Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1864-11-23)

d. 23. Novb. 1864.

Min kjære Ven!

Tak for Deres lille Aftenhilsen igaar og for al Deres Godhed imod mig! Men først og fremmest for Deres Fortrolighed. Jeg har alt i lang Tid bemærket, at De kjæmpede med Dem selv i Anledning af hiint Vendepunkt, eller rettere, hvad der kunde være blevet et Vendepunkt i vore ulykkelige Begivenheder, hiin 11. Juni.1 Dog, min trofaste Ven, lad denne Kamp fare. Naar et Menneske veed med sig selv, at han ikke har skyet Arbeide, Anstrængelse, Aarvaagenhed, at hans Villie har været reen, hans Begeistring sand, at intet forfængeligt Hensyn har lammet hans Virken, at han med Kjærlighed har arbeidet i en Sag, blot for Sagens egen Skyld, hvad kan da et Menneske gjøre mere? Held eller Uheld afhænge ikke altid af os selv, ikke af vor Villie, vor Fasthed, især i et Spørgsmaal som dette, hvor Tusinders Villie modarbeider vor ene Villie; i saadanne Øieblikke kunde man udraabe: „Gjør mig til en Gud, læg Magten over Alle og over Alt i min Haand, d a veed jeg, hvad jeg vil!” Vær sagtmodig og siig til Dem selv: „En høiere Magt har hersket i alt dette, en Magt, mod hvem min svage Villie intet kunde udrette, denne Magt drev ikke paa min Afreise, nu vel! Lad mig da slaae mig til Ro i Bevidstheden om min rene Villie og tro paa, at hvad jeg gjorde var med og ikke mod dens Villie.” Skulde man ikke i Politiken som i alle andre menneskelige Forhold kunne ty til denne Trøst? Jeg troer det, min kjære Ven. Flere Gange har jeg villet udtale for Dem, at jeg frygtede for, at De grublede over dette Tidspunkt, og at denne Grublen berørte Deres Sind smerteligt. Jeg forstaaer saa godt, at for et samvittighedsfuldt Menneske, s. 335 som De er, maatte dette Spørgsmaal ikke kunne skydes bort, men nødvendig paatrænge sig. Flere Gange har jeg villet tale til Dem herom, men en Frygt for, at De ikke vilde tillade mig en saa fortrolig Udtalelse, holdt mig tilbage, men jeg har længe læst i Deres Tanker denne Sag angaaende og glædet mig over en Uvished, som kun ædlere Personligheder lide af. Lad mig da nu ret takke Dem for, at De i Fortrolighed selv er kommet mit Ønske imøde og har givet mig Ledighed til at sige Dem, hvad en „Eenfoldig” formaaer at sige en „M y n d i g”.

Professor Petersen har besøgt mig i Dag.1 Forfærdeligt vilde det i Sandhed være, om Alt er gaaet saaledes til i dette Aar, som han troer og føler sig overbeviist om. Men det er vel Pligt med Varsomhed at lytte til den syge Mands Ord.

Hvilken trist Novemberdag! Mon det ikke skulde have Indflydelse paa et Menneske hele Livet igennem at være født i denne af alle Maaneder tristeste? Jeg troer det næsten.

Deres inderligt hengivne
Veninde.

s. 336