Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1864-01-02)

d. 2. Januar 1864.

Min kjære Ven.

Jeg har i Formiddags ordnet alle mine Breve, Regninger etc. etc. fra det nu tilendebragte Aar, og blev ved denne Beskjæftigelse ganske rørt over de to store Pakker af Budskaber, som De i Aarets Løb har betænkt Deres Veninde med. Skuffen i mit Skrivebord er nu ganske tom og venter nu paa atter at fyldes. Altsaa, Tak for Deres Trofasthed imod mig i det forløbne Aar! Tak for enhver Meddelelse, som De følte Trang til at sende mig. Tak for Deres Uforanderlighed i Tidens Løb, for at De altid troer det Bedste om mig Stakkel, for at Deres Fortrolighed snarere er taget til end af, for al Deres Hjelp i smaat som stort; visselig er det derfor af Vigtighed for mig, naar jeg i min Aftenbøn beder Gud: bevar min Ven! Vi have jo alt deelt ikke saa lidt godt og ondt sammen, og hvad styrker Venskabet mere end dette. Gid vi i det kommende Aar ikke maa blive prøvet for haardt i at dele alt det onde, som for Øieblikket trækker op over vort arme Fædreland. Dog hvilken Trøst i saadanne Tider at have en Ven, som kan trøste os i Modgang og glædes med os i Medgang; i begge Tilfælde stoler jeg paa Dem.

Fru Hall var hos mig i Formiddags. Efter den første forcerede Indtrædelse var hun naturlig, og gjennem hendes Tale saae jeg tydeligt, at Hall ingenlunde er glad, som saa mange paastaae; hun yttrede, at det havde glædet Hall, at De ikke havde indladt Dem med Monrad. Stemningen mod Monrad er vist saa bitter fra Halls Side som muligt. Alle hans Planer i de senere Aar, yttrede hun, ere gaaet ud paa at sætte sig i Halls Sted i Ministeriet og kaste ham overbord. Dette er vistnok sandt.

I dette Øieblik — 8½ — fik jeg Deres Budskab, det første i det nye Aar. Skuffen er altsaa ikke mere tom, Begyndelsen s. 246 er gjort. Dagbladets lille Replik er jo ret kraftig og orienterende.1 Hvorom alting er, gid Monrads Dyder og Lyder maa kunne bevirke noget godt for os. Det er ikke altid de ædle Kræfter — desværre —, der i saadanne Tider ere de brugeligste; Underfundighed, Troløshed og Snuhed sætter undertiden det igjennem, som Sandhed og Ærlighed ikke formaaer, gid altsaa de onde Kræfter hos Monrad maa blive, om ikke ham tilgode, saa Fædrelandet. En Djævel maa det vistnok være, som frelser os fra dette skamløse Tydskland, en Engels Røst formaaer vist intet over det. …