Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1863-12-02)

d. 2. December 1863.

… De siger intet om Hr. v. Bismarcks Udtalelser, og hvad De anseer dem for. Husk paa, at jeg, tiltrods for Deres Lærdom, endnu er en Tosse i Politikken og ikke ret veed, hvad man tør glæde sig over, og hvad ikke. Politikken er en saa underfundig Videnskab, at man bestandig frygter for, at der i de Efterretninger, der see gode ud, kan skjule sig noget ondt. Jeg saae da Skibet i Dag med Kongens Lüg passere forbi mine Vinduer, det saae trist ud at see det sorte Dæk; et Liigtog paa Søen er et eiendommeligt Syn! Endnu vedbliver Æresbeviis-ningerne mod Kongen her paa Jorden, hvorledes mon han har det nu hiinsides?

Forleden da Paulli var her, fortalte han, efter Liebenbergs Beretning, hvorledes det var tilgaaet, da Kongen testamenterede Grevinden Alt.1 En Aften i Krigens Aar havde Kongen, Grevinden, Berling og Liebenberg siddet sammen. Grevinden havde da udbrudt i Taarer: „Jeg er saa fortvivlet, thi Kongen har fast besluttet selv at anføre Hæren.” „Det vil jeg,” udbrød Kongen den ene Gang efter den anden. Da havde Berling sagt: „Hvis vi skulde friste den store Ulykke, at Deres Majestæt faldt i Slaget, har De da betænkt, hvilken Skjæbne der venter Grevinden?” „Tal ikke om mig, gode Berling,” raabte Grevinden, „det var det Mindste i denne Ulykke.” „Jo,” sagde Berling, „det anseer jeg for min Pligt at erindre Kongen herom, thi Staten har jo nægtet at ville give Dem Pension.” Da slog Kongen i Bordet og sagde: „Jeg kan gjøre Testament, saa skal hun ingen Nød have.” Liebenberg s. 239 havde da — formodentlig efter Aftale — sagt: „Skal vi da ikke strax bringe denne Sag i Orden?” og Alt var afgjort, inden man skiltes ad. Jeg synes, at denne Historie klinger ret sandsynlig. Grevinden har naturligviis intet Øieblik troet paa Kongens Heltegang, men benyttet et af hans latterlige Øieblikke. Denne Liebenberg er dog en meget tvetydig Karacteer.

I Aften har jeg faaet et Brev fra Treschow, at min Søsterdatter har erholdt det Rosencroneske Brudelegat, der af mig — saa galant skriver han — saa varmt var anbefalet.1 See, hvor venlig han er blevet mod mig ved enhver Leilighed. At tale Sandhed til Folk gjør dog undertiden sin Nytte; at jeg ikke har vundet ham ved Smiger, er jo en Anbefaling for ham.