Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1864-05-19)

d. 19. Mai 1864.

Min kjære Ven!

Min fortræffelige Correspondent! Tre Breve ligger her for mig, et af 8., et af 13. og et af 16. Mai. Tak for Deres Meddelelser om vore Sager, og fordi De bryder Dem om, hvad jeg faaer for et Syn paa Deres Virksomhed heri. Gud give, at alle Deres „Neier” og „Jaer” maa bære Frugter for Dem, for os. Er det ikke forfærdeligt, at en dansk Prindsesse taler slet Dansk! Det trøster jo lidt, at en engelsk Prinds taler Tydsk-Engelsk. Da jeg netop i disse Dage har seet baade Madvig og Andræ hos mig, seer jeg dem vel ikke for det Første igjen og kan altsaa vist ikke skaffe Dem paalidelig Underretning om den ulykkelige Dybbøl-Sag. De meener altsaa ogsaa, at vi burde være gaaet itide fra Dybbøl, saavidt jeg kan forstaae? Det er altsaa galt af mig, at jeg ikke kan faae dette Syn paa Sagen; jeg syntes, at vi maatte slaas.

Det maa være besynderligt, naar noget alvorligt tynger paa Sindet, da, som De, at gaae fra Fest til Fest. Da jeg forleden sagde til Andræ: „Det er dog en interessant Reise, Krieger gjør, paa et Bræt at see og samles med saa mange mærkelige Personligheder,” svarede han mig: „Gud, hvor De dog er meget yngre end jeg! jeg synes, det maa være forfærdeligt. Jeg bryder mig ikke om andre Mennesker end de faae, jeg holder af, alle andre ere mig ligegyldige.” Vi disputerede lidt herom, men han blev naturligviis ved sin Mening. Den gode Andræ har ligesom sat sin Sjæl i Fængsel og ender vel med ligesom hiin berømte Fange at have nok i en Edderkops Selskab. Det glæder mig, at De i den store Verden, hvori De bevæger Dem, har forsonet Dem med Gas, naturligviis med Glaskupler over Flammerne. Har De da ikke bemærket, at jeg har saadanne Kupler paa mine Gaskroner? Det er jeg enig med Dem i, at den raa Flamme har noget raat. Nu haaber jeg, at De hjelper mig til at faae Gas i Rosenvænget. …

Det fornøier mig, at De har seet gode Portrætter af Marie Stuart. Det vidste jeg jo nok, at de kjedelige Nonne-Ansigter, jeg har seet udgivet for hendes Portræt, ikke kunde ligne denne mærkelige Personlighed.

De veed vel, at Lundbye er gaaet af som Minister, og s. 293 Reich, formodentlig Andræs — ikke sandt? — er kommet i hans Sted.1

Det er jo en besynderlig Historie om den svenske Conferencebefuldmægtigedes hemmelige Instruktioner, der underveis ere aabnede? Tag Dem iagt, eftersom sligt kan skee.2

Saa De veed, at jeg har været sengeliggende? Ja, det er ikke let at skjule noget for Dem, De har saa mange Kilder, som en rigtig Diplomat jo ogsaa bør have. Nu vel, ja jeg har været skrøbelig hele Mai, og mine første tre Breve til Dem i Mai ere skrevne i Sengen imod al Forbud. Jeg synes altid, at det er en egen Sag at skrive til en Bortreist, at man er syg, især naar Sygdommen ikke er andet end en Forkjølelse, som jo kan være forbi længe før Brevet kommer til sit Bestemmelsessted. Jeg indrømmer nu, at det alligevel er rettest at gjøre det, thi erfares det ad andre Veie, seer det værre ud, end det er. Jeg beder Dem derfor ikke at følge mit Exempel, men ærligt sige mig Sandheden, ifald De, som Gud forbyde, ikke skulde befinde Dem vel. Ja, min kjære Ven, jeg har været svag i denne Foraarsmaaned og lider af en stor Træthed. I 14 Dage har jeg ikke spillet, til Fortvivlelse for Berner. Nu agter jeg at spille i Morgen i „Den Vægelsindede”. Ogsaa har jeg i disse Dage været paa Prøver paa „Bagtalelsens Skole”, der, om Gud vil, skal gaae paa Torsdag med Mantzius som Sir Peter — jeg troer, han bliver ret god i Rollen —. De seer heraf, at jeg nu er bedre. Det er jo den gamle Historie, at mit Legeme altid maa bøde for Sjælens Tryk, og denne har unægtelig været betaget i denne tunge Tid. Saalænge De var hjemme, holdt De mit Mod vedlige, men man er svag og trænger til Nogen at støtte sig til, og jeg maa desværre altfor ofte søge denne Støtte hos mig selv, og det slaaer ikke altid til, og mit Sind antager da en Farve, som gaaer ud over Legemet. Den lille Anna sagde, besynderligt nok, i Aftes, da jeg i Sengen sagde hende Godnat, til mig: „Siig mig alle dine Tanker, fortæl mig dit hele Menneske.” Jeg blev ganske forundret over denne Tiltale af Barnet, og jeg tænkte: „Lykkelig den, der kan sige alle sine Tanker, fortælle hele sit Menneske-Indhold, men hvo kan det?” Endogsaa for os selv kan vi jo ikke finde Ord til at klare, hvad der trykker og bevæger vor Sjæl, vor arme Sjæl, der trænger s. 294 til at forløses af de Baand, hvori den holdes fangen. Madvig var hos mig i Aftes og sukkede og klagede over sig selv og sin indre Tilstand; stakkels Madvig, han føler dybt, at han staaer ene, og har mange triste Øieblikke; jeg tænkte, da han var gaaet: „Kan en Mand som han med hans skarpe Forstand føle sig saa trykket, kan du jo ogsaa være det bekjendt,” især da jeg, saavel som han, formaar at bekjæmpe det ligeover for Andre, saa at disse ikke lide derunder. Frygt derfor ikke, min kjære Ven, for at omgaaes mig paany, naar De kommer tilbage; jeg vil som sædvanlig let lade mig opmuntre af Deres Venlighed, Godhed og Opoffrelser i at hjelpe Deres

inderlig hengivne
Veninde.