P. A. Heiberg til L. Heiberg.
Wien
den 6te Juny 1809.
Kjere Broder.
Dit Brev af 12te April modtoeg jeg her i Forgaars. Det er bleven mig tilsendt fra Paris paa samme Maade hvorpaa jeg erholder alle de Breve, der, under mine ideliges. 115Reiser, ankommer, under Adresse enten til mit Logis eller til det udenlandske Ministerium. Efter mere end 7 Aars Forløb at see et Brev fra dig, måtte naturligviis overraske mig. Jeg nægter ikke at det var en gandske uventet Hændelse, thi jeg vil meget gjerne tilstaae, at jeg har ladet dit sidste Brev (fra Begyndelsen af 1802) være ubesvaret: men dette er skeet af meget gode Grunde, hvilke jeg dog, deres endnu vedvarende Gyldighed uagtet, ikke skjøtter om at berøre efter en saa lang Tids Forløb. Men hvad der endnu mere har overrasket mig, er, uden at tale om den besynderlige Maade hvorpaa du slutter dit Brev, tvende Perioder som findes deri. Først naar du siger, at du nogle Gange har skrevet mig til uden at faae Svar. Jeg formoder at her er en Skrivfeyl, og at du har villet sige: een Gang; thi da der, i al den Tid jeg har været borte fra Dannemark, endnu, saavidt som mig er vitterligt, ikke eet eeneste til mig adresseret Brev er forkommet, selv ikke under disse Krigsuroeligheder, selv ikke fra Trondhjem, Bergen, Christiansand, Christiania, Scheen, Mandal, Arendal og fleere Steder i Norge, saa skulde det være meget besynderligt, om denne Skjebne netop skulde have rammet alle mine Breve fra Odense; thi jeg har lige saa lidet seet det Brev fra Herr Iversen, hvorom du taler. Det er langt fra at jeg kalder dine Ord i Tvivl, men du maae dog tilstaae mig at Skjebnen i denne Post har spillet mig et besynderligt Puds.
Den anden Periode, der overraskede mig er disse Ord: „At vores Moder lever, og hvorledes, veed du formodentlig, om end ikke fra hende selv, saa dog fra din Søn osv.” Du troer altså at den lange Afstand, ders. 116er imellem hende og mig, har kunnet faae mig til at glemme de Pligter jeg skylder hende i hendes Alderdom og trængende Omstændigheder? Du tager høyligen Fejl — jeg kunde maaskee sige: du fornærmer mig. Jeg veed meget vel, at du understøtter hende noget, og det er din Pligt, men dersom du vil gjøre dig Umage for at underrette dig om Sandheden, da vil du blive overbeviist om at mit Bidrag sikkert ikke er ringere end dit. Hun vil selv ikke skjule det for dig, og forresten kan Herr Directeur Schultz, der besørget for mig denne og nogle fleere Penge-Affairer, sige dig hvad hun har faaet ved ham, ikke alleeneste i Penge men endog i Brændeveed. Og denne er endnu ikke den eeneste Kilde hvoraf hun har øset. Kort før min sidste Afreyse fra Paris sidst i April gav jeg Ordre til en Kjøbmand i Hamborg, at sende hende en ikke ubetydelig liden Summa, og den formoder jeg at hun i denne Tid har modtaget. Jeg har endogsaa i den seenere Tid forøget den ringe Hjelp jeg kan give hende, deels fordi Krigen gjør hendes Trang større, deels ogsaa fordi det er bleven mig sagt, at du, uagtet al din gode Villie, i nogen Tid ikke havde vovet at sende hende Penge, formedelst Beltets Usikkerhed i disse krigerske Tider, hvilken Omstændighed jeg meget har beklaget, og søgt paa dine Vegne nogenlunde at erstatte det manglende. Jeg ønskede inderlig at kunde gjøre mere, men hidtil har jeg gjordt hvad jeg har kunnet, og skal sikkert således vedblive. Jeg melder dig alt dette ingenlunde for at gjøre mig til af mine Pligters Opfyldelse, men alleene for at formaae dig til at forandre dine Tanker om mig.
8*
Dette Brevs Overskrift vil sige dig Aarsagen hvorfors. 117jeg ikke kan opfylde dit Ønske i henseende til Longinus Var jeg i Paris skulde jeg sørge for at dit Ønske blev opfyldt. Jeg har eengang før selv paataget mig et lignende Arbejde, for en Ven i Tydskland, og udført samme til hans Fornøyelse. Ved en Landsmand vilde jeg intet kunne udrette. De fleeste som komme til Paris undvige mig paa det omhyggeligste, og nnar det hænder sig at een eller anden bringer mig et Adresse Brev, saa viser jeg ham altid den største Villighed til at være ham til Tjeneste og Fornøyelse; men desuagtet ender han altid med at undvige mig. Jeg veed vel at Øhlenschlaeger, Koes og Brøndsted ere i Paris. De to sidste har jeg truffet i et Selskab 1), hvor de loede, som de ikke kjendte mig; den sidste 2) har jeg truffet engang i det Huus hvor jeg logerer; men det var neppe for min Skyld at han var kommet der; thi han gik ind paa Vandhuset, da jeg gik ud derfra; han begyndte vel at tale til mig, men jeg afbrød Samtalen da Stedet ikke forekom mig passende til at gjøre Visiter. Samme kolde Ligegyldighed vises mig næsten af alle mine Landsmænd, og jeg har lært at finde mig deri, og det gaaer ret godt. Maaskee fordre de at jeg skal besøge dem først; men denne Fordring kan jeg ikke antage; maaskee ogsaa vove de ikke at omgaaes mig, af Frygt for at det skal blive bekjendt, og denne Frygt kan jeg ikke laste; den er saa naturlig, at jeg troer du selv, om du kom til Paris, vilde maaskee tage nogle Forholdsregler for at forhindre at vores Omgang ikke skulde rygtes alt for meget. Indholden af dit mere end 7 Aar gamle Brev har givets. 118mig Anledning til at formode et lignende Forhold; og der er det netop, og ingen andensteds, at Ræven stikker, for at bruge dit eget Udtryk. 1)
Din Kones og dine Børns Erindring fornøyer mig, og jeg beder dig at formelde dem min venskabeligste Hilsen, med oprigtig Lykønskning til din Datter. 2)
Skulde du finde Tonen i dette Brev noget besynderlig, da maae du søge Grunden dertil i den Tone, der hersker i dit eget Brev. Jeg har valgt den samme Tone, fordi jeg naturligviis måtte formode at den meest behagede dig. Saa kjert som det-skulle være mig oftere at see Breve fra dig, saa vil jeg dog hellere frabede mig dem, ifald du skulde finde for godt at vedblive i den samme Tone; især paa en Tid, da dine Breve til mig vanskeligen ville kunne undgaae at blive aabnede og læste af Vedkommende Uvedkommende paa Grændserne. Hvad mine Breve derimod angaaer, da har jeg Midler nok i Hænde — og lovlige Midler — til at faae dem bragt i mine Korrespondenters Hænder, uden at nogen anden skal tillade sig at aabne dem, endskjøndt samme Indhold kan og maae være kjendt af den heele Verden.
Til Slutning i dit Brev takker du Gud for at du kan hytte dig selv. Derom tvivler jeg ikke, og det er mig meget kjert; jeg kan ikke troe at det vilde være dig ubehageligt at læse den samme Forsikring i mit Brev,s. 119men jeg holder for at den er overflødig: jeg troer at du kan være fuldkommen overbeviist derom; og det skulde gjøre mig meget ondt om du nogensinde har havt den Tanke,at jeg skulde kunne falde dig til Byrde.
Lev nu bestanding vel; det ønsker
Din hengivne Broder
Heiberg.
P. S. For nogle Dage siden ankom hertil 3 Danske Officerer Baron Adeler, Lieut. Berger og Lieut. Steffens.De har allerede spiist to Gange hos Ministeren, der viser dem megen Artighed; og jeg har Grund til at troe, at det er tildeels for min Skyld.
Vær saa god at hilse Iversen. 1)