Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1863-05-11)

d. 11. Mai 1863.

… Tak for igaar! Jeg har hele Dagen tænkt paa Mennesket Ingemann, jeg kan ikke glemme, at han i fuld Tryghed har anseet sig som en Aand lige med Oehlenschläger.1 Er det dog ikke forfærdeligt, hvad vi Mennesker kunne gaae i for Illusioner, man bliver jo angst og bange for sig selv ved slige Leiligheder og finder kun Beroligelse ved at stille sig selv saa lavt som muligt af Frygt for slige Vildfarelser. Saa det er det farlige ved at skrive sit Levnet, at man selv har een Dom over sig og Verden en Anden; hvor latterlig en Rolle spiller man da ikke? Og naar man nu i et andet Liv kommer til Vished om sin sørgelige Vildfarelse, hvor slemt er det da ikke, at man da ikke formaaer at sende et lille Budskab herned, hvori man kunde bekjende, at man indseer nu, hvor skjævt det Speil var, hvori man betragtede sit eget Billede. Derfor var det vist det Klogeste slet ikke at betragte det, eller ialtfald beholde Betragtningen for sig selv.

Hvorledes seer det ud med vore offentlige Sager? I Ber-ling for i Aften staaer jo, at Østrig forlanger af Forbundet, at Holsteen øieblikkelig skal tages i Pant. Er det ikke slemt? Jeg blev ret saa mismodig, da jeg i Aften læste dette og trængte til at sættes Mod i af min trofaste Ven. Naar mine egne Sorger, naar Fædrelandets trykker mig, da er der Øieblikke, hvori jeg føler min Eensomhed saa tungt, døm da om min Taknemmelighed over, at jeg i Dem har Een, der saa ofte og paa saa mange Maader hjelper mig ud over min Tunsindighed og over Følelsen af at være forladt. Lad mig snart høre noget skriftligt fra Dem i Mangel af det Bedste, den mundtlige Meddelelse. …