Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1863-07-30)

d. 30. Juli 1863.

… Tak fordi De skriver saa ofte, De kan, Tak fordi De længes efter mine Budskaber, men sig mig i Himlens Navn, staaer De ikke i Correspondance med et eller andet fornuftigt politisk Menneske foruden mig uvidende Stakkel? Saa maa De jo tørste ihjel; jeg var saa vis herpaa, men nu spørger De mig om de slesvigske Stænder, spørger mig hvad Regeringen byder dem, om Forbundsforsamlingen i Frankfurt!! Gud hjelpe Dem, om De skal nøies med mine Efterretninger i disse Sager. Jeg vil nu tage Mod til mig og svare saa godt jeg kan. Man paastaaer, at man fortryder sin Adfærd i Flensborg og er flau over Holdningen.1 Palmerstons Tale har gjort stor Virkning. Forbundet tøver og tier.2 Hurtig, siger Palmerston, i sin Tale, har jo Forbundet aldrig været, og denne Langsomhed, vil jeg haabe, har været til vor Gavn. Palmerstons Udtalelser er nok kommet noget uventet for Alle. Nu veed jeg, hvorfor jeg bestandig har holdt saa meget af denne Palmerston, det var dog en velsignet Tale. Det har dog vist alligevel været til vort Gavn, at vi har kunnet sende denne lille Prindsesse derover, ja ligemeget hvorfra Hjelpen kommer, naar den kun kommer. Den lille Konge blev da confirmeret.3 Paullis Tale er jo ganske god og ikke ubehagelig ved Smiger, men for mig er det for tydeligt, hvor rørt og betaget Præsten har været. Den har forresten gjort Lykke hos Folk, man finder den saa rørende, saa nydelig, siger Damerne.

I Morgen er Deres Tanker vist af og til hos Deres Veninde. Den 31. Juli var engang i mange Aar en Festdag i vort Huus, det er den ikke mere, og dog har jeg tænkt paa, om jeg ikke endnu kunde gjøre denne Dag til en Festdag, om ikke længer for mig, saa for Andre.4 Anna og Lili var meget bedrøvede i Dag, fordi Margrethe havde betroet Sarah en Hemmelighed, som de ikke maatte dele. De klyngede sig til mig og raabte: „Betro nu du os een, som Sarah ikke faaer at vide;” da tog jeg de to Smaa til en Side og fortalte dem, hvad Betydning Dagen i Morgen havde for mig. Jeg foreslog dem nu, at vi i Morgen tidligt, forinden vi drak vor Morgendrik, skulde bringe min stakkels Heiberg og hans Moder friske Blomster og derpaa vende hjem og nyde vor Frokost. De to Smaa bleve ganske henrykte s. 208over denne Plan, og, den lille Anna især, har hele Dagen nikket betydningsfuldt til mig og hvisket: I Morgen! I Morgen! Naar vi komme hjem, har jeg sørget for finere Brød til dem og Folkene, for at Dagen kan antage et noget festligt Præg, men, ak! Hvor forandret! I Aften troer jeg at være kommet paa Spor efter, hvad det er for en Hemmelighed, Sarah og Margrethe har sammen. Den gode Margrethe har vist husket Dagen fra ifjor, og hun og Sarah har vist betænkt Noget i Dagens Anledning. Den lille Sarah er dog virkelig et sødt Barn. Da jeg i Aften sagde hende Godnat i Sengen, slap et uvilkaarligt Suk frem af mit Bryst. Da hviskede den lille ganske sagte til mig: „Ja lille Mama, du har Grund til at sukke,” og nu klappede og kyssede hun mig saa inderligt, jeg kunde næsten sige, moderligt, at hun ret rørte mig, og jeg tænkte: vær taknemmelig, du er jo ikke ene, naar en saa uskyldig Sjæl forstaaer dit Savn. Anna og Lili tilraabte mig ved Afskeden: I Morgen! I Morgen! For dem er altsaa Dagen virkelig blevet en Festdag. Kunde vi dog, som disse Børn, hæve os til saaledes at betragte Gangen til vore Kjæres Grav! Bringe vore Blomster til Graven med samme Sind, som de bringes til en Fest! Glæde os over at det er fuldbragt, visse paa, at Naaden følger efter, at Døden er en Hjelper til, at vi kan komme videre hen mod vor høiere Bestemmelse, at den levendegjør og ikke ihjelslaar. Men vi kan det ikke. Den menneskelige Egoisme raaber med hundrede Munde: jeg hartabt! jeghartabt! Istedetfor vi med Glæde, som Børnene i Dag, skulde see det Festlige i, at han har vundet. Og dog, vor hele Sorg fremkommer i Grunden af, at Troen ikke er stærk i os, thi ifald det var muligt, at vi fra hine Bortreiste til de andre Himle kunde, som fra andre Bortreiste her paa Jorden, faae Brev fuld af Glæde og Tilfredshed, hvo vilde da sørge over, at den, vi elske, havde det bedre end vi? Vilde vi ikke juble over at høre den Tilstand prise, de Steder beskrive, hvis Herlighed ogsaa vi skulle see og nyde? Jo visselig. Men vi frygte, vi skjælve for dem, som for os selv. Vi kan kun bede: Herre vær dem og os naadig! I vor hemmelige Bog staaer ved d. 31. Juli: „Naaden være med dem, som elske vor Herre Jesum Christum i Uforkrænkelighed!” Vi elske jo saa ofte andre Mennesker, blot fordi de elske os, men hvo har elsket os som han? Ak jeg skriver og skriver og kan blive s. 209ved, naar jeg kommer ind herpaa, i det Uendelige; jeg glemmer, at det ikke er saadanne Betragtninger fra Hjemmet, De længes efter, men jeg er nu engang blevet vant til at give efter for min øieblikkelige Stemning, naar jeg skriver til Dem, og jeg veed ogsaa, at De ikke er fortrydelig over, at jeg giver efter for den. Kl. er mange, den gaaer til 1, jeg maa derfor afbryde og see at komme til Ro. God Nat min kjære Ven! I Morgen haaber jeg ikke at blive forhindret i at skrive noget mere til Dem. Maanen har skinnet saa deilig i Aften, jeg haaber ogsaa paa Deres Veie.

Fredag, d. 31.

Ganske rigtigt. Sarahs Hemmelighed med Margrethe var Krandse og Blomster, som Børnene og jeg i Morges vandrede med til Gravene. Det er besynderligt, hvor ofte vi faae Svar af Andre paa vore tause Tanker. Da vi i Morges gik over Kirkegaarden, sagde Sarah: „Nu blomstrer Roserne.” Disse henkastede Ord gjorde mig saa veemodig, jeg tænkte: ja, i Rosentiden var det. Da sagde atter den Lille: „Hvor kan det være, at Dine Roser ikke blomstrer meer?” Hun meente de to Træer, som staaer paa Gravene; da blev jeg saa øm om Hjertet og sagde: „Nei,mine Roser blomstrer ikke meer.” Kjender De det, at Andre giver Svar paa vore stille Tanker? Jeg har ofte modtaget slige Svar. De maa dog engang ved Ledighed aabent sige mig, hvad Indtryk den Brevsamling egentlig gjorde paa Dem imellem Heiberg og mig, som jeg engang havde Mod til at lade Dem læse.1 Jeg har altid haft en Fornemmelse af, at De tilbageholdt Deres Tanker i denne Sag, og jeg ønskede dog saa gjerne at høre den fulde Sandhed om, hvad Virkning disse Breve frembringer hos en Anden. Siig mig det ved Ledighed ganske aabent; jeg kan godt taale at høre det, selv om nogen Dadel blev udtalt om Heiberg, uden at tale om mig selv. Maaskee tager jeg feil i min Tro om det Indtryk, Brevene have gjort paa Dem, men viser jeg Dem den store Fortrolighed at lade Dem læse disse Breve, da skylder De mig uforbeholdent at sige mig Deres Mening herom. Gjør det nu smukt engang, men tag Dem iagt for, at jeg ikke mærker, at De veier Deres Ord, at De vender og dreier Udtrykkene for ikke at saare mig, thi det vilde just være den rette Maade at saare mig paa. Jeg spørger s. 210ikke for at modtage Complimenter, hverken mod Heiberg eller mod mig selv, men for at høre en trofast og kjær Vens Svar paa, hvad Indtryk disse Breve gjøre paa en Fremmed, der første Ganglæser dem. Viis mig nu den Tillid at svare mig aabent og ærligt.

Jeg har i denne Tid atter betragtet Deres Photographi; der er dog nogen Sandhed i det, om ikke den fulde.1 De maa dog engang igjen forsøge det, maaskee naar De kommer til Christiania; det var smukt, om De vilde.

Nu er vi da komne saa vidt, at vi have Jernbane gjennem Dyrehaven; 300 kan befordres hver Gang, men uagtet Togene gaae uophørligt hele Dagen, ere de gode Kjøbenhavnere færdige at myrde hinanden for at faae Plads. De saakaldte Kildevogne synes snarere at have taget til paa samme Tid end af, maaskee det vil gaae hermed, som med Forøgelsen af Breve, da Postmærkerne bleve indførte.

Forleden kom jeg ved at skulle ordne en Skuffe til atter at læse Afhandlingen om Mynster.2 Den var mig nu saa fremmed, som om intet Ord var skrevet af mig. Den er jo ikke saa gal, men det bedste i den begynder aabenbart, hvor man mærker Vreden over Dagbladet; det er jo godt, at jeg har noget tilfælleds med Luther. Stilen derimod mishagede mig paa flere Steder. Jeg kunde have godt af at følge den Begel, at lade Alt, hvad jeg skrev, ligge i 7 Aar og da atter tage det for mig, saa troer jeg, der tilsidst kunde komme noget ud af det.

De veed vel, at vor Konge har været i Skaane.8 Han dinerede hos Grev Hamilton paa Ovesholm, det Herresæde, hvor Christian den Fjerde boede, medens han anlagde Christiansstad; hans Portrait findes paa Gaarden. Vor Konge vil nu sende sit Portrait derover, for at dette kan hænge ved Siden af hans store Forgænger. Man kommer til at tænke paa Fablen om, „vi Pærer”. Prinds Oscar af Sverrig ledsagede vor Konge herhjem og reiste atter tilbage næste Morgen. Det Heele seer saa kjærligt ud, som om de tre nordiske Biger alt vare forenede. Maaskee al denne Affectation dog kan gjøre nogen Nytte i Udlandet, saa er den jo godt for noget. …

I „Fædrelandet” staaer, at den svenske Begjering har erklæret sig villig til at forhandle med den danske Begjering om en fælleds Plan for Søforsvaret og i denne Anledning

s. 211 ANDREAS FR KRIEGER
Efter Fotografi Hanfsiaengl München 1862.

s. 212

s. 213indbudt en dansk Commission til Stockholm for der at træde sammen med en svensk, „og ventelig en norsk”.1 Bille har nu valgt til de danske Commissairer, Hr. Fabrikmester O. Suenson, Capitainlieutenant Schønheyder og sin egen Søn, Lieutenant Bille. „Fædrelandet” er misfornøiet med alle disse Valg. I samme Blad for i Onsdags staaer en meget skarp Artikel mod Halls hele Fremgangsmaade; det er i en Strid med Bille, at dette fremkommer. Klagerne ere de gamle velbekjendte om, at han er uden System. …