Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1863-08-02)

d. 2 August 1863.

… I Fædrelandet for igaar staaer en Artikel om det svenske og danske Kongemøde.2 Jeg veed ikke, om De gjennem Andre har erfaret, at Hall ikke var tilsagt til at møde paa Skodsborg, da den svenske Konge besøgte vor, men at han i det sidste Øieblik fik en Telegrafefterretning om inden en halv Time at indfinde sig derude. Dette har jeg fra Vedel. Der berettes nu i Bladene, at den svenske Konge udtrykkelig har ønsket Halls Nærværelse, og at han, da Hall var arriveret, har havt en Samtale med ham paa 11/2 Time. Om Længden af denne Samtale skjændes nu begge Blade. Nu mener dog F. for igaar, at denne Samtale har været af Betydning, og at Alt tyder paa, at de Svenske virkelig vil gribe alvorlig ind. Det beretter, at Grev Manderstrøm fornylig har tilstillet de svensknorske Gesandter i London og Paris en Depeche, hvori han udtaler sig meget bestemt mod det tydske Forbunds Forsæt ved Execution i Holsten at ville tvinge Danmark til at udlevere Slesvig. Fædrelandet siger, at den veed med Vished, at en saadan Depeche er sendt, og mener fremdeles, at Palmerstons Udtalelse, at hvis Danmark fik Krig, vilde det ikke komme til at kæmpe alene, og hermed var Sverrigs Bistand meent, og at Palmerston her støttede sig til Manderstrøms Depeche. De seer, at jeg gjør mig Umage for at fortælle Dem politiske Nyheder, og saa har jeg vel ovenikjøbet den Ærgrelse, at De kjender dem alle, forinden mine Budskaber bringer dem, og at De ialtfald har ondt ved at forstaae mine Beretninger, der vist mangler den behørige Klarhed. Disse skandinaviske Beretninger klinger saa stik imod Deres s. 214 Opfattelse af Forholdene, at jeg ikke troer stort herpaa, men at det kun er Ploug, der ligesom andre Elskende seer den elskte Gjenstand i Alt og allevegne.

d. 3. August.

… Igaar havde jeg da endelig et Besøg af Fru Hauch med den yngste af Sønnerne.1 Det var ham, der som Barn var deilig som en Engel; nu seer han forunderlig ud. Hvad der frapperede mig især hos ham, var den paafaldne Lighed med Hauch i Holdning og Gang, ja han gik virkelig ligesom Hauch med sit Træbeen. Ansigtet maa man vel endnu kalde smukt. Forunderligt er det, at alt det smukke hos disse Børn aabenbart er Afspeilinger af deres ikke smukke Fader. … Paa Søndag skal jeg og Børnene gjøre den store Tour til Frederiksborg med Holmblads.2 Det skal jo være mærkeligt, hvor hurtig Slottet reiser sig af sin Aske, ja Meldahl er unægtelig mindre dansk i Langsomhed end Herholdt og Frohne. Den sidste har endnu ikke bragt mig den Stige til Ildebrandstilfælde, som han for over fjorten Dage siden sagde kom een af Dagene. Gud skee Lov, at han ikke er min Fuldmægtig og Geheimeraad. …

d. 4. August

fortsættes Brevet med Beretninger om, hvorledes Dagen gaar, og Bemærkninger om Kriegers Rejse i Norge. Og derpaa genoptages det endnu en Gang:

… Ligesom jeg vil lukke mit Brev, kom Tillisch; han fortalte noget, som De maaske dog ikke veed, nemlig, at den svenske Konge i disse Dage har indbudt ved Løvenskjold 9 a 10 danske Lehns-Grever til sit Slot Ulriksdahl ved Stockholm.3

De ere alle paa een nær, jeg eller rettere sagt han troer Grev Friis, reiste. Denne Indbydelse har vakt megen Forundring i den adelige Verden. Hvad kan Kongens Hensigt være hermed? Maaskee er der ingen Hensigt, og det Hele er et Lune eller et fortsat Spilfægterie. De veed vel, at vor Konge umiddelbart efter hans Hjemkomst fra Sverrig reiste til Jylland? Man troer at Grunden til denne Heise har været, at Prinds Oscar, der ingenlunde kan eller vil samles s. 215 med Grevinden, er Skyld heri. Kongen vilde være borte, medens Prindsen var i Kjøbenhavn.

Tillisch fortalte mig et ganske moersomt lille Træk af den græske Konge.1 Den unge Bille, en Søn af Admiralen, ønskede saa meget at komme med til Grækenland. Han henvendte sig i den Anledning til Prinds Christian. Da Georg d. 1. hørte dette, sagde han: „Hvor kan det falde ham ind at henvende sig til nogen anden end til mig? Veed han ikke, at jeg, og kun jeg, kan antage ham? Nu vil jeg slet ikke have den Karl med.” Jeg kan godt lide den Dreng efter Alt, hvad jeg hører om ham; bare vi ikke har givet det Bedste, vort Kongehus har, bort.

7. August 1863.

I et Brev den 6. og 7. August findes Udtalelser om hendes Humør, om Børnene, om Kriegers Rejse m. m. og derefter fortsættes:

… Saa paa Torskefiskeriet fik De endelig Oplysning om, hvorledes Alt var tilgaaet ved Krisen i Norge? Ja slige Grunde til vigtige Begivenheder ere ikke let at gjætte. Hvorledes har Fru Sibbern taget dette Udfald af hendes Indflydelse paa Manden?2 Er der noget ved hende, maa det jo ret have bedrøvet hende, at Omhu for een Ven i den Grad skadede en anden. Naar man seer, hvor megen Indflydelse, og som oftest en daarlig, Ministerfruerne have, kommer man jo til det Besultat, at Ministre, ligesom de katolske Præster, burde forbydes at indgaae i Ægteskab. Ere Fruerne ikke Verdensdamer, da standser de Manden i hans Løb, eller han maa finde sig i, at de oversees, og ere de Verdensdamer, da have de, som oftest, en skadelig Indflydelse paa Tingenes Gang og et altfor stort Herredømme over de svage Mænd. Og disse Konger, hvad er det dog for troløse Mennesker at have at gjøre med! De have alle Kattenatur, man veed aldrig, naar de giver de Fløiels Poter, hvad Øieblik de strækker de spidse Kløer ud for at rive en tilblods. Den hellige Birgitte3 vilde vist give dem Begge hendes Yndlings-Titel, „De kronede Asener”. Hvorledes gaaer det Motzfeldt?4 Det er ikke godt for en Natur som hans at blive uretfærdigt behandlet, blødere gjør det ham vist ikke. For Dem er det s. 216 jo interessant, at De har lært de hemmelige Traade at kjende i denne Sag.

I Aften staaer i Berling, at Bræstrup er ankommen til Piræus, hvor han er blevet modtaget med Begeistring.1 Det fornøier mig ret, at B. har denne Opmuntring og Glæde. Han skal virkelig være ungdommelig glad over at opnaae inden sin Død at leve indenfor Athens Mure. Der er ogsaa begyndt en Theater-Artikel i Berling i Aften af Een, der kalder sig „Senex”. Den er kun begyndt, Fortsættelsen følger. Den sidste Theater-Artikel, som jeg skrev Dem om, og som jeg troede var af Berner, erfarer jeg nu er — af gamle Nathanson.2 Denne gamle Abekat gjør sig altsaa endnu vigtig. …