Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1862-10-25)

d. 25. October 1862.

… Jeg har nu læst saavel Fædrelandets som Dagbladets Bemærkninger.3 Det er jo rørende at see disse tvende Riddere engang at strides om en Gudinde; det er dog altid en Forandring! Jeg finder, at Fædrelandet har Ret i denne Sag. Man veed, hvad man har, men sandelig ikke, hvad man faaer. Dagbladets Argumenter ere meget svage. Den samme Kunstner lever endnu, siges der, og han kan alt-saa erstatte det Bortgivne? Men hvem indestaaer for, at denne Kunstner lever om otte Dage? En Marmorblok findes, siges der fremdeles, som kan erstatte hiin? Hvem veed ikke, at man i de sidste Hug i Marmoret pludselig kan overraskes af Pletter i det, Pletter, som forringer hele Kunstværket? vil man da saa kassere Statuen s. 147 og strax forsøge en anden Marmorblok? Den Anke er ofte gjort, at der kun findes faae Statuer i Museet af smukt Marmor, ja man har jo bebreidet Thorvaldsen denne Mangel som et Gnieri fra hans Side; findes der altsaa en reen Marmorstatue i Museet, bør man da berøve Samlingen denne for det usikkre Haab om, at den vil blive erstattet? Vi ere ikke saa rige, at vi kan rutte med vore nationale Eiendomme. En Bestyrelse bør ikke løbe løbsk med de Løbske, der i dette Øieblik finde intet Offer for stort for en Prindsesse, som de om nogle Aar maaskee ikke vilde samle saa mange Penge til, at der kunde kjøbes en Suppegryde for. Hvis den danske Prindsesses Formæling fører til noget for Danmark i den nærmeste Fremtid, da er det Tid at give hende „det Bedste”. Om Prind-sessen først nogle Maaneder efter Brylluppet kan opstille sin Hebe i sit Slot, er Ulykken jo ikke større, synes mig. At gjøre Begyndelsen med en saadan Udlevering er unægtelig farligt. Denne Gang skeer det for en Prindsesse, næste Gang kan man ikke afslaae en Konge det.

Her har De paa Opfordring min Mening i denne Sag. Qvinderne ere jo ulogiske; er dette nu Tilfældet med denne min Dom i Sagen, saa vinder jeg jo derved at have vist Qvindelighed, og det er jo yndigt og elskværdigt, og maa trøste mig over, at min Dom bliver underkjendt.…