Danmarks Breve

JOHANNE LUISE HEIBERG OG ANDREAS FRE...

s. i JOHANNE LUISE
HEIBERG
OG
ANDREAS FREDERIK
KRIEGER
EN SAMLING BREVE
1860-1889

s. ii s. iii JOHANNE LUISE
HEIBERG
OG
ANDREAS FREDERIK
KRIEGER

EN SAMLING BREVE
1860—1889
UDGIVET AF
AAGE FRIIS og P. MUNCH

I. BIND
1860—1864

KJØBENHAVN og KRISTIANIA

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

MDCCCCXIV

s. iv KJØBBNHAVN — PORLAOSTRYKKERIBT

s. v FORORD

Denne Samling Breve, vekslet mellem Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik Krieger, tilhører Rigsarkivet og udgives efter Tilladelse af Rigsarkivar, Dr. jur. V. A. Secher og af Fru Heibergs Døtre, Fru Sarah Henriette Kaas, født Heiberg, og Frk. Lelia Adela Heiberg. Udgiverne aflægger deres bedste Tak til de nævnte for megen Imødekommenhed og til Fru Heibergs Døtre desuden for gode Vink og Oplysninger under Udgivelsen.

Brevene vil udkomme i tre Bind, af hvilke det sidste vil indeholde et Personregister.

København, 22. December 1913.

AAGE FRIIS.
P. MUNCH.

s. vi

s. vii JOHANNE LUISE HEIBERG
Efter Maleri af Elisabeth Jerichan.

s. viii

s. ix INDLEDNING

Den 25. August 1860 døde Johan Ludvig Heiberg, niogtredsindstyve Aar gammel. Fru Johanne Luise Heiberg var den Gang otteogfyrretyve Aar og endnu i fuld Virksomhed ved Theatret. Hun var dybt nedbøjet og følte sig usikker og raadløs efter Tabet af den Mand, der havde været hende saa god en Raadgiver, og som i stort og smaat havde virket formende paa hendes Livsførelse og aandelige Interesser. De talrige Venner, der havde været knyttet til det heibergske Hjem, kappedes om at yde hende Støtte og Raad. Nogle af dem besluttede straks at foranstalte en samlet Udgave af Heibergs Skrifter for at sætte ham et Æreminde. De ledende herved blev H. L. Martensen, J. N. Madvig og A. F. Krieger, men blandt disse blev det hurtigt Krieger, der kom til at bære Arbejdet. Han lagde Planen for Udgivelsen, og han satte Fart i det hele. Dette blev Foranledningen til et Venskab, der blev af den største Betydning for Resten af hans og Fru Heibergs Liv.1

Andreas Frederik Krieger var født 1817.2 Som juridisk Universitetslærer havde han allerede i Fyrrerne spillet en stor Rolle; under Forhandlingerne om den ny Forfatning 1848—49 medvirkede han som Ordfører for Grundlovs-udvalget, og i Halvtredserne var han i tre Aar dels Indenrigsdels Finansminister i Ministerierne Andræ og Hall. Nu paa denne Tid var han Assessor i Højesteret, Medlem af Rigsraadet, Formand for vigtige parlamentariske Kommissioner s. x og en af de nationalliberale Politikere, der havde mest at betyde. I 1864 blev han en af de danske Befuldmægtigede paa Londonerkonferencen.

I de sidste Aar af Heibergs Levetid hørte Krieger til Familiens Omgangsvenner; i sine Erindringer fortæller Fru Heiberg, at det var i November 1857, at han, der paa den Tid var Indenrigsminister og havde Pensionssagerne under sig, første Gang kom der i Huset for at bevæge hende til at opgive sin den Gang fattede Beslutning om at trække sig tilbage fra Theatret eller for eventuelt at hjælpe hende til saa stor en Pension som mulig.1 Denne Henvendelse var et Udtryk for den Sympati og dybe Beundring, som Krieger ligesom mange andre af Tidens fremragende Mænd nærede for Fru Heiberg, og den blev Indledningen til en venskabelig Omgang i de følgende Aar, selv om han vel, saa længe Heiberg levede, ikke hørte til Husets allernærmeste Venner; Andræ, Martensen og Madvig havde været længere og nærmere knyttet til Familien. Men nu ved Heibergs Død, da Fru Heiberg stod uden Støtte, fik Krieger Lejlighed til ret at vise hende sin Hengivenhed. Han stillede øjeblikkelig sine Kræfter og sin Indflydelse til hendes Raadighed, og hans Sympati og hans ivrige, men saare taktfulde Hjælpsomhed fremkaldte hurtig et varmt taknemmeligt Venskab hos hende. Allerede i 1864 kaldte Fru Heiberg ham sin eneste fortrolige Ven, og da hun mod Slutningen af sit Liv genoplevede denne Tid i Erindringen, kunde hun ikke finde Ord varme nok om Krieger, der var blevet hende en Ven, en Beskytter og Broder og havde gjort hendes Skæbne, hendes Sorger og Glæder til sine egne. For ham, der aldrig stiftede Familie, og som efter sin Moders Død (1863) levede alene med en gammel Tante, blev Venskabet med Fru Heiberg det væsentligste Livsindhold ved Siden af hans offentlige Virksomhed, og dette Venskab udviklede sig uforstyrret og harmonisk.2

Udadtil optraadte Krieger paa den ridderligste Maade som s. xi hendes Raadgiver og Beskytter, og disse to ejendommelige Menneskers Venskab, saaledes som Fru Heiberg selv i „Et Liv“ har skildret det, og som f. Eks. A. D. Jørgensen har karakteriseret det, som han saa det i dets sidste Tid, er et mærkeligt Interiør fra det nationalliberale Danmark.1

Blandt de mange Venner, som Fru Heiberg bevarede fra sin Mands Tid, var Andræ, Madvig og Martensen de nærmeste, og dette Venskab varede hele Livet. Men ingen af dem kom dog til at staa hende saa nær som Krieger, og mange Maaneder efter Heibergs Død varede det ikke, før han blev hendes Raadgiver i smaat og stort, paa samme Maade som han straks var blevet det ved Udgivelsen af Heibergs Værker. Til ham tyede hun altid, naar hun var i Tvivl, ogsaa med Forhold, i hvilke hun ellers meget nødig gav andre Indblik. Krieger læste saaledes hendes faa bevarede, meget fortrolige Breve til Heiberg, han gennemgik den Livsskildring fra Aarene indtil 1842, hun før havde skrevet, og han opmuntrede hende stærkt til den Fortsættelse, hun, stadig hjulpet af ham, begyndte i 1864. Han gennemsaa de Indlæg i Theaterspørgsmaal, hun undertiden skrev i Bladene. Han var hendes Raadgiver under de Konflikter og Bekymringer, Theaterlivet idelig gav Anledning til. Han planlagde og tilrettelagde Rejser for hende, han styrede delvis hendes Pengesager, og da hun byggede sig en Villa i Rosenvænget, var han atter til Rede med gode Raad. Snart efter byggede ogsaa han sig Hus i Rosenvænget.

En meget hyppig, næsten daglig Omgang blev den naturlige Følge af dette Venskab, men da de i de første Aar boede ret langt fra hinanden — Fru Heiberg indtil 1863 i Søkvæst-huset, Overgade o. Vandet paa Kristianshavn, Krieger paa 1. Sal i Nr. 24 paa Nørregade — begyndte der hurtig en levende Brevveksling imellem dem, og den fortsattes siden ogsaa i de Tider, da de boede ganske nær ved hinanden, men dog navnlig under deres aarlige Rejser. Denne Brevveksling vedligeholdtes gennem tredive Aar omtrent til Fru s. xii Heibergs Død, den 21. December 1890. De sidste bevarede Breve fra hende er fra August 1889. Den 27. September 1893 døde Krieger.

Fru Heibergs Breve til Krieger opbevares blandt den Del af hans Papirer, der er kommet til Rigsarkivet. Kriegers Breve til hende findes derimod ikke længere. Fru Heiberg havde nogle Aar før sin Død tænkt at overlade dem til Rigsarkivar A. D. Jørgensen, der den Gang gennem Krieger ogsaa var blevet en Ven af hende; maaske har Tanken om, at han skulde bruge dem overfor Offentligheden, ikke været hende helt fjærn.1 Denne Plan blev dog ikke udført; i alt Fald fik Krieger selv Brevene efter Fru Heibergs Død. Sygelig og betaget af mørke mistroiske Stemninger, som han i sine sidste Aar undertiden var, tilintetgjorde han, efter hvad Fru Heibergs Nærmeste har meddelt, inden sin Død disse Breve sammen med mange andre. Mellem bans bevarede efterladte Papirer i Rigsarkivet findes kun nogle faa Koncepter til Breve eller uafsendte Breve til Fru Heiberg, og enkelte af disse Breve er her gengivet mellem hendes.

Af Fru Heibergs Breve, der hidtil ikke har været benyttet, forelægges i det følgende et fyldigt Udvalg. Det giver en sammenhængende Skildring og et levende Billede af Fru Heibergs Liv i den trediveaarige Periode efter Heibergs Død, der i hendes Erindringer kun er behandlet rent oversigtsmæssigt. „Et Liv genoplevet i Erindringen“ er gennemarbejdet Gang efter Gang med Tanken paa Offentliggørelse; Brevene til Krieger er skrevet uden Tanke om en saadan, og de bliver derved et Supplement til Erindringerne af den største Betydning for Bedømmelsen af Fru Heiberg og Førstehaands-Dokumenter til hendes Kreds’ Historie.

Det er klart, at denne Brevenes Tilblivelsesmaade har paabudt visse Hensyn ved Udgivelsen, men det maa betones, at det fra Udgivernes Side ikke har været Tanken at fjærne noget som helst af Brevenes umiddelbare eller fortrolige impulsive Karakter, og skønt Udgiverne alene og fuldtud bærer s. xiii Ansvaret for Udgaven, bør det tilføjes, at Fru Heibergs Efterladte heller ikke har næret noget Ønske i denne Retning. Kun hvor Udtalelser har haft en unødig skarp Brod, der kunde saare endnu levende Personer, og særlig hvor det drejer sig om Ytringer, der paaviselig skyldes Fejlhuskning eller Misforstaaelse, er der i enkelte Tilfælde sket Udeladelser, af hvilke dog ingen er af større Betydning. Men det maa i denne Sammenhæng erindres, at de Breve, der her forelægges til historisk og litterær Bedømmelse, alle er skrevet i dyb Fortrolighed til en nær Ven, og at Udtalelser eller Domme i Brevene ofte er blevet suppieret, ændret eller tilbagekaldt i de mellemliggende mundtlige Samtaler, saaledes som Brevene hyppig viser.

Hvor der kun er udeladt helt ligegyldige Ting, er i Reglen det sædvanlige Udeladelsestegn, tre Prikker, ikke anvendt.

Brevenes Overskrifter og Underskrifter er som oftest uden videre udeladt, men de er altid bevaret, hvor de skønnes at have en usædvanlig eller betydningsfuld Form. Temmelig hurtig blev Fru Heibergs sædvanlige Overskrift: „Kære Ven“ eller: „Min kære Ven“, og hendes Underskrift: „Deres hengivne Johanne Luise Heiberg“ eller: „Deres hengivne Veninde“.

Gengivelsen af Originalerne er væsentlig bogstavret, men dog med visse Læmpelser, som Brevenes særlige Karakter gør rimelig, og som, i Overensstemmelse med Fru Heibergs Efterladtes Ønske, nærmer Formen til den, der er fulgt i Udgaven af „Et Liv genoplevet i Erindringen“. Fru Heibergs Skolegang havde, som det vides fra hendes egen Beretning, været yderst mangelfuld, og hun lærte aldrig en sikker eller korrekt Retskrivning, endsige Tegnsætning. Hendes Kendskab til fremmede Sprog og hendes Evne til at stave fremmede Navne var ikke stor. Udtalen var ofte hendes umiddelbare Vejleder selv ved Navne, hvis rigtige Stavemaade hun stadig havde for Øje. En Bevarelse af disse Ukorrektheder, bag hvilke der ikke laa nogen Særegenhed af Betyd- s. xiv ning, er ikke bleven anset for nødvendig, naar blot dette Forhold, som det her er sket, oplyses. Derfor er der i Retskrivning og Tegnsætning helt igennem blevet anvendt en læmpelig Rettelse, uden at der dog er tilstræbt nogen streng Konsekvens.

I Indskud mellem Brevene er givet almindelig Vejledning vedrørende enkelte Grupper, medens andre Oplysninger findes i Noterne. Enhver Tilføjelse i Teksten, der stammer fra Udgiverne, er sat i skarp Parentes. Hvor der ikke i Noterne findes særlig Oplysning om en i Brevene nævnt Person, maa der søges under vedkommendes Navn i Registeret. Dette vil komme til at indeholde alle Navne paa omtalte Personer, Skuespil og Roller.

Ved Henvisninger til „Et Liv genoplevet i Erindringen“ er saavel 1. Udgave som Folkeudgaven 1904 citeret, den sidstnævnte i Parentes. Hvor biografiske Oplysninger er hentet fra Brickas Dansk biografisk Lexikon, citeres Kilden som oftest ikke, og det samme gælder, hvor Oplysninger om Forhold ved det kgl. Theater stammer fra A. Aumont og E. Collin, Det danske Nationaltheater 1748—1889.

Ved en Del Breve, der ikke er dateret af Fru Heiberg, men hvor Datoerne er tilføjet med Kriegers Haand, er disse trykt i rund Parentes.