Danmarks Breve

BREV TIL: Anders Faaborg Mülertz FRA: Peter Andreas Heiberg (1819-01-26)

P. A. Heiberg til A. F. Mülers. 1)
Paris26 Januar 1819.

Deres ærede Skrivelse af 6te i denne Maaned var mig ligesaa uventet, som dets Indhold var mig uforudseet og ubehageligt. Jeg var aldeles uvidende om den sørgelige Nyehed, 2) som De har havt den Godhed at melde mig; og hvorledes skulde jeg vel være blevet underrettet s. 156 derom? Jeg har næsten ingen Korrespondenter med Dannemark, især i de sidste fem Aar, da min Søn begyndte at blive yderlig sparsom med Breve til mig, hvilken Sparsomhed i det sidste Par Aar er saaledes tiltaget, at det nu lader til at han aldeles vil slaae Haanden af mig. Hvad Aarsagen dertil er, har det hidtil været mig aldeles umueligt at gjette, da jeg aldrig har faaet noget Brev fra ham uden strax at besvare det. Som et Beviis paa hvad Agtelse han viser mig, vil jeg blot nævne een Omstændighed. Indtil denne Dag har han endnu ikke sendt mig sin Doktordisputats, uagtet fem eller sex af hans Bekjendtere have siden den Tid forladt Kjøbenhavn for at reyse til Paris, og havde sikkert været villige til at medtage en saadan Bagatelle, naar han blot havde anmodet dem derom. Dog nok om denne Materie.

Jeg forestiller mig ret vel Deres Svigermoders Deres Kones og hendes Søstres Sorg over min Broders Død. Han var deres Mand og Fader, og det er nok sagt. Alt hvad jeg i den Anledning videre kunde sige, vilde være unyttigt. Tiden maae gjøre Resten ; den er den beste Læge; det har jeg selv ved adskillige Leyligheder erfaret. At De ikke blev Deres Svigerfaders Eftermand i Embedet, er mig ukjert at erfare; De kunde ikke vente det, siger De; det er maaskee Beskedenhed der byder Dem tale saaledes, men dette forhindrer ikke Deres Venner fra at beklage at Tingenes ordentlige Gang ikke blev fulgt ved Embedets Besættelse. Det er mig imidlertid meget kjert at vide at min Svigerindes Kaar ere, i det mindste, taalelige, saa at hun ikke skal komme til at mangle det fornødne.

De har i Sinde at udgive min afdøde Broders Biografie, 1) s. 157 og forlanger Oplysninger af mig i den Henseende. Hvad jeg kan meddeele Dem er saare lidet, men her er det.

Da De nævner hvad jeg har omtalt i min lille Afhandling om Norges Statsforfatning, saa vil jeg tilføye følgende. 2) Da den saa kaldede Justedals-Rypen — hun kaldtes saaledes fordi hun, efter Almuens Maade at udtrykke sig paa i den Tid, sagdes at være vild som en Rype — da hun blev fanget i Skoven, og derefter bragt til Bygden, gav hun ved et Skrig tilkjende, at hun kjendte sine Forældres Huus. Det befandtes siden ved Undersøgelse at hun, i Følge Norges Odelsret, var Arving til den hele Bygd, og følgelig temmelig riig. Hun fik følgelig, da hun blev voxen, mange Beylere, og givtede sig med en Mand ved Navn Søren Pedersen, der formodentlig var Bonde, men tillige Dommer, eller, som Dommerne den Tid kaldtes, og endnu kaldes: Skriver (Sorenskriver) fordi han havde lært den paa de Tider sjeldne Konst, at skrive. Hendes Søn hedd Peder Sørensen, derefter kom en Søren Pedersen, og disse to Navne ere bestandig forblevne i Familien. Et Rygte siger, at Familien skal være blevet adlet, men hvorpaa dette Rygte grunder sig har jeg ikke Kunnet opdage. Saa meget er imidlertid vist at Familiens Signet fra ældgamle Tider er et Skjold deelt i to Deele; øverst tre Dødningehoveder i Triangel i hvidt Feldt, til Allusion af at Pesten rasede værst om Vinteren; og neden under i s. 158 sort Feldt en Rype der vender Nebbet mod Østen, til Allusion af Stammemoderen og den sorte Død, der sagdes at komme fra Orienten. 1) En Stamtavle fandtes iblandt mine efterladte Papirer, da jeg forlod Dannemark, og som maaskee er i min Søns Hænder; den er meget slet sammensat, men kan dog give en Hoben gode Oplysninger.

Til de faa Efterretninger, som findes i det nyelig udkomne Dansk-Norske Forfatter-Lexikon 2) har jeg kuns lidet at føye. Efter vores Faders Død i Aaret 1760 (min Broder er født tolv Dage efter hans Død) 3) flyttede vores Moder til Wemmetofte, hvor hendes Fader, Magister Peder Heiberg var Præst ved Klosteret. Denne Mand, givt med en Datter af Cancellieraad Hørning i Kjøbenhavn, var en i høyeste Grad ærværdig Mand, og dersom min Broder erindrede ham, da har han vist aldrig kunnet tale om ham uden den største Ærbødighed. Han var blind i over tredive Aar, og forrettede alligevel sine Embedspligter uden Undtagelse. Han havde i mange Aar skrevet sine Prædikener til hver Søndag, og disse laae i en saadan Orden, at han, uagtet sin Blindhed, kunde finde hvad for een han søgte. I Ugen før enhver Søndag lod han nogle Gange forelæse sig Prækenen til næste Søndag og memorerede den saaledes. Jeg erindrer ikke om min Broder nogensinde forelæste ham disse Prækener, jeg troer det ikke; jeg s. 159 derimod, som noget ældre, har ofte gjordt det, og jeg erindrer mig at jeg af Drenge-Kaadhed læste med det samme hvad Anmærkninger han havde skrevet i Margenen, saasom — Slidder Sladder — Vaas — duer ikke — maae forandres osv. — Den gamle Mand uden at vredes derover, sagde da med en alvorlig Bliidhed: det skal du ikke læse min Søn, det har jeg kuns skrevet for min egen Efterretning. 1) Denne værdige Mand havde, i sine unge Dage, et besynderligt Eventyr. Efterat have taget Theologisk Attestats blev han Ammanuensis hos Biskoppen i Bergen, der yndede ham meget. Efter nogen Tid blev han forelsket i Bispens Datter, der ogsaa havde Godhed for ham; men efter modnere Overlæg troede han at det vilde være Biskoppen ubehageligt, besluttede derfor at forlade Bergen hemmeligt. Efter at have bragt alle sine Regnskaber i den ypperligste Orden, gik han ombord paa et Skib, under det paatagne Navn af Peder Holmboe, seylede til Jylland, og gik derfra til Ribe, hvor han udgav sig for en fattig Skolediscipel, og blev sat i Mesterlektien. Biskoppen, der længe havde mærket Forstaaelsen med hans Datter, som han hemmeligen billigede, havde imidlertid, min Morfader uafvidende, udvirket for ham et ledigt Præstekald i Stiftet; men da Kaldsbrevet kom, var Kandidaten borte, uden at man kunde opspore ham. Den nye Skolediscipel var efter et Aars Tid eller to paa Vey at dimitteres paa nye til Akademiet, da han pludselig blev kjendt af en Rejsende, der kom paa Skolen for at besøge Rektor. Da han nu kom tilbage til Kjøbenhavn og søgte om andre Præstekald, s. 160 blev ham svaret at han havde eengang forsmaaet Kongens Naade, og kunde altsaa ingen Befordring vente. Endelig blev han da kaldet til Wemmetofte Kloster, hvor han døde i Aaret 1775. Sin forrige Kjereste traf han engang ved en Hændelse i Kjøbenhavn, men hun var givt med en Officeer. 1)

De vil vel sige, at alt dette ikke angaaer min Broder, men der er ogsaa saare lidet at sige om hans Barndom og første Ungdom. Vores første Underviisning fik vi i min Bestefaders Huus paa Wemmetofte af een af vores Morbrødre. I dette Huus vare nogle unge Mennesker fra Kjøbenhavn, saasom nu værende Konferentsraad Linde, og hans forhen afdøde Broder Assessor Linde, samt et ungt Menneske ved Navn Buch, som jeg siden reent har tabt af Sigte. Min Broder og jeg vare vel de yngste, men dog uundgaaelig nødvendige som Instrumenter i alle de Drengestreger der skulde spilles. Saaledes begravede vi eengang i Haven, med alle kirkelige Ceremonier, en død Høne; hvilket Spøg tildrog os, i sær de ældste, en skarp Jrettesættelse af min Bestefader. Denne gamle Mand, uagtet blind, barberede sig selv, og stod, under denne Forretning, ved et lidet rundt Speyl i sit Studerekammer. Nu skrabede vi Qvæsksølvet af Glasset, for at see om det hindrede Manden fra sit Arbejde. 2) Om min Broder havde Deel s. 161 i disse og flere Drengestreger, skal jeg ikke kunne sige. At jeg tog Deel deri erindrer jeg meget vel. Sednere flyttede vores Moder igjen til Wordingborg hvor vi bleve satte i Skolen. Her havde min Broder det Uheld at miste sit ene Øye under Spøg med en af vores Kammerader ved Navn Meyer fra Kjøbenhavn. Vor Moder reyste strax med ham til Kjøbenhavn, for at søge Raad, men alt var forgjeves. Min Broders første Lærer var Herr Haar, dengang første Lektiehører i Wordingborg, siden død som Byefoged i Præstøe. Han er dimitteret af Professor Stoud.

Det er, høystærede, alt hvad jeg kan erindre, og det er saare ubetydeligt. Det vedkommer mindre min Broder end andre Personer af hans Familie; men det er ogsaa en Sandhed at hans Ungdomshistorie indeholder aldeles intet mærkværdigt. Hvad der har tildraget sig med ham fra hans første Studenterdage og siden, vil formodentlig hans efterladte Enke og hendes Familie vide bedre Beskeed om end jeg.

Alle disse Bagateller har jeg ikke nedskrevet i den Tanke at andre kunde finde dem ligesaa interessante, som jeg finder dem. De ville derfor behage at gjøre deraf det passeligste Brug, ved at antage og forkaste Anekdoterne efter eget Skjønnende. Min Hensigt med at skrive dette lange Brev har været, ikke blot at vise vedbørlig Agtelse for min afdøde Broders Minde, men ogsaa at give Dem Høystærede, et Beviis paa min Beredvillighed til at opfylde Deres Ønsker, saa vel i dette, som i andre Tilfælde, naar det maatte hænde sig at jeg kunde være Dem til nogen Tjeneste.

s. 162 Behag nu at forsikre Deres Svigermoder, Deres Kone og hendes Sødskende om min levende Deeltagelse i deres Sorg, og om mit oprigtige Ønske for deres bestandige Velgaaende. Lev selv bestandig vel, fornøyet og lykkelig, og modtag Forsikringen om.min besynderlige Hengivenhed.

11

Heiberg.

At den Heibergske Familie i ældre og nyere Tider, har besvogret sig med næsten alle Norske adelige Familier, er udenfor al Tvivl. Jeg nævner iblandt dem, Familierne Krogh, 1) Munthe, 2) Knagenhjelm, 3) Schjelderup 4) og flere. Dette anføres blot for at vise at vores Familie altid har været en i Norge meget agtet og anseet Familie; ligesom den ogsaa er særdeles talrig, især i Bergens Stift.