Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1864-05-12)

d. 12. Mai 1864.

Min kjære Ven!

Jeg er glad i Dag og maa derfor nødvendig underholde mig lidt med Dem. Glad over vore Skibes Held.1 Da jeg i Morges læste Meddelelsen fra Marineministeriet ved Caffen, blev jeg saa oplivet, at jeg sagde til Børnene: „I Dag siger jeg ikke Nei til, hvad I saa end beder mig om.” De Smaa saae paa mig med store Øine. Sarah bad om en Mark, Lelia om 4 Skilling og Anna om een Skilling. Bevilliget. Dernæst vilde de have Lov selv at gaa i Urteboden for at kjøbe Brystsukker. Bevilliget. Hvad Bønner, der end i Dagens Løb kan komme, veed jeg endnu ikke, men jeg har givet mit Ord og maa holde det og skal holde det med Glæde. Min første Tanke efter Glæden var Dem, min kjære Ven; jeg vidste, at ogsaa De vilde faae en Glæde ved Modtagelsen af denne Efterretning, og det forøgede min. Vor Marine er dog Deres Hjertes Barn, og De har jo virket saa meget for den, at dens Opførsel maa særlig ligge Dem paa Hjerte. Hvor ypperligt, at denne Begivenhed kom et Par Dage inden Vaabenhvilen! Vore Søfolk siger, at dersom de havde havt disse Tydskere i rum Sø, vare de alle blevne tagne, men de holde sig bestandig nær ved Land — paa Grund af deres Søsyge —, saa dette ikke lader sig gjøre. Det Bedste havde været godt nok, men Gud skee Lov for dette Udfald; hvorledes skulde man have baaret det Modsatte? Dr. Engelsted,2 som var her igaar, yttrede: „Gid nu dette maa være os en Lære, der viser os, hvor vi have vor Styrke, og til hvad vi bør bruge vore Penge; til Lands ser vi jo, at vi Intet kan udrette, men til Søs formaaede vi ikke saa lidt.” Er De enig heri? Han meente ogsaa, at dersom de Tydske fik Lov til at forlænge deres Ophold i Jylland, vilde der ikke gaae et Aar, før Jyderne saae deres Fordeel ved at staae dem saa nær og hurtig vilde blive fortydskede. Det vil jeg dog ikke tro om de gode Jyder; nærige ere de jo rigtignok, men med hvor god Villie have de dog ikke baade i 48 s. 288og i Aar bragt Offre. Større Forskjellighed i National-Karacteeren end Jyderne og Tydskerne kan jeg næppe tænke mig, saa jeg vil ikke tro dette muligt. Fanden er vel en stærk Mand, men dette haaber jeg dog, han ikke formaaer.

Veiret er atter i Dag henrivende smukt. Et Par Dages Regn, og Sommeren vilde staae der i sin Foraarspragt, men Regn trænge vi til. De skulde seet en Solnedgang her i Aftes! Himlen purpurrød, og midt i denne Glød den nye blanke Maane. H. C. Andersen, der var her forleden, og som i denne Tid er som en Klud, sagde: „Det er grusomt af Naturen, at den uforstyrret gaaer sin Gang, at de tusinde Smaablomster myldrer frem af Jorden, som om ingen Ulykke var, det har noget saa nedtrykkende for os Mennesker!” „Tværtimod,” svarede jeg ham, „det har noget opløftende, det peger hen paa, at der er noget større og evigere end vore menneskelige Forhold, vore Kampe og vore Lidenskaber.” Han saae paa mig med dette underlige, grædende Vand-Blik, hvori laa en Bebreidelse, og han tænkte vist: „Hvor hun er kold, hun elsker ikke sit Fædreland.” Det er en indbringende Egenskab at kunne tude med de Ulve, man er iblandt; jeg faaer ofte Lyst at synge, naar de tude, og det betaler sig slet ikke.

Atter i Dag har Deres rare Tante sendt mig Asparges fra Deres Have. Jeg skal til Middag nyde dem og i Tankerne drikke Deres Skaal til Tak. De veed ikke, hvor det glæder mig, at Deres Tante er saa venlig imod mig; det vilde smerte mig, om nogen i Deres Huus ikke var det. Det var moersomt, om jeg kunde stikke Fru Vedel ud hos hende, dog nu bliver jeg indbildsk, mærker De nok. …

Frøken Hirsch, Børnene og jeg have det nu godt igjen. Naar jeg feiler lidt, pleier Frøken H. mig med en Omhu, som er rørende. Jeg har mit øvrige Liv meest pleiet Andre, saa jeg er ikke vant til al den Omhu, men det er vist, at det ikke er saa galt selv engang at blive pleiet. Lev vel, min kjære Ven! Tænk venligt paa Deres

inderlig hengivne
Veninde.