Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1864-04-13)

d. 13. April 1864.

… I Søndags gik da „Dina” for fuldt Huus, og Publicum lod til med fornyet Interesse at følge det. Paa Theatret var man af den Mening, at jeg aldrig havde spillet det saa godt som i Søndags og aldrig havde frembragt større Virkning; det forholder sig nu ikke saa; den hele Beundring kan forklares ved den sædvanlige Glemsel; mit Spil heri var glemt, og derfor syntes man, at det gamle var nyt. Jeg havde formelig i et Par Dage iforveien ængstet mig over at komme hjem i min Eensomhed efter „Dina” i Søndags; jeg følte eller frygtede for, at jeg, naar jeg var ene, paa en utilladelig Maade skulde give min Smerte Luft — saa mange, bittre og gode Erindringer knytte sig for mig til dette Stykke —, og jeg formaaede derfor Frøken Hirsch til at gaae paa Comedie og drikke The med mig ved min Hjemkomst; dette hjalp. Min overvældende Træthed hjalp ogsaa til, at jeg ikke laae og grublede i Sengen men sov den velsignede Søvn, som ret er de bedrøvedes Trøst. Saaledes fik jeg altsaa denne frygtede Aften til at gaae. Det lille Budskab paa Bordet saae jeg uvilkaarlig efter, uagtet jeg vidste, at det ikke var der. Tak for alle de mange, jeg i Vinter har modtaget! …

Frøken Hebbe er da ankommet hertil og agter at optræde i næste Uge i Grav-Operaen2 „Robert”. Fru Vedel var saa god at ville forestille hende for mig igaar men traf mig ikke hjemme — jeg var hos Deres Tante paa den Tid. Nu vil jeg ret ønske, ogsaa for Vedels Skyld, at hendes Optræden her maa vinde Anerkjendelse.

I Mandags var Martensens her til Aften. Talen faldt tilfældigvis paa Schiern.3 Jeg sagde, at jeg havde hørt af Een, at Schiern havde skjændt paa ham for hans politiske s. 262 Antydninger i hans seneste Prædikener. Martensen lo og sagde, at naar han undtager hans Taksigelser for hans Prædikener, da havde han kun talt til ham, om han meente, at han burde stille sig til Valg. Tro mig, samme Professor er en stor Løgnhals.

I Mandags Aften, efter at Martensens var gaaet, tænkte jeg ret paa Dem, min Ven. Hvor langt bedre forstaaer De at modtage et trykket Sinds Klager end denne Guds Mand! Fornuften er dog en fæl kold Ting. God og elskværdig er han jo, men det passer ikke altid i hans Tankegang at slippe denne for et Øieblik og gaae lidt ind i en Andens. Jeg tænkte som sagt paa, hvor ofte De, min kjære Ven, med Taalmodighed og Godhed havde lyttet til mine Ord, og jeg var Dem paany taknemmelig af mit inderste Hjerte. Ja! Jeg savner Dem alt meget og værre vil det blive, naar den skammelige Conference skulde trække længe ud. Vi har da — gid jeg maa sige det i god Tid — Gud være lovet endnu Dybbøl og Als! Hvor ere vore Soldater dog prægtige og rørende i al deres simple Naivitet! Hvor mange ypperlige Smaatræk fortælles ikke om disse prægtige Karle. Der fortaltes forleden, at den spanske Dronning1 havde sagt ved den Barnedaab, som nylig har fundet Sted der, til en Dansk: „Dem maa jeg tale med om det lille Land med den store Nation,” hvorpaa hun havde udtalt sin Beundring over vor Modstand mod de to store Røvere. Ifald de nu vedblive at trække Conferehcen ud, fordi de først vil have Als og Dybbøl, forinden den begynder, er saa ikke de Danske løst fra deres Ord om at deeltage i denne og have Lov at reise hjem? Det synes jeg var i sin Orden. En lille Plads i dette Brev vil jeg lade staae aaben til i Aften for at see, om intet Budskab kommer, inden jeg sender det bort.

Torsdag.

Jeg holdt endnu mit Brev lidt tilbage.

I Aftes kom Andræ. I Samtalens Løb sagde jeg: „Det er ret tungt, at Kriegers og Deres Anskuelser fjerner sig fra hinanden.” Han svarede: „Vi have eengang været hinanden nærmere, og vi kan vel blive det igjen.” Jeg formanede ham, som sædvanlig, og han tog elskværdigt derimod. Hvor eensomt dette Menneske dog lever! Han s. 263 sagde, at mit Huus var det eneste, hvori han kom. Jeg bebreidede ham dette, men til hvad Nytte? Han sagde, at De maaskee var i Paris? Saaledes veed jeg for Øieblikket ikke engang, hvor De er! Ja, nu sender jeg disse Linier bort, bestandig haabende paa et Par Ord fra Dem.