Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1864-06-07)

d. 7. Juni 1864.

Siden jeg sidst skrev, har jeg modtaget adskillige venlige Budskaber fra min trofaste Ven. Tak fordi jeg maatte læse Brevene til Hall og Andræ! Brevene bleve strax besørgede til deres Adresser. Det maa være en anstrængende og i mange Henseender en piinlig Tid for Dem i London, men og en høist interessant Tid, der indeholder en Erindring for hele Livet, som det ikke falder i manges Lod at opnaae; tænk paa det, naar Arbeidet trykker. De maa tro, at jeg ret er Dem taknemmelig for den Udholdenhed, hvormed De betænker mig ved saa ofte at tage Dem Tid til at lade mig høre fra Dem, ja, jeg er tidt ganske rørt herover.

Det var jo et heldigt Træf, at see „Hamlet” i London, og det en god Hamlet. Ja vel maa De sige, at dette er et „vidunderligt” Stykke. Hvilket lykkeligt Menneske, som Aanden i den Grad har besøgt! Og hvilken Lykke, at det er en Digter, den saaledes har besøgt, thi det staaer da der til alle Tider, og Efterverdenen kan da overbevise sig s. 308 om, at Berømmelsen er grundet i Sandhed og ikke i en øieblikkelig Stemning. Et saadant Stykke kan spilles godt, kan spilles slet, men en Virkning af noget saa stort og mægtigt kan aldrig udeblive hos Tilskueren, hvis denne ikke er forladt af al Phantasie og Menneskeforstand. Lykkelige Digter, som har modtaget en saadan Aabenbarelse, grebet den og formaaet at gjengive den!

Jeg er ret bedrøvet over vore Forhold. Jeg har en Følelse af, at en fornyet Kamp vil mangle al Begeistring hos de Kjæmpende, at man med et haabløst Suk vil gjøre sin Pligt, ak, men Pligten er altid saa kold, og i denne er der sjældent Velsignelse.

Jeg har ret faaet Syn paa, at Alt hvad der skeer i vor Sag, at Alt fører til Skandinavismen, saa underligt det kan synes. Selv det, at de Danske skulde føres til Forbittrelse mod Sverrig, kan jeg faae ind med i Planen. Jeg troer, at Forsynet tænker som saa: Hvis Danmark forenede sig med Sverrig under Jubel og Begeistring, vilde Norge trække sig kold tilbage. Skal der komme noget ud af det Hele, maa Norge og Danmark slutte sig fast sammen mod Sverrig, hvilket næppe vilde være skeet, hvis Kong Carl havde vundet Danmarks Hjerte, som han jo var paa Vei til. Har ikke Varmen i Norge mod Danmark netop udviklet sig, fordi Danmark er forbittret mod Sverrig? Aldrig havde det blusset saaledes op i Norge, ifald Sverrig og Danmark ikke i dette Øieblik stod fjendtlig ligeover for hinanden. Er denne Anskuelse den rette, da er jo Alt gaaet til, som det burde, og fører til Maalet. Holsteen tabt, Slesvig tabt er jo ligeledes en sørgelig Nødvendighed mod samme Maal. Naar derfor Folk herhjemme sige: „Nu kan der da ikke længer være Tale om Skandinavismen, nu maa der dog vel slaaes en Streg over denne Illusion, nu seer man da, at det ikke er Forsynets Bestemmelse,” da synes jeg, at Forsynets Bestemmelse netop for mig ligger klart, og at det netop vil dette og intet Andet. Sverrigs tragiske Rolle er — for Øieblikket — at have Danmark og Norge imod sig, thi kun ved at den Mægtigste af de Tre mødes med Kulde af de to Svagere, blive disse To til en Magt ligeover for denne. Saaledes bliver vist Enden paa det Hele, men, o Gud! Hvormegen Sorg og Jammer vil ikke gaae forud, inden vi kommer saa vidt! Hvormegen Uro, hvormeget Arbeide, hvormange Læger behøves ikke, s. 309 inden alle de blødende Saar ere forbundne og lægte. Det bliver tunge Tider, min kjære Ven, for Mænd og Qvinder, men et samlet Norden vil fødes af disse Smerter. Nu har jeg spaaet, men jeg vil ikke gjerne brændes, fordi jeg befatter mig med at være Spaaqvinde.

Jeg var i Dag hos Treschow. Han er meget lidende af uophørlige Smerter i Beenene. En mærkelig Aandskraft har dog den Gamle. Under hele vor Samtale var intet at mærke paa ham, han var mild og endogsaa livlig; først da jeg vilde gaae, sagde han: „Jeg har det haardt og lider af idelige store Smerter, der intet Øieblik forlader mig.” Det er tungt og haardt at ende saaledes sine sidste Dage; jeg forlod ham ganske veemodig. Han talte ogsaa om Dem, roste Dem og var glad ved, at De stod ved Quaades Side. Ligesom De roser Quaade i Deres Breve til Hjemmet, saaledes roser Quaade Dem i sine. Det fornøiede mig at høre, thi jeg vil gjerne, at Alle skal skjønne paa Dem. Ogsaa Fru Martensen er lidende. Vor Herre holde sin Haand over hende! Hvad skulde den stakkels Martensen gjøre, om han mistede hende, og hun seer mig meget svag ud. Hos Vedels var jeg igaar. De saae begge raske og muntre ud. Deres Børn har det godt. Nu er der Døre i Kjælderen paa deres Hus. Jeg meddelte dem mine skandinaviske Ideer, og Fru Vedel hørte herpaa uden Ømfindtlighed.

De seer vel af min megen Føiten om i disse Dage, at jeg er rask. Mine tre Spurveunger blive vildere og vildere, dog det gjør godt at høre denne Latter og Lystighed. Ogsaa Frøken Hirsch er brav. Deres Tante var hos mig igaar og fandt mig staaende høit oppe paa en Trappestige i Haven for at opbinde Planter. „De kan ikke nægte Dem hjemme,” sagde hun, „naar De staaer der,” og heri maatte jeg give hende Ret, men jeg ønskede sandelig heller ikke at nægte mig hjemme for hende.