Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1864-06-02)

d. 2. Juni 1864.

Ak, hvor har jeg kjæmpet i disse Dage for at faae et Øiebliks Ro til at besvare Deres kjærkomne Brev fra 26., hvor De havde den Elskværdighed, strax efter Deres Ankomst fra Paris, at betænke Deres fraværende Veninde. Knusende Besøg, Prøver, Spillen to Aftener i Træk, Søndag, Mandag i „Bagtalelsens Skole”, Oplæsningen paa Stykker til næste Saison, Alt har forenet sig til at optage min Tid. I dette Øieblik tager jeg det overtværs og skriver, uagtet jeg virkelig ikke har Tid dertil, thi „Elverhøi” skal gaae i Aften; jeg burde bruge hele Formiddagen til at læse paa min Rolle, men da jeg frygter for i Morgen atter at afholdes af Besøg, vover jeg nu at benytte noget af Formiddagen til at lade høre fra mig.

s. 304 Ja visselig hjelper Deres Breve til ofte at holde mit Mod vedlige i vort stakkels Fædrelands Sag ogikke alene heri. Da jeg vaagnede i Morges, besluttede jeg, at jeg vilde see at faae Tid til at skrive i Formiddag til Dem, thi jeg havde drømt hele Natten om Dem. At De var kommet hjem uventet og havde fundet Deres Værelser, Beoler, Alt i Uorden. Jeg var ganske fortvivlet herover i Søvne. Hjalp Dem med at ordne det Hele, Papiirer, Bøger etc. … etc. … Hvor forunderlig er dog ikke denne Sjælens Tilstand i Søvne, halv fornuftig, halv forvirret! Og undertiden have Drømmene noget inspireret ved sig; hvem kan fatte denne besynderlige Tilstand? …

De har vist havt ubehagelige Dage i denne Tid? Ja det seer rigtignok ud til, som De skrev, at vi maa prise os lykkelige, om Deres Plan til Ordningen kan gaae igjennem; vore Blade forberede jo ogsaa Publikum paa at modtage denne Løsen som et Gode. Gid det da maa lykkes.

Af Bladene seer De vel, at Hr. Hansen har havt en Triumf-Aften i Theatret; den var egentlig en Demonstration mod Tillisch, fordi det Rygte havde udbredt sig, at T. vilde afskedige ham.1 Jeg var derhenne hiin Aften, og det rørte mig at see et Menneske saa glad, som Hansen var. Lykkelig den, der kan glæde sig over sligt, naar det bydes. Jeg selv gik ned paa Theatret og sagde min gamle Ven et Par venlige Ord; han tog saa rørende imod disse og sagde med Taarer i Ørnene, at det, at jeg kom til ham, var det Bedste af det Hele. Jeg var altsaa glad over at være gaaet derind, hvilket jeg nær havde undladt. Theatrets sidste Uge har været glimrende med Hensyn paa Indtægterne, de største Theatret nogensinde har havt. Fem Aftener i Træk udsolgt Huus, to Aftener ved „Don Juan”, tre ved „Bagtalelsens Skole”, Tillisch var henrykt. I Aften, en Extra-Forestilling til Indtægt for Chor-Personalets Enkekasse, tyder ogsaa paa udsolgt Huus. Naar Enden er god, er alting godt, siger man. Jeg har i Dag erindret den Bemærkning, De gjorde med Hensyn paa Elisabeths Udførelse, og skal nok afhjelpe denne i Aften, haaber jeg. Jeg var saa rørt igaar paa Prøven af „Elverhøi”.2 Hvilken Illusion er dog ikke i dette Stykke! Jeg synes nu virkelig, at der i intet mig bekjendt Stykke er tilveiebragt den Harmonie som i dette. Man løftes op over Virkeligheden paa den skjønneste Maade, man smelter sammen med en Naturstemning, s. 305 der er henrivende, og det mærkelige er, at dette Stykke maa spilles, udføres saa tarveligt, det skal være, Virkningen udebliver alligevel ikke. Lev vel, min kjære Ven! Saa snart jeg kan, skriver jeg atter, for i Dag tag tiltakke med disse Linier.

Held og Lykke ledsage Dem i Deres Arbejde! Gid det snart maa føre til en Ende, saa at Deres Venner ikke altfor længe skal savne Dem iblandt sig.