Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1863-12-09)

d. 9. Dcbr. 1863.

Det Digt er da et af de Bedste, jeg har læst af Munch.1 Man bliver dog altid straffet for Troløshed, og dette Digt anseer jeg som en Straf for Kong Carl at læse. Denne s. 241Kong Carl! Det faldt mig ind i Aftes i Sengen, da Tankerne gik paa Nattevandring, hvad om der nu af de fremmede Stormagter var tilbudt Kong Carl, ifald han vilde holde sig rolig i vor Krig, da at faa Sjælland, naar Tydskerne havde taget Hertugdømmerne. Har Napoleon trende Gange kunnet love Preussen Hertugdømmerne, saa kunde jo nu til Gjengjæld Preussen have lovet Sverrig Sjælland, thi hvad kan man ikke vente af de afskyelige, kloge, troløse Herskere i disse Tider? Det vilde være en sørgelig Maade at blive forenede paa; hvis saa er, er jeg bange for, at de „Tre” i Hjertet aldrig blive til „Een”. At gifte sig med en Brud, som paa selve Bryllupsdagen begaaer en Troløshed, kan aldrig føre til noget godt. Hvorfor holder Manderstrøm den sidste Vending saa hemmelig?1 Troer han, at det endnu kan gjøres om? Hvor kan sligt holdes hemmeligt for de fremmede Magter? Det forstaaer jeg ikke. Man har jo seet før, at et Lands Gesandt faaer een Besked, medens Gesandtens Majestæt hemmelig faar en anden; mon dette ikke skulde være Tilfældet her? At Hamilton forlanger sin Afsked, seer jo meget smukt ud, især hvis han faaer den, thi ogsaa dette kan jo være et aftalt Spil.2 Saameget synes desværre vist, at vil Ingen hjelpe os, da maa vi vel tabe Alt undtagen — Æren. …

Har De seet i Berling for i Aften den trofaste Kong Carls Beklagelse over Danmarks Skjæbne.3 Det er væmmeligt at læse. Ord og atter Ord, tomme og hule, har vi havt og har nok af. God Nat, min kjære Ven! kunde mine Bønner hjelpe, da vare vi vist hjulpne.