Stræder, dette kan ikke være uden Virkning paa et Menneskes Væsen.…

Hr. Nyrop er krøbet til Korset. Bladene have mod Sædvane holdt med Ministeren og Directeuren.1 Det glæder mig. Derimod ligger der nok et slemt Huus med Md. Sødring, fordi hun ikke kommer op i første Klasse a.2 Hun skal have havt en lang Samtale med Tillisch, saa lang, at en Prøve maatte gaae ind, og Dagen efter sendte hun en Sygeanmeldelse istedetfor at indfinde sig paa Prøven. Det er simpelt saaledes strax at blive syg, enten denne er virkelig eller paataget, fordi man ikke faaer sin Villie. Guderne være takket, at man er udenfor al Directeur-Vrøvl.…

s. 143Lev vel til vi sees i München, og deel der hvad godt gode Aander vil skjænke

Deres hengivne
Veninde.