Danmarks Breve

BREV TIL: Ludvig Heiberg FRA: Peter Andreas Heiberg (1811-02-02)

Paris2 Febry 1811.

Kjere Broder! Dit Brev af 13de December 1807 modtoeg jeg først den sidste Dag i afvigte Aar 1810, det har altsaa været over tre Aar underveys.

Overbringeren, en Søn af Professor Hansen i Ribe, kom selv til mig dermed. Da han beklagede sig over at være uden Arbejde, gav jeg ham det Raad, som jeg er overbeviist omat være det beste jeg kunde give ham, nemlig at gjøre Brug afden Anbefaling som han sagde mig at have til forrige Fransk Præst i Khavn Monod, 1) for ved ham at gjøres bekjendt medde her værende reformerte og Lutherske Præster, til hvis Menigheder næsten alle, og derhos de beste, Parisiske Konstsnedkere henhøre. Om han har fulgt mit Raad, og hvad Resultat hans Forsøg har havt, veed jeg ikke, da jeg siden ikke har seet ham.

Det er ilde at ovenmeldte Brev har været saa længe underveys; dersomdet var kommet mig tilhænde i rette Tid, da ville den Tone hvori samme er skrevet, sikkert have s. 122 kommet mig til at glemme hvad jeg havde fundet stødende i det Brev du skrev mig til først i Aaret 1802, og du vilde da sikkert ikke have troet dig beføyet til at tilskrive mig det endnu mere stødende Brev, som jeg besvarede for halvandet Aar siden fra Wien. Din Taushed siden den Tid beviser at du har fundet dig fornærmet over mit Svar. Det gjør mig ondt, men det er din egen Skyld, og dersom dine Breve altid havde været skrevne i samme Stiil, som det jeg i Dag besvarer, skulde du sandelig aldrig have faaet Aarsag, fra min Side, til at afbryde en Correspondence, der burde være behagelig for os begge. Dog nok herom; det er mig meget kjert at det lange Brev, der har været saa længe underveys, har overbeviist mig om, at du, i det mindste i Slutningen af Aaret 1807 ikke havde det Sindelag imod mig, som jeg i Aarene 1802 og 1809 ansaae mig beføyet at tiltroe dig.Tiden vil vise omdenne oprigtige Erklæring gjør den Virkning paa dit Sind, som jeg baade haaber og ønsker.

Jeg har med megen Fornøyelse læst de to Skole-Programmer, som fulgte med dit sidst modtagne Brev, 1) og det vil være mig meget kjert om du, ved given Leylighed, vil sende mig fleere af dine Arbejder. Hvad jeg, nu og da, faaer at læse af den nyere Danske Literatur, giver mig kuns høyst sørgelige Beviser paa dens nu værende jammerlige Tilstand. Baggesen, om hvem din Dom er aldeeles overeensstemmende med min, er, i mine Øyne, som om han ikke mere existerede, og som om han ikke havde s. 123 existeret siden 1790. Han er efter min Dom lige saa foragtelig, som du siger at han er i dine Øyne; og dersom jeg kunde fortælle dig hans heele Parisiske Vandel, da skulde du endnu mere foragte ham. Jeg siger dette aldeles ikke af nogen personlig Hensigt; thi i det lille Digt, som han for 3 a 4 Aar siden udgav i Khavn 1) , er jeg, af alle dem, som han mishandler, den der har mindst at beklage mig. Hvad jeg i nogle Aar har seet fra Guldbergs Haand, saavel Vers som Prose, er i mine Tanker høyst elendigt, og jeg maae tilstaae at jeg er kommet saa vidt i min Dom om ham, at jeg oprigtig tilstaaer, at jeg ikke mere veed fra hvad Side jeg skal betragte ham, for at kunne have nogen Agtelse for ham. Jeg veed ikke om Rahbek befatter sig med noget der fortjener at omtales, undtagen med Udgaven af Holberg. At han er Theater Direktør, og vedbliver at være det, seer jeg af Aviserne, men jeg kjender mig selv alt for vel til, for ikke at være overbeviist om, at jeg, i hans Sted, havde upaatvivlelig taget min Afskeed, i det Øheblik da det blev tilladt en vis Hanswurst at anmelde sig for det Danske Publikum paa en Maade og i en Tone, der måtte give Anledning til at troe at han er Overdirektør for Skuepladsen. Thaarup, Pram, Frimann og flere tie aldeeles; og jeg finder ingen udmærket Forfatter meere i Dannemark, naar jeg undtager Øhlenschlæger, hvis Talenter jeg er langt fra at miskjende, endskjøndt jeg har Grund til at frygte for at han engang vil gaae samme Veysom Baggesen. Hvad jeg har sporet s. 124 angaaende Hans Ophold her i Paris, giver mig ikke nogen høy Meening om ham; thi seek ham har jeg kuns eengang, saa vidt som mig er bekjendt; og det var paa det meest besynderlige Sted som man kan forestille sig, nemlig paa Vandhuset i det Huus hvor jeg logerer. Han hilsede mig da han gik derind, og nævnede mig ved Navn; men hverken har han søgt at møde mig eller jeg ham, og jeg har ikke kunnet komme efter hvad han kunde have at bestille i et fremmed Huus, og hvad han søgte efter paa det ovenmeldte Sted. Men, for at komme tilbage til den Danske Literatur, saa maae jeg tilstaae, at dersom jeg skal bedømme den efter de Skrifter der anmældes i Aviserne, saa maae den være høyst jammerlig. Det forstaaer sig at jeg nødvendig undtager nogle faa Skrifter, hvis Forfatteres Navne ere mig Borgen for deres Godhed, uagtet de maaskee ogsaa, desværre, have nogen Smag af de høyst ulyksalige Tider hvori vi nu leve, og af den nu herskende, slaviske Aand. Et sådant Værk er sikkert Doctor Treschows 1) nyeste Skrift, som jeg havde stor Lyst til at læse, for at see hvorvidt denne Mand, som jeg har kjendt i henved 30 Aar, har havt Mod til at blive sig selv liig. Din Oversættelse af Longinus 2) , og fortsættelsen af de eenstydige Danske Ord 3) vilde det meget fornøye mig at læse, og du vil ret forbinde mig, om du, naar en Rejsende kommer dig imøde, s. 125 vil sende mig samme med ham. Findes her noget, som du kunde ønske dig til Gjengjeld derfor, da behøver du blot at sige et Ord, og det skal blive dig sendt.

Jeg takker dig for hvad du melder mig om dig selv og din Familie; men disse Nyeheder ere allerede saare gamle, og jeg venter engang ved Leylighed paa Fortsættelsen. Det smerter mig i Sjelen, hver Gang jeg læser de Danske Aviser, og deraf seer hvor stor Elendigheden er i Dannemark, og jeg begriber let at det maae svie hos ethvert Menneske, der kuns har maadelige og visse Indkomster. At Dannemark måtte komme til at lide og bære sin Deel af den almindelige Elendighed var uundgaaeligt, men at synke saa dybt, som Landet er sunket, det var umueligt, naar blot sund Sands, jeg vil ikke sige store Talenter, havde siddet ved Roeret. Efterverdenen vil ikke efterlade at brændemærke visse Mennesker, som det nu er klogest ikke at nævne. Ogsaa for Frankrig er en Gjengjeldelse og en græsselig Hevn forbeholdt; den yttrer sig allerede frygtelig, men Gud bevare mig for at see Maalet opfyldt. Det værste er at man maae sige med Horats:Quicquiddelirant.Hvad der høylig forundrer mig er at see hvor ubegribelig falskt man bedømmer Verdens nuværende Forfatning i mit Fædreneland; dog, jeg har ikke Leylighed til at lære at kjende de oplyste, fordomsfrie og selvstændige Danske Mænds Domme, jeg maae altsaa holde mig til hvad jeg læser; og dette indskrænker sig næsten eene og allene til Aviserne, hvis Aand, saa ofte som de tillade sig at gjøre Anmærkninger, er høyst foragtelig. Jeg kan, desværre, i den Henseende, ingen anden Avis undtage end Statstidenden, der aldrig gjør Anmærkninger eller yttrer s. 126 Meeninger, med mindre de ere officielle, og med dem har det en gandske anden Beskaffenhed. Det hænder sig dog undertiden at de Herrer Avis-Redaktørers hjemmegjordte Anmærkninger give en saare frugtbar Anledning til Latter, i det de ikke sjelden røbe en tyk Uvidenhed selv i de Ting som det er deres Pligt at kjende, og som blot den sunde Fornuft burde have lært dem.

For at tale noget om mig selv, saa lever jeg her ret vel, og såledessom jeg ønsker det, næsten aldeeles ukjendt udenfor den høyst indskrænkede Cirkel som jeg har dannet mig. I hvor dyrt endog alting bliver dagligdags, formedelst de uhyre Skatter og Paalæg, der, til Trods for alt hvad Aviser og Proklamationer sige, aarligen forøges i en frygtelig Grad, og uden at det er mueligt at forudsee hvor Tingen vil standse, vilde jeg dog kunne leve paa en gandske behagelig Fod, dersom det ikke var mere end sandsynligt at det Rygte der i nogen Tid har forskrækket hele Verden, snart vil gaae i Opfyldelse, at alle de smaae Lønninger skulle formindskes med ⅓, ¼ eller 1/5deel, paa det at de store Lønninger kunne forøges. Alle de der med mig befinde sig med fmaae Indkomster, vente med Frygt dette Stød, der næppe længe vil udeblive. Hertil kommer at jeg har ved Uheld tabt alt hvad jeg i endeel Aar havde sparet. En saa kaldet Ven løb bort i forrige Aar med tre tusende Franker, som jeg havde laant ham, og i disse Dage har jeg ved en Bankerot tabt alt hvad jeg havde tilbage. Dette faaer jeg finde mig i, som i saa meget andet. Vilde Skjebnen være mig saa god, som der er nogen Udsigt til, at skjenke mig snart en nye Chef, hvem det endogsaa måtte være, saa har jeg Fordringer, som jeg s. 127 kan gjøre gjeldende, men medden nu værende 1) er der aldeeles intet at udrette. Uagtet jeg egentlig ikke kan klage over at han gjør mig nogen positiv Skade eller Uretfærdighed, saa er det dog en Sanbhed, som i min Cirkel er alle Mennesker bekjendt, at han gjør mig negativ Skade.

Jeg maae nu fortælle dig en Anekdote, som jeg i lang Tid har holdt hemnelig, men som jeg nu ikke længere vil skal være en Hemmelighed. Jeg troer at have sadt visse Personer i Khavn i en stor Forlegenhed i Henseende til mig. Sagen er denne. Først i Aaret 1809 udsatte Kongen, igjennem det Tydske Cancellie 3 Præmier for de beste Afhandlinger over Eggersʼs Udkast til en Kriminal Lovbog. Jeg lodstrax, ved en Pariser Boghandler et Exemplar af bemeldte Udkast bestille. Dette ankom først i April Maaned, men 14 Dage herefter, da Krigen med Østerrig begyndte, måtte jeg, som du veed, reyse til Tydskland. Her udarbejdede jeg, blottet fra alle Hjelpemidler, en Afhandling, der trykt vil udgjøre 15 eller 16 Ark, og da jeg sidst t Oktober kom hjem fra Tydskland, havde jeg blot saa megen Tib som behøvedes for at reenskriveden, da den skulde være indleveret til det Juridiske Fakultet i Kiel inden Aarets Udgang. Dette skeede ved Mellemhandling af min særdeles gode Ven, den da værende Hollandske Minister i Berlin, og Sagen var således den meest fuldkomne Hemmelighed. I et Postskript til min Afhandling sagde jeg, at saasom Omstændigheder havde nødet mig til at skrive uden at have de fornødne Hjelpemidler ved Haanden, s. 128 og saasom min Afhandling følgelig var mere philosophisk end juridisk, saa indsaae jeg meget let at det var umueligt at jeg kunde erholde nogen af de udsatte Priser; men at det ikke desmindre var mueligt at man kunde finde at min Afhandling kunde fortjene at omtales med nogen Hæder, i hvilket Tilfælde det stoed Fakultetet frit for at aabne den medfølgende forseglede Seddel. Efter Kancellie-Patentet skulde Resultatet bekjendtgjøres den sidstafvigte 1ste Juny. Denne Tid kom, men intet blev bekjendtgjordt, i det mindste ikke officielt, kuns sagdes der i Aviserne, som et Rygte, at den første Priis var tilkjendt en Mand i Gotha, og den anden een i Bayreuth. Først i September blev den første Priis officiel proklameret, og den anden for en Maaneds Tid siden. Sidst i November kom Kammerjunker Neergaard hertil fra Kjøbenhavn over Kiel, hvor man havde fortalt ham at det Jur. Fak. med Forundring havde læst mit Navn i en Billet som tilhørte en meget smuk Afhandling der, efter Fakultetets Dom, skulde have enten en Præmie eller et Accessit. Inden dette blev mig bekjendt havde jeg, i September Maaned, aabenbaret mig for Advokat Klingberg, og bedet ham tilbagefordre mit Mskript. Han sendte mig til Svar et Brev fra Professor Cramer, der bekræftede Neergaards Sigende, men med Tillæg at det Tydske Eancellie havde forlangt alle Manuscripterne indsendte, hvilket ogsaa var skeet. Her ligger altsaa min Afhandling, og jeg begriber lettelig at kancelliet seer sig i den Nødvendighed, enten at følge det Juridiske Fakultets Dom, eller at give Fakultetet en Irettesættelse. Jeg begriber ogsaa at Eggers, som Medlem af Cancelliet og Forfatter, ikke kan være synderlig fornøyet med en Afhandling, s. 129 der, skjøndt paa den høfligste Maade af Verden, næsten gandske og aldeeles nedriver hans Udkast. Forresten var et af mine Hoved-Øyemed med at skrive denne Afhandling dette, at vise at jeg ikke har forandret mine Grundsætninger, og således at gjendrive de Kjeltringer af Landsmænd, der, uden at kjende mig, bagvaske mig med at foregive at jeg har rettet min Tænkemaade efter Tidernes Tarv. Denne Anekdote troer jeg at kunne interessere dig; men jeg beder dig derhos at anmærke, at jeg hverken forlanger at du skal bekjendtgjøre den, eller holde den hemmelig. 1)

Dette Brev vil maaskee blive noget gammelt inden det kommer dig til Hænde. Aarsagen er at jeg aldrig skriver til Dannemark uden under Ministerens Couvert, saasom jeg ikke vil at mine Breve skulle læses af Uvedkommende. Da jeg ikke vil misbruge denne Friehed, saa samler jeg gjerne en halv Snees Breve sammen hvoraf jeg gjør en Pakke, som jeg afsender paa eengang. Dersom du, naar du skriver mig til, ønsker at dine Breve blive ulæste af andre end af mig, behøver du blot at sende dem til Directeur Schultz; Jeg vil nu see ont dette lange Brev har hos dig gjort den Virkning som jeg haaber og ønsker; og jeg venter mig om nogen Tid et Svar med Efterretninger omdig og din Familie, som jeg beder dig at hilse fra mig paa det venskabeligste.

Jeg er
Din hengivne Broder
Heiberg.

9

s. 130 P. S. Nær havde jeg glemt at besvare dit Spørgsmaal angaaende Lindholm. Jeg talte ikke med ham, thi jeg var det Aar ikke paa Fontainebleau; men hvad jeg har hørt af paalidelige Folk er dette, at de, der dømte ham meest fordeelagtig, ansaae ham for en høyst ubetydelig Person; Andre sagde at han var, hvad man her kalder: un fat.

Kunde du ikke ved en eller anden Ven skaffe mig at vide om Oberste Kyhles Datter fra Horsens er kommet hjem. Hun var gift med en Franskmand, ret en Kjeltring. I sin store Nød skrev hun mig til for noget over et Aar siden fra et Loftkammer hvor jeg fandt hende siddende indviklet i et gammelt skident Fodteppe, da hun ikke eyede et Skjørt at tage paa. Jeg gav hende, Tid efter anden, nogle Louisdorer, og endeligen besørgede jeg et Sammenskud for at skaffe hende Klæder og Rejsepenge. Hun kom bort, men hun har ikke gjordt mig den Ære at skrive mig til. Det forstaaer sig at man, naar man er ude af Nøden, glemmer sine Velgjørere. Adieu.

Jeg gad gjerne vide, om Fædrenelandets frivillige Sanger ogsaa synger ved de Borde, hvor man kuns beværter med Hestesteeg og tyndt Øl.

Naar du skriver mig til, skal jeg bede dig sætte Udskriften således som følger, uden mindste Forandring eller Tillæg.

A Monsieur
Monsieur P. A. Heiberg.
à Paris.

Skriver du med Posten eller med en Rejsende, da tilføyes disse Ord: Rue de la Convention Nr. 5.

s. 131 Jeg har mine Aarsager, hvorfor jeg ønsker det således og ikke anderledes.