Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1862-11-16)

d. 16. November 1862.

Jeg kommer fra de tre Smaas Senge, hvor det kjærlige barnlige „Godnat, god Bedring til i Morgen, drøm om en Engel”, etc. etc. altid gjør sin velgjørende Virkning paa mit Sind; fra de tre Smaas gode Ønsker gaaer jeg nu over for at bringe min trofaste Ven min Tak for al hans Omhu og Godhed for mig. I yngre Dage havde jeg en ubændig Trang til at lære mange Mennesker at kjende, jeg forstod dengang ikke, at det at lære eet Menneske tilbunds at kjende er bedre og indeholder mere end at lære Mange nogenlunde at kjende. Jeg er ofte saa bedrøvet over min Unøisomhed med Guds Godhed imod mig og gyser for, at han skal synes, at jeg er en Utaknemmelig og i sin Vrede berøve mig, hvad jeg endnu har tilbage at være taknemmelig for; hertil hører visselig Deres store opoffrende Venskab for mig Stakkel, thi tro mig, jeg er virkelig en Stakkel, der maa kjæmpe stærkt for ikke at opgive Haabet til Livet og til, hvad dette endnu maatte kræve af mig, kjæmpe for at udføre de Pligter, der hviler paa mig, nogenledes som jeg bør; undertiden fortvivler jeg over, hvor slet dette lykkes mig, og da overfaldes jeg af et Tungsind, hvoraf De maatte bære en Deel igaar Aftes. Tak, fordi De saa venlig laaner Øre til mine Klager! Det eneste Menneske, jeg tidligere var istand til at udtale mig for, gjemmer den forfærdelige Grav; jeg staaer nu saa ene med mine Smerter, med mine Klager, at havde jeg ikke Dem, der med saa stor Godhed lytter til dem, naar de ligesom truer med at sprænge Brystet, da var jeg jo virkelig høist ulykkelig. Lyksalig den, der kun trænger til at udtale sine Sorger, ligegyldigt for hvilket Øre, den har ingen Nød, thi Øren ere der nok af; jeg er forvænt med at have et hint Øre at udtale mig for og kan derfor ikke bruge de Mange med den grove Hørelse, og derfor har Taushed saa ofte været min Lod.

De mærker nok, at min Stemning fra igaar endnu ikke er bortveget for en lysere. Prøven i Morges har ikke gjort det bedre. Ak! Det Theater med al sin Aandløshed, hvad fanger jeg dog an med dette? Jeg har en Følelse som en forlovet Pige, der gaaer og kjæmper med, om hun skal hæve Forbindelsen eller ikke. Undertiden, naar jeg staaer der midt i Udøvelsen, overfalder der mig en Følelse af, at s. 152 jeg foretager mig noget uværdigt. Tænk, hvad det vil sige! Mine gode Øine bidrager ikke lidet til denne Plage. Forleden Aften, da jeg til Høire saa Kongen og hans Grevinde, til Venstre de mange af dette Hofs aandløse Herrer med deres store Kikkerter mere liggende end siddende i Logen, da havde jeg et af disse uhyggelige Øieblikke, hvori jeg føler mig for god til at underholde og more et saadant Selskab, og jeg kjørte hjem i den tristeste Stemning, i mit eensomme Hjem, hvor det Øre ikke mere var, der modtog mine Klager og ved sin Ligevægt og Overlegenhed bragte saa mange Gange Ro tilbage i mit Sind. Dog nok herom.

De fordrer nøiagtig Besked om mit Befindende, her er den. Jeg har været meget træt og mat i Dag. I Aften er jeg dog bedre, den fuldkomne Eensomhed i Dag har gjort, at jeg har faaet udhvilet og tænker vel, at det skal gaae nogenledes i Morgen Aften. Paa Tirsdag seer jeg Dem vel. Den 23. November, den første Dag i mit nye Aar, seer jeg Dem gjerne hos mig. Den 22. ængster jeg mig for; disse Mærkedage ere tunge at komme over.1 God Nat! Bliv ikke træt af

Deres hengivne
Veninde.