Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Peter Andreas Heiberg (1807-06-13)

Anmærkninger, til Veyledning for min Sagfører i Sagen
angaaende min Søn, imod hans Moder.

En gammel, ved Regjerings-Collegiernes Bestemmelser — maaskee endogsaa ved udtrykkelige Lovbud — hævdet Skik og Vedtægt fastsætter, i Tilfælde af Skilsmisse imellem Ӕgtefolk, især naar ingen Klage fra nogen af Siderne finder Sted, at de i Ӕgteskabet avlede Børn følge, Sønnerne med Faderen, og Døttrene med s. 169 Moderen; daenhver supponeres bedre at vide hvad der udfordres til Opdragelse af Personer af sit eget end af et andet Kjøn. Det er altsaa min Rettighed at bestyre min Søns Opdragelse; og jeg har ikke tabt denne Rettighed. Den saavel af Regjeringen som af mig upaaankede Underretsdom, i hvis Følge jeg forlod Dannemark, har ikke skildt mig ved andre Rettigheder end dem, til hvis Udøvelse min personlige Nærværelse er aldeles nødvendig. Mit Gods er ikke konfiskeret; og om jeg havde Eyendomme i de Danske Stater, saa vilde ingen kunne nægte mig fuld Raadighed til at disponere derover efter eget Tykke; blot at min Disposition ikke stred imod Lovene. Det kan altsaa, selv paa denne Grund, ikke nægtes mig at bestemme alt hvad der vedkommer min Søns Opdragelse, naar samme skeer paa min Bekostning, og paa en Maade der ikke kan misbilliges af Regjeringen, der har Overopsyn over Opdragelses-Væsenet.

Da min forhen værende Hustrue begjerede mit Samtykke til Skilsmisse, samtykkede jeg deri af Grunde, der ere denne Sag uvedkommende; og jeg fastsatte kuns to Vilkaar for dette Samtykke: (a) at det af hende selv mig tilsendte Concept til Ansøgningen skulde følges bogstaveligen, og uden mindste Forandring; (b) at alt hvad der angik vores Søns Opdragelse skulde være mig ene og allene vedkommende. Jeg havde den daarlige Tillid til hende at jeg troede jeg ikke behøvede at beskikke nogen Fuldmægtig til at paasee disse to Vilkaars Opfyldelse; men hun bedrog mig i den første Post, og indgav en gandske forskjellig Ansøgning, s. 170 med hvis Text og Indhold jeg havde største Aarsag til at være misfornøjet; 1) men i Henseende til den sidste Post, da lod hun i sin Ansøgning indflyde, noget nær ordlydende, følgende Periode: Hvad vores Søns Opdragelse angaaer, da sorstaaer det sig selv, at det er en Sag, der eene og allene vedkommer hans Fader. Denne Ansøgning blev af Cancelliet bevilget uden Restriction,og nu paastaaer hun, at det var en Ueftertænksomhed af hende, at hun ikke ogsaa bedrog mig i denne sidste Post; og vil at denne hendes Ueftertænksomhed ikke bør komme hende til Præjudice. Jeg overlader til enhver retsindig at dømme om Moraliteten af en saadan Chicane; saameget mere som hendes Tilstaaelse var aldeles frievillig og utvunget; og til ydermere Bestyrkelse herpaa maae det anmærkes at den Ansøgning, hvori ovenmeldte Periode forekommer, var ikke alleeneste underskrevet af hende selv, men tillige af hendes da levende Fader, der sikkert ikke vilde have tilladt hende at gjøre nogen Erklæring, som hun ikke burde gjøre. Da jeg har alle mine Papirer liggende i Paris, saa kan jeg ikke sende Copie af bemeldte Ansøgning og af Cancelliets Bevilling: men af begge Deele vil kunne faaes Udskrifter i Cancelliet. Documenterne er daterede engang i December 1801. s. 171 Min Søns Opdragelse har til Dato ikke kostet Hans Moder een eeneste Skilling; og jeg har i den Postnøye opsyldt alle mine Pligter. Det første kan bevidnes af Herr Dispacheur Iurgensen og Kone, i hvis Huus Drengen i de sidste Aar har været. Jeg havde fordret af Mad. Iurgensen at alle Bekostninger forham skulde være for min Regning, og at hans Moderintet dertil maatte bidrage; dog forstaaer det sig, at vi med Taknemmelighed skulde modtage alt det Gode, som hans Bestefader vilde gjøre ham. At denne min Hensigt er bleven troeligen opfyldt, det kan Mad. Iurgensen bevidne, og det beviser hendes egenhændige Breve til mig; saa at det er en uimodsigelig Sandhed, at min Søn ikke har kostet sin Moder een eeneste Skilling, hverken til Underholdning, Klæder, Lærdom eller Opdragelse. Om hun nu og da har givet ham en liden Foræring, saasom til hans Fødselsfest, til Nytaarsgave, eller ved andre Leyligheder, det er mig ubekjendt; jeg har aldrig skjøttet om at vide det, og endnu mindre gjøre Indvendinger derimod, da jeg aldrig har ønsket at berøve hende hendes Barns Kjerlighed. At jeg derimod nøye har opfyldt mine Pligter, saa at hun fra den Side ingen Argumenter kan hente imod mig, det tør ingen vove at nægte. Strax efterat Skilsmissen var udvirket, kom min Søn i Professor Rahbeks Huus. For saa vidt som angaaer den Periode vil Professoren kunne give den fornødne Oplysning. Siden efter kom han til Herr Iurgensen; og hvad Penge jeg har remitteret til hans Fornødenheder det veed Madame Iurgensen at forklare; Summen beløber s. 172 sig til et Par hundrede Rigsdaler om Aaret, hvilket jeg dog ikke bestemt kan specificere, da jeg, som sagt, ikke har mine Papirer ved Haanden; men jeg kan i den Post for en Deel beraabe mig paa Herr Directeur Schultzes Vidnesbyrd, igjennem hvis Hænder endeel af disse Penge have passeret; og saameget kan jeg med den bestemteste Vished erklære, at jeg, siden sidstafvigte Oktober Maaned har remitteret til min Søns Fornødenheder ikke langt fra 300 Rd. Saasnart som Dispacheur Bunsens Død blev mig bekjendt, tilskrev jeg strax Mad. Iurgensen, og lod hende vide, at for Eftertiden alle Omkostninger skulde være for min Regning. Blot den Post med min Søns Lærere er en Udgift for mig af henved 300 Rd. aarlig, foruden hvad hans Underholdning, Klæder, og øvrige Fornødenheder ville medtage. Denne betydelige Udgift har jeg villig underkastet mig, og stedse sørget for at Herr Iurgensen ikke skulde staae i Forskud. Min sidste Remisse, først i May Maaned var 300 M& Banco; men da jeg hørte at Drengens Moder havde egenmægtig taget ham i sit Huus, uden at begjere i Forveyen mit Samtykke dertil, saa har jeg givet Ordre til ikke at udbetale flere Penge for ham, førend Sagen igjen er bragt i sin gamle Orden, hvorefter alle Omkostninger skulle paa nye blive for min Regning. Jeg veed ikke om hans Moders Evne tillader hende at betale for sin Søn de Summer, som jeg er villig til at anvende paa ham; men jeg tvivler derpaa. Barnet vil altsaa aabenbare lide Skade ved sin Moders Kapriser, og hendes Chicaner imod mig. s. 173 Jeg kan ikke tillade at min Søn bliver i sin Moders Huus; først, fordi jeg ikke kan sætte ham i Fare for at blive forkjelet. Han er i den Alder (15½ Aar) da han ikke længere behøver sin Moders Pleye, skjøndt han kan have Gavn af hendes Tilsyn, som jeg heller ikke ønsker at unddrage ham. Et ungt Menneske i hans Alder maae begynde at tænke paa at kunne behjelpe sig selv, i det ikke alleneste muelige, men endog høyst rimelige Tilfælde, da han kommer til at undvære sin Moders daglige Opsigt. Dernæst mærker jeg kuns altfor vel, at der i hans Moders Huus indprentes ham Lærdomme hvormed jeg ikke kan være fornøyet. For at forklare mig tydeligere i denne Post, anmærker jeg, at jeg af min Søns seenere Breve, og af andre Data, sporer en Ligegyldighed, en Koldsindighed, for ikke at sige noget værre, imod mig, der efter alt hvad han har erfaret af min Omhyggelighed for ham, ikke kan have faaet sin Oprindelse i hans eget Hjerte, men maae nødvendig være ham indprentet af de Personer, der omgive hans Moder; maaskee endog af hende selv uvitterligen; thi at hun med Forsæt skulde have kunnet bidrage dertil, det vil jeg endnu være billig nok til at troe umueligt. Nærmere Forklaring herover forbeholder jeg mig, ifald det skulde gjøres fornødent.

Det har aldrig været min Hensigt at tage min Søn ud af Landet; end ikke bort fra Kjøbenhavn; i hvor meget end oekonomiske Betragtninger kunde tilraade det sidste. Det er ikke i noget fremmed Huus, ikke engang til nogen af min egen Familie jeg agter at s. 174 sætte ham; men til hans Moders egen Syster; et Huus, hvor han allerede længe har været; hvor han har nydt al moderlig Omhn; hvor han ikke seer andre end gode Mennesker; hvor han intet ondt kan lære; og hvor hans Moder har Leylighed til at have dagligt Tilsyn med ham. I dette Huus, og paa intet andet Sted ønsker jeg ham, og man er villig til at modtage ham. Her skal han intet mangle, saafremt som hans Moder godvillig sinder sig i mine Foranstaltninger, men tvinger hun mig til at ødsle paa en unyttig og høyst ubehagelig Process, en hoben Penge, der vilde være bedre anvendte paa hendes Søns Opdragelse, da er det mueligt at oekonomiske Grunde med Tiden kunne nøde mig til at sætte ham i en af de offentlige Skoler i Provindserne, der bestyres af Mænd, som staae under Regjeringens umiddelbare Opsigt, og hvor han, med ulige ringere Bekostning for mig, kan nyde den Opdragelse og Underviisning, hvorpaa jeg nu godvillig underkaster mig at anvende betydelige Summer. Min Søns Moder burde betænke Følgerne af hendes Chicaner; kuns dette finder jeg fornødent at erklære; at jeg, i Tillid til Lovene og til min retfærdige Sag, vil paastaae min Ret til det yderste, og ikke ophøre, førend jeg seer en Høyeste-Rets Dom i hendes Favør.

Dersom min Søn bliver i sin Moders Huus, kan jeg aldeles intet bidrage til hans Opdragelse. Jeg kan ikke have Opsigt med ham; jeg har ingen Sikkerhed for at hans Underviisning bliver som den bør være, eller for den rigtige Anvendelse af de Penge jeg bekoster s. 175 paa ham. Bestyrelsen af hans Opdragelse fordrer en vedvarende Correspondance, og intet Menneske af Følelse eller Delicatesse kan fordre at jeg skal have Tillid til, eller indlade mig i Brevvexling med hans Moder, eller med nogen af dem der omgive hende. Den der utvungen udgiver Penge til et vist lovligt Brug, har ogsaa Ret til at bestemme hvorledes disse Penge lovligen skulle anvendes. Man vil dog vel ikke fordre at jeg skal afstaae fra al Raadighed over min Søn og hans Opdragelse, og lade mig nøye med den Ӕre at betale hvad Penge han koster? Ved derimod at sætte min Søn i sin Tantes Huus, taber hans Moder ingen af de smaae Glæder, som et Barn kan gjøre sine Forældre; hun beholder dem endogsaa udelukkende; han er aldeles ikke unddraget hendes moderlige Opsigt; og hendes Søn taber intet derved uden hvad det er en Lykke for ham at tabe. Han vil blive dannet af gode Lærere, efter Regjeringens Forskrifter, til et ungt Menneske af Kundskaber, og gode Sæder; han vil ikke undlade at elske sin Moder; men han vil tillige lære, hvad han i sin Moders Huus vilde glemme: at ogsaa hans Fader har Ret til hans Agtelse og Kjerlighed.

Skulde det, som jeg nødig vilde formode, komme til Process, da fordrer jeg at min Sagfører nedlægger en Præliminaire-Paastand, til Paakjendelse af Retten, inden Hovedsagen foretages, nemlig: at min Søn strax hensættes i sin Tantes Madame Iurgensens Huus, og under hendes og hendes Mands udelukkende Opsigt og Bestyrelse, saalænge.indtil det ved endelig s. 176 Dom er afgjordt hvem der skal have Raadighed over ham, og besørge og bekoste hans Opdragelse. For at hæve alle Vanskeligheder og Indvendinger i denne Post, samtykker jeg i, at han forbliver i bemeldte Huus paa min Bekostning i alle Deele, saalænge som Processen varer, uden at hans Moder deeltager i denne Bekostning paa nogen Maade, i hvad Udfald Sagen end maatte faae ved endelig Dom. Skulde denne Præliminair-Paastand ikke finde Rettens Bifald, men afvises, da indstevnes Dommen eller Kjendelsen strax til Høyeste Ret.

Disse Anmærkninger maae ikke fremlægges ved Forligelses-Commissionen, skjøndt Hoved-Indholdet vel der maae mundtligen afbenyttes. Naar Sagen derimod kommer til Rettergang, ønsker jeg at en Afskrift heraf fremlægges, bestyrket med et Indlæg, grundet paa saadanne Argumenter, som Lovene og Sagens Omstændigheder diktere, og som overlades til min Sagførers egen Skjønsomhed.

Warschanden 13de Juny 1807.

Heiberg.

Til den i de tre nærmest foregaaende Actstykker omhandlede Sag, der synes mig temmelig graverende for Fru Gyllembourg og hendes anden Mand, henhører ogsaa det af Fru Heiberg S. 392 meddelte Brev fra P. A. Heiberg til Life Iürgensen. Hvorledes Sagen efter disse Kilder synes at hænge sammen, har jeg kortelig fremstillet i en lille Afhandling om Forholdet mellem P. A. Heiberg s. 177 og Thomasine Gyllembourg, som vil blive optaget i Januarheftet af Nordisk Tidskrift, udgivet af den Letterstedtske Forening.