Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1864-04-15)

d. 15. April 1864.

Min kjære Ven!

Uagtet det er sildig Aften, og jeg atter i Morgen skal spille „Dina”, maa jeg dog skrive til Dem, som jeg hele Dagen har været forhindret i ved utallige Besøg, for at takke Dem for Deres første Brev fra London, som jeg blev overrasket med igaar Middags. Jeg blev meget glad ved at see den bekjendte Haandskrift udenpaa Brevet, jeg var begyndt at blive angst for Dem. Deres Brev underretter mig nu om, hvorfor det varede saa længe, inden jeg hørte fra Dem. Saa Canalen var speilklar? Havet er Dem jo virkelig gunstigt, hvilket forøger min Kjærlighed til det.

Det er dog virkelig høist interessant for Dem at gjøre denne Beise; at see de mange udprægede Personligheder, som jeg kun kjender fra Berlings Tidende, men som De nu seer og taler med som levende Personer. Herre Gud! Hyde Park! Ogsaa den har jeg ofte været i, men kun i Comedierne; nu spaserer De i den virkelige! Gid jeg kunde gaae en lille Tour med Dem der! Jeg maa holde mig til Phantasien, og det er ikke altid det moersomste.

Igaar besøgte jeg Fru Vedel; jeg troede, Søsteren boede der, men det var ikke saa.1 Imidlertid traf jeg Moderen, som jeg første Gang saae. Det er dog et ganske fortræffeligt Udseende, den Kone har; hvilke Øine! hvem der kunde komme til at see saaledes ud, naar Haaret graaner! Barnet saae saa raskt ud, at det er ubegribeligt, at dette lille Væsen har gjennemgaaet al den Sygdom; det lo og smilte til mig og saae ud, som om det havde det fortræffeligt; Faren er vist ganske forbi, vil vi haabe. Da jeg ikke traf Frøken Hebbe, gik jeg til Hotellet og traf hende. Ogsaa hun har et rart, godt Ansigt og Udtryk og lader til at være meget godmodig. Paa Mandag optræder hun første Gang. Paulli, der har overværet en af Prøverne, nemlig Concertmesteren, siger, at hun virkelig har en s. 264 ualmindelig Stemme, saa jeg vil haabe, at Udfaldet bliver til Alles Tilfredshed. …

Der er nu anbragt Telegraf-Stænger paa Strandmarken til Kalkbrænderiet, der staaer i Forbindelse med Kyst-Forsvaret i paakommende Tilfælde, som Gud forbyde.

Det er jo rørende, at De i det store London tænker paa min lille Krog i Rosenvænget? Ja, min kjære Ven, hvor mange gode Ord have vi ikke talt i denne lille Krog, og hvor ofte savnes De nu i den! Jeg kommer meer og mere til den Anskuelse, at det at kjende eet Menneske tilbunds er mere værd end de mange hundrede, vi møde Saa vor Vei, som vi kun halvt og tildeels kigge ind i. Tak erfor, at De midt i al den store Herlighed af levende og dødt, som London besidder, tænker paa Een, der ofte sidder eensom i hiin lille Krog med gode Ønsker for sin Ven i den store Stad.

Jeg piner mig i denne Tid med at læse paa „Kammeraterne”. Jeg plages ved at skulle sætte mig ind i den fæle Cesarines Interesser, der ere saa langt fra mine egne.1 Jeg tænker saa meget paa, hvorledes jeg skal komme bort fra det velsignede Theater; jeg maa bort, længe kan dette ikke gaa. Vi vil tale herom, naar De kommer hjem, hvad herved er at gjøre. …

Med Skjælven tager jeg hver Morgen Avisen i Haanden af Frygt for at see, at Dybbøl er taget. De stakkels Soldater og det stakkels Fædreland! Lev vel min kjære Ven! Vær forsigtig med Deres Helbred, gaae ikke for sildig til Ro om Aftenen, tænk paa Øinene! Glem ikke at skrive til

Deres inderligt hengivne
Veninde.