Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1864-07-12)

d. 12. Juli 1864.

Min kjære, trofaste Ven!

Jeg har hele Dagen været opfyldt af Tanken om Deres Godhed mod mig og de Børn, Gud har betroet til min Omsorg. Der er noget eventyrligt ved denne Godhed, og i denne Verden, opfyldt af saa megen Prosa, kan man ikke lade være at glæde sig, naar denne af og til maa s. 327 fortrække for at give hiin Plads. Hvor skulde jeg hente Mod fra til i den Grad at blive Deres Skyldner, hvis De ikke Aar for Aar havde vidst al gjøre mig tryg ved Deres aandige Fiinhed, ved Deres Hjertens Godhed, saa ofte jeg i disse Aar har trængt til Deres mandige Bistand? Og dog er der ligesom en Skjælven i min Sjæl ved Tanken om, at jeg kunde være paa Vei til at misbruge en Hengivenhed som den, De ikke blot igaar har lagt for Dagen, men ved saa mange tidligere Ledigheder. Hvad kan jeg give til Vederlag for at modtage saa meget? Jeg er dog virkelig et lykkeligt Menneske! Hvilken Lykke er det dog ikke, naar et ædelt Menneske slutter sig til os og gjør vor Sag til sin egen i godt og ondt, optager os i sit Hjerte, som man optager dem, der ved Blodets Baand ere knyttede til os. Hvor mange Tusinder af Menneskergives der ikke, som aldrig har erfaret, hvad Venskabet kan give, hvad Venskabet formaaer? Havde jeg en Baggesensk Pen, da skulde jeg skrive en henrivende Ode til Venskabets Priis, thi jo ældre jeg bliver, jo høiere sætter jeg denne rene velsignede Følelse, thi den er den eneste, der har sand Varighed, den eneste, der formaaer at voxe, indtil Graven gjemmer dens Gjenstand, ja den kan endogsaa skyde friske kraftige Skud, efter at Jorden gjemmer dens Gjenstand. Denne Følelse er den eneste, der har denne uendelige Væxt i sig, den eneste, der uden Afbrydelse kan gaae fremad. Kjærligheden, denne berusende Blomst, har sit Foraar, sin Sommer, men, ak desværre, ogsaa sit Efteraar, sin Vinter. Først naar den gaaer over til Venskabet med den Kjærlighed, som intet sandt Venskab kan savne, først da behøver den ikke at frygte for Fremtiden, thi netop Tiden giver den Styrke.

Ligesom jeg hele Dagen har været opfyldt af Tanken om Deres Godhed mod mig og mine Børn, saaledes har hele Dagen nogle Ord af Dem igaar fulgt mig og piint min Phantasie. De sagde: „I Tider som disse bør man ikke opsætte, man veed ikke, hvor hurtigt man kan være pustet bort.” Med Angst har jeg hele Dagen tænkt paa disse Ord. Ak min kjære Ven! De veed ikke, hvor forladt, hvor trykket, hvor mismodig jeg i Foraaret følte mig, da De ikke stod hjelpende ved min Side. Jeg veed ikke, hvorledes det er, og vil have ondt ved at forklare min Tilstand. De senere Aars Begivenheder have ligesom opskræmmet s. 328 mig; jeg gaaer ligesom i en Angst for at et Lyn pludselig skal slaae ned ved min Side, og naar De derfor er borte, betager denne Angst mig, og den kan kun afhjelpes ved, at D e atter staaer hjelpende, beroligende ved min Side. Jeg kan ikke leve og trives ved det, man i Almindelighed kalder Venner, Venner, der besøge En, converserer En, Venner, jeg for ingen Priis vilde miste, men som ikke — ja hvad skal jeg kalde det — gaaer ind med os paa vore smaa Anliggender, som ikke med andre Ord gjør vor Sag til deres i godt og ondt, undtagen i det Store, men ikke i disse smaa Anliggender, hvoraf dette stakkels Jordeliv tynges paa saa mange Maader, Venner, der fortie saa meget for os, og som vi fortie saa meget for, Venner, som tager Deel i vor Skjæbne, men som af Delikatesse holde sig tilbage fra at blande sig i den, Venner, som ønske os alt godt, men som ikke have Frimodighed til at standse os paa de urette Veie. Hvorfor? Fordi vor Sag, hvor vigtig den end er dem, ikke er deres egen Sag. Jeg kan ikke trives, uden der i det mindste er eet Menneske, som gjør min Sag til sin. Jeg tør udtale det, thi hvorfor skulde jeg mangle denne Frimodighed; D e, min kjære Ven, har gjort min Sag til Deres, og derfor kan jeg ikke undvære Dem. Derfor staaer jeg ene, naar De er borte, derfor er jeg angst, naar De fjerner Dem, og føler mig da saa forladt, o saa forladt! Og derfor har Deres Ord igaar, at jeg pludselig kunde miste Dem, ikke været ude af mine Tanker i Dag. Jeg vil da ret bede til Gud, at han vil have Medlidenhed med mig og bevare Dem for Deres

inderlig hengivne og taknemmelige
Veninde.