Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1864-01-14)

d. 14. Januar 1864.

Tak, min kjære Ven, for det Tilsendte!1 For ikke at spilde Tiden svarer jeg Dem, inden jeg endnu har faaet Halls Roes indsuget. Hvad De skriver er jo forfærdeligt. Skulde Monrad virkelig fordriste sig til et saadant Forræderie mod Fædrelandet?2 Saa burde han jo hænges i sine egne Strømpebaand.

De veed, at Treschow i Onsdags var til Middag hos Martensens. I Dag fortalte Martensen mig, at Selskabet maatte vente en halv Time paa hans Komme; han traadte endelig ind ad Døren med den Undskyldning, at det havde været ham umuligt at komme før, thi Conseilspræsidenten havde været hos ham saa længe, at det umuligt lod sig gjøre før. Tænk hvor T. har nydt denne Undskyldning, og hvor heldigt, at han strax kunde meddele hele Selskabet, at ogsaa den nye Styrer tyer til hans Raad og Veiledning. Ved Bordet sagde T. endvidere som Følge af Martensens Beklagelse over Halls Fjernelse: „Hall s. 248 maatte gaae af.” Da Martensen gjorde Indvendinger herimod, sagde T. paa sin uhøflige Maade: „Keiser Napoleon er en klogere Politiker end De, min gode Ven; han retter sig efter Omstændighederne, og det maa vi ogsaa gjøre.” Kort sagt, T. var Monrads Talsmand. O! du menneskelige Elendighed!

Martensen fortalte med Latter, at T. efter en Stund at have siddet i dybe Tanker, under hvilken den øvrige Samtale ved Bordet var kommet bort fra Politikken, pludseligt havde udbrudt: „Denne Monrad, han troer, at han ved sin Kløgt kan faae En, hvorhen han vil.” Martensen svarede: „Ja, det kan De være overbeviist om.” Altsaa har nu Monrad afløst Hall ogsaa hos T.! Gid jeg dog kunde forstaae denne gamle Mands Magt over den Ene som over den Anden.

Ifald Monrad og Quaade1 i den Grad skulde ville gaae ind paa Kongens tydske Sympathier, da er jo virkelig Øjeblikket kommet, at De og alle patriotiske Mænd bør bruge Mund og Pen til at modarbeide denne Fare ved alle lovlige Midler. Jeg veed forresten, at Kongen og hans Børn gjør Nar ad Monrad. „Gud, hvor han er lykkelig over at være blevet saa fornem,” sige de med mere. Monrad skal en Dag ved Kongens Bord have sagt: „Jeg kunde ønske at blive Keiser.” Disse Ord af ham paa dette Sted, kan De vel begribe, er faldet i god Jord. Jo, vi sidder godt i det, vi Stakler! …