Danmarks Breve

BREV TIL: Ludvig Heiberg FRA: Peter Andreas Heiberg (1801-08-14)

Samme til samme.
Parisden 14de August 1801.

Kjere Broder!

Dit Brev af 12te July har jeg rigtig i sin Tid modtaget, og takker dig meget for de deri meddeelte Nyeheder, s. 81 der næsten allesammen, paa de politiske nær, vare mig ubekjendte. Jeg havde besvaret det for længe siden, men jeg var i de første 14 Dage saa okkuperet med at læse Filangieri Scienza della Legislazione, som jeg har havt i Commission at sende til Kjøbenhavn, at jeg ikke skrev fleere Breve end dem, der vare høyst nødvendige, og da jeg fik Ende paa denne Lecture reyste jeg paa Landet til Chateau de Beauvoir der ligger i Nærheden af Corbeil, og tilhører en af mine Venner. Der har jeg opholdt mig en otte Dages Tid og moeret mig tildeels, men ogsaa tildeels ennuyeret mig. Nu er jeg da kommet tilbage, men agter om en 8 Dages Tid, i Selskab med et Par Landsmænd at gjøre en Tur til Fods over Versailles, Rambouillet og Chartres til Orleans, og derfra tilbage over Fontainebleau og Essonne. Da Veyret nu endeligen synes at blive stadigt og godt, efter den bestandige Regn vi den heele Sommer har havt, saa lover jeg mig megen Fornøyelse af den Tur. 1) Høsten gaaer godt for sig, og der er større Overflødighed end man havde ventet. Ogsaa Viinhøsten tegner sig paa de Steder hvor jeg har været til at blive fortræffelig.

Af Nyeheder er her ingen, som du jo formodentlig veed af Aviserne. Her tales meget om Expeditionen til Engelland, og store Tilberedelser gjøres. Der siges at Generalerne skulde være ndnævnede; Disse ere, efter Rygtet, Massena, Augereau, Bernadotte og Lasnes. Jeg frygter for at Expeditionen,, ifald den gaaer for sig, mislykkes, med mindre den er stilet paa Irland, og Frue Fortuna s. 82 vil staae lidet bi, thi da kunde den maaskee falde vel ud. Buonaparte har jaget sine to Mamelucker bort og sendt dem til Toulon. Der formodes at de have havt i Commission at dræbe dem.

6

Du kan ikke forestille dig hvor Præsterne begynde at blive uforskammede. De mærke at de paa en vis Maade blive protegerede, og altsaa rejse de Børster. Det kan neppe slaae Fejl at jo Buonaparte eller en anden i hans Sted, engang nødes til at stække Vingerne paa det Rakkerpak. Jeg mødte forleden paa Pont neuf og ved høy lys Dag, en Kapuciner i sin fulde Ornat. Fleere saadanne dristige Skridt af Geistligheden kjender jeg; uden at tale om Præsten Joseph Clairbaut, der for faae Dage siden er guillottineret, for at have myrdet sin Neveu, blot fordi denne havde tjent i Republikens Armeer.

Apropos! Et Rygte har circuleret her at Generalfiskal Skibsted havde forgivet sig selv ved at slikke sin Pen. Er det sandt eller ikke? Har han begaaet den ovenmeldte Uforsigtighed, saa er det meget rimeligt at Virkningen har været saa sørgelig for ham og glædelig for Publikum.

Det gjør mig meget ondt at Dorette 1) har faaet den Skade i sin Hals som du taler om. Jeg baade ønsker og haaber, at Sagen ikke er farlig, og at min gode Ven Winsløw vel sørger for at sætte hende i god Stand igjen.

Du spørger mig om jeg endnu ikke har gjordt noget Skridt, hvorved man kunde vente min Tilbagekomst? Kjere Broder! hvorledes skulde dette Skridt være? Troer du, at jeg er i Stand til at fornedre mig til at betle om s. 83 Naade. Man har tvunget Retfærdigheden til at fordømme mig. Ved Vold er jeg forjaget fra Landet; Jeg har i ingen Punkt overtraadt de Forordninger der existerede da Sagen blev anlagt imod mig. Det er Hevn, Forfølgelses Aand, og Ondskab, men ingenlunde min egen Brøde, der har gjordt mig landflygtig; og dog skulde jeg gjøre et Skridt, som intet Menneske kunde fortolke anderledes end som om jeg tilstoed mig skyldig? Ney, det skeer i Evighed aldrig. Mine Fiender ønsker vist intet meere end at ydmyge mig saa dybt, men jeg har den Trøst at mine sande Venner tænke anderledes. Uagtet jeg ingenlunde er fornøyet med Sagernes Forfatning her i det saa kaldede Friehedens Land, siden den seeneste Revolution af 18de Brumaire, saa vil jeg dog hellere blive her, og modtage alt hvad Skjebnen har bestemt at tildeele mig, samt opgive alt Haab om at see Familie, Venner og Fædreneland meere, end jeg vilde komme vanæret tilbage; og vanæret var jeg, ifald jeg tiltryglede mig som en Naade, hvad man burde give mig som min Ret. 1) Det eeneste jeg har imod Collett 2) , er det at han føgte Kongen om at blive Prokurator i Vestindien. Den der paa en uretfærdig Maade og med Vold har fraranet mig min Eyendom, den bør jeg aldrig supplicere til om nogen Favør for mig selv. Dog! jeg gjør den Stakkels Konge Uret. Han har, det s. 84 veed Gud, aldrig tænkt paa at rane noget enten fra mig eller Collett; Det er de Slyngler der omgive ham og som have tilsneget sig hans Fortroelighed. Men, jeg mærker at jeg bliver varm, og altsaa afbryder jeg.

6*

Medens jeg laae syg i Vinter, har nogen, Gud veed hvem, fundet for godt at stjæle min Journal fra mig. Uagtet Tabet ikke var stort, saa gjør det mig dog ondt; og jeg Har derfor siden den Tid ingen Lyst havt til at continuere med dette Arbejde, ihvor moersomt det endog er.

Man har her supprimeret en Journal kaldet L’antidote , hvoraf to Hefter ere udkomne. Det hedder at det er formedelst de Grundsætninger samme indeholder. Om jeg skulde døe paa Stedet, saa finder jeg ikke en Meening, ikke eet Ord, som enten sund Fornuft, Lovene eller Velanstændigheden kan misbillige. Den er eene bestemt til at forsvare Philosophie og sund Fornuft imod Præsternes intolerante Angreeb. Saaledes er Trykkefrieheden her. Det lader som alle saavel de saa kaldede frie som ufrie Stater havde sammensvoret sig mod Tankens Yttring.

Jeg har nu intet meere at skrive om, uden at bede dig hilse din gode Kone og dine Børn, og andre Venner, ifald jeg ellers har nogen Venner i dit Naboelaug. Dog erindrer jeg een som jeg troer er min Ven; det er Præsten Jens Smidth. 1) Hils ham, naar du seer ham. Skriv mig snart til og lev bestandig vel. Adieu.

P. A. Hg.

s. 85 Den 4de December 1801 blev Skilsmissen mellem P. A. Heiberg og hans Hustru bevilget af Kongen, og allerede den 17de December ægtede hun Gyllembourg.

Jeg har anset det for rigtigt her at meddele et Par Breve fra Heibergs Slægtninge, der angaa denne Begivenhed. De findes i Frk. Mülers’ Brevsamling paa Universitetsbibliotheket.