Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1862-11-03)

d. 3. November 1862.

… I Dag for 32 Aar siden var Heiberg, hans Moder, Georg og jeg saa bedrøvede over, at den foregaaende Nat havde overmandet i dyb Melankolie den kjære Møhl. Ved Kaffebordet kom Georg fra Krarups Skole og bragte os s. 149den sørgelige Efterretning.1 Heiberg og hans Moder havde tabt deres kjæreste Ven og jeg en Mand, hvis store Hengivenhed jeg i min unge Alder vist næppe forstod at skatte saa høit, som den fortjente. 32 Aar siden!! Og hvor levende staaer ikke denne Dag for mig, som om det var Dage og ikke Aar, der vare forløbne. Ak, kunde vi dog see vore Afdøde, beroliges ved, at de have det godt!

… Dog Haabet, min kjære Ven, maa holdes fast, at de ere i Fremgang, at de fuldføre hist, hvad her var begyndt, at Sjælen bar seiret over Legemet; hvem vilde kunne udholde Livet, hvis dette Haab ikke hver Dag hviskede os Trøst i Øret? Jeg kjender nok Forstandens mange Spørgsmaal og Tvivl, men tro mig, min bedrøvede Ven, Forstanden har Intet hermed at gjøre, de Forstandige komme ingen Vei, det er ikke med den Sands, at vi fornemme, at dette store Noget hiinsides er til, til for os, naar vi kun lydigt haaber og troer paa den Naade og Barmhjertighed, der er os tilsagte af Ham, i hvis Mund ikke var Svig.

Jeg veed godt, at De kan sige Dem alt dette selv, men jeg trænger til at sende Dem et lille Budskab i Dag, og hvorom skulde jeg tale i Dag uden om det, der udfylder saavel Deres som mine Tanker i denne Dag?2 Og medens De gaaer den tunge Gang, føler jeg en Beroligelse i at turde tale med Dem i al Eenfoldighed om det, der ligger os paa Sinde.…