Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1863-06-15)

Mandag Aften, d. 15. Juni 1863.

Hvorledes har De det i Aften? Paa dette Sørgsmaal kan jeg jo intet Svar faae, og det behøves i Grunden heller ikke, thi jeg veed det. Jeg vilde dog saa gjerne, at et Par Ord fra mig skulde komme til Dem paa den alvorlige Dag i Morgen.1 Lad nu ikke Deres Tanker dvæle for meget nedad hos de sidste Levninger af Deres elskede Moder, men tving dem til at dvæle opad hos det foryngede Billede, der til Farvel jo viiste sig paa den Dødes Aasyn. Tænk Dem hende ung, smuk, from og uskyldig, forenet med alle hendes Kjære, der er gaaet forud til det Sted, hvor vi jo alle tilsidst skulle samles. Ak, min kjære Ven, lidt før eller lidt senere, derpaa kommer det jo ikke an. I Kjærlighed er hun død og i Kjærlighed vil hun sikkert modtages af Ham; han vil „løfte sit Aasyn paa hende og skjænke hende Fred.”

Denne Dag er gaaet hen i saa stor Travlhed. Mange Besøg, hvor imellem Boiesen, fra hvem jeg skal hilse Dem paa det Venskabeligste og sige Dem, at han tager Deel i Deres Sorg.2 I Eftermiddag kom ikke alene Fru Hall, men ogsaa Hall. De vare begge meget behagelige, og Hall lod til at være taknemmelig over de venlige Ord, jeg havde skrevet i mit lille Brev; han takkede mig venligt herfor. De bleve begge hos mig til Thee.

Hvor lidt man dog er kjendt selv af dem, der i mange s. 182 Aar har havt Leilighed til at kjende En. Luise Wiehe kom til mig i Eftermiddag og bad mig fra de unge Piger, der har sat sig i Spidsen for en Indsamling for Polakkerne, om jeg vilde stille mig i Spidsen for dem i dette Foretagende.1 „Det vilde dog gjøre nogen Opsigt,” sagde hun ganske naivt, „om Fru Heiberg var en af Indbyderne.” Hvor ofte man dog har Leilighed til at bruge det lille Ord Nei, og hvor sjældent det lille Ord Ja. Det er to vigtige, farlige Ord, som det gjælder at bruge paa rette Sted. God Nat min kjære Ven! Gud lade Fred og Ro nedstige i Deres Hjerte. Mine Tanker følger Dem til og fra den Have, hvor ogsaa mine kjære hvile.

Deres inderligt hengivne
Veninde.