Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1863-06-11)

11. Juni 1863.

Ja, min kjære Ven, det er en forunderlig smal Bro mellem her og hisset, mellem at mødes og skilles, lad os derfor i den korte Tid, vi ere sammen, holde ud i Trofasthed. Saa havde min Uro hele Dagen igaar dog en Betydning. s. 179Den steeg og steeg mod Aften, saa jeg ikke vidste anden Frelse end at tage alle tre Børn, uagtet det var deres Sengetid, med ud i det Fri i Haab om, at deres glade Spøg skulde dæmpe og standse den noget. Ved Hjemkomsten i Aftes sad jeg længe ene i Haven, og mine Tanker vare hos Dem, som om jeg sad ved Deres Moders Dødsleie.1 Saa inderlig beklemt gik jeg i Seng og bad Gud om Naade for os Alle. Lad os holde fast ved Troen og Haabet, at Døden er en Begyndelse og ingen Ende, en Fødsel og ingen Død. Fat nu Mod min stakkels Ven! Deres Hjem er i kort Tid opløst, og et Hjem erstattes vel ved intet Andet, men husk dog paa, at De har Venner, som hænge ved Dem og imellem disse en Veninde, som hænger ved Dem med Taknemmelighedens, Venskabets og Inderlighedens Baand. De har et Fædreland, hvis trofaste Søn De er, saa moderløs er aldrig den Søn, der har et Fædreland, han elsker. Lev vel, indtil vi sees! I Tankerne ledsages De af Deres

inderlig hengivne
Veninde.