Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1864-04-23)

d. 23. April 1864.

Min kjære Ven!

Jeg har paa saa mange uberegnelige Maader været hindret i at skrive til Dem i denne Uge, at jeg i Aftes besluttede, s. 269 at det skulde skee i Dag, hvordan det saa gik. I Torsdags var jeg til Middag hos Treschow efter flere Aars Forløb. Han troede at vide, at Vedels Udnævnelse til Directeur var Monrad imod, men at Kongen bestemt havde staaet paa, at det skulde være saaledes, tildeels af Frygt for Monrads Eeneraadighed.1 De kan vel tænke Dem, hvilken nedslaaet Stemning her er overalt. De mange sørgelige Dødsfald, vor fremdeles piinlige Stilling, Hærens Tab, Jyllands Udplyndring, som nær forestaaende … etc. … etc. … Jeg kommer i denne Tid i Disput, snart med Een, snart med en Anden. Jeg kan ikke finde mig i, at Gemytterne ikke kunne hæve sig lidt i deres Sorg, men tager den saa borgerlig, saa prosaisk. Naar en Mand har valgt sig den militære Stand til sin Livsopgave, da maa det jo være Tanken om Krig, hvori han skal forsvare sit Fædreland, der bør foresvæve ham som Høidepunktet af hans Virksomhed. Jeg kan derfor ikke finde mig i denne Hylen over de ulykkelige Militære; og naar jeg da siger: „Kan det da virkelig være en Opgave for en Mand, kun at øve Rekrutter, der aldrig skal bruges, hele Livet igjennem at brøle paa en Fælled: een, to, tre, venstre, høire!” Ja, saa blive de vrede over saadan Tale og finde den haard og ubarmhjertig. Der stod forleden i Adresseavisen et smukt lille Avertissement fra en Moder, der havde mistet sin eneste Søn i Krigen. „Glad og veltilmode døde min Søn ved at forsvare sit Fædreland.”2 Ingen Graad og Klager fulgte ovenpaa disse simple Ord. Vore Damers Begeistring for Fædrelandet strækker sig — som oftest — kun til Bazar-Virksomhed. Med Stolthed fortælle de, at en Broder, en Mand, en Fætter — nu er i Krigen til Landets Forsvar, men falder denne Mand, denne Søn, denne Broder, denne Fætter, da tage de paa Veie mod Begjeringens Grusomhed og taler, som om de ved Politiets Hjelp vare slæbte til Slagterbænken, og meget faae kan da hæve sin Sorg op til Begeistringens Sorg over en Heltedød. Nu raaber mange paa det uforsvarlige i, at Dybbøl ikke for længe siden blev opgivet; kunde vi da virkelig den ene Gang efter den anden løbe bort uden Skam? Jeg kan ikke lade være at strides med saadanne Meninger, og hertil havde jeg god Ledighed hos Treschows, ikke med den Gamle, thi han var paa min Side, men desværre mod Martensen og flere.

I Aftes var, efter mange Vanskeligheder for ikke at sige s. 270 Vrøvl, som Fru Hebbe selv kaldte det, hun og Datteren hos mig til The.1 Vedel og Frue var ogsaa saa elskværdige at komme; Deres Tante havde alt tidligere lovet mig at være med i denne lille Kreds. Frøken Hebbe troer jeg desværre ikke vil faa noget Publikum her. Hun synger smukt og er ikke uden dramatisk Evne, men hun tager sig ikke ud paa Scenen, hverken af Figur eller Ansigt. I en Stue er hun jo virkelig smuk, men mangler uheldigviis vigtige Betingelser for Scenen. Publikum klappede vel, men uden Varme. Jeg tvivler paa, at dette vil føre til noget Engagement. Moderen har dog noget overordentligt interessant ved sig. Hun er af de Mennesker, der seer ud som en interessant Bog, man ønsker at læse hvert Blad af. Hun saae desværre noget trist ud i Aftes og talte ikke meget, ialtfald ikke saa meget, som jeg ønskede. Vedel og Fru Vedel vare muntre. Jeg kan ikke sige Dem, hvor elskværdig og aaben Deres Tante er imod mig. Naar jeg løber lidt over til hende, som jeg ofte gjør, modtager hun mig med: „Det var deiligt, De kom, jeg har saa meget at spørge Dem tilraads om.” Hun rører mig ret ved denne Aabenhed, der ikke er almindelig ved nye Bekjendte hos ældre Folk. Fædrelandet og Dagbladet faaer jeg hver Dag, idet Hans til Vederlag bringer Berling til hende. Tak for Deres Budskab af 16. April! I Deres næste Budskab, som jeg med Længsel venter paa, faaer jeg vel at vide, hvad Virkning vort Nederlag har gjort i London. Ak! Det er en trykkende Tid at leve i, og saa reiser De ovenikjøbet fra mig; hvor meget trængte jeg ikke netop nu til deres beroligende Omgang! De troer ikke, hvor eensom jeg føler mig. Vil De tænke Dem, at Fru Martensen og jeg for første Gang blev alvorlige Uvenner hos Treschows forleden. I Anledning af de mange Dødsfald blev der i en spøgende Tone talt om den anden Verden. I Spøg sagde jeg: ikke den anden Verden, som Grevinde Knuth talte om i Anledning af Baller. (De kjender jo nok den Historie?)2 Og nu geraadede den ellers gode Frue i en saadan uhyggelig Heftighed imod mig, fordi jeg derved erindrede om den lille Grevindes Pjatterie, at jeg virkelig har taget hende det meget ilde op. Alle ved Bordet, Martensen iberegnet, blev forlegen over det Uskjønne i hendes Tone og Udtryk. Da hun om Aftenen var gaaet, sagde Frøken Steenberg, at hun vist var syg, og Treschow roste mig for mit Maadehold i mine Svar s. 271 til hende. Ak, „hvor skal, hvor skal man finde — ikke Veien til den sorte Mand” —, men Folk der ere fri for Borneerthed? Her blev jeg afbrudt i mit Skriveri af den gode Madvig, der hele Aftenen har talt gemytligt og rart med mig. Jeg vil dog nu, han er gaaet, slutte mit Brev. Har De seet, at Treschow skjænker 15 Enker efter faldne Krigere 100 Bd. aarlig, saalænge de leve?1 Det er en smuk Gave. Af Berling seer jeg, at De har været forestillet den fæle Dronning Victoria i Mandags. Her maatte De vel atter tale Tydsk?

I Rosenvænget staaer alt forresten vel til, paa det nær, at De savnes af mig og af Anna om Søndagen især, skammeligt nok, fordi hun ingen Viin faaer; hun skal vedblive at have dette Savn for ret at skjønne paa Dem, naar De atter sidder hos os om det runde Bord. Hvorlænge skal vi vente? Børn er dog en velsignet Ting! De ligne Fuglene, der synge og juble tiltrods for Krigens Bædsler, for Død og Savn. Lev vel, min kjære Ven, til De atter sees af Deres

inderlig hengivne Veninde.