Danmarks Breve

BREV TIL: Sylvester Hertz FRA: Henrik Hertz (1836-01-30)

Fra H. HERTZ til S. HERTZ.
Kbhvn.d. 30te Jan. 1836

Kjære Sylvester. — Du spørger, hvad jeg arbeider paa. Igjen paa et Stykke for s. 40 Theatret; thi det er desværre kun muligt at leve af disse Arbeider, naar man skriver Meget. Betalingen er efter det nye Regulativ i de fleste Tilfælde meget for ringe. Med alt det vilde mine Indtægter i det forløbne Aar have været gode, dersom jeg ikke ved min Hjemkomst fra Udlandet havde havt en Gjæld af c. 450 Rbdl. at opgjøre, hvoraf en Deel, der var paadraget i Paris hos en Ven, var Æresgjæld, — for ikke at tale om den Gjæld, man er nødt til at lade ældes noget. Da disse Penge gik fra, blev der ikke meget tilbage. Oeconomiske Omstændigheder have derfor bevæget mig til at beholde endnu nogle Timer i Efterslægtens academiske Klasse *) i Tydsk, som jeg dog vilde ønske, jeg vel var af med. — Nyligt har man tilbudt mig Redactionen af et Kunstblad, Kunst-Foreningen vil udgive ; men da det Intet kaster af sig, har jeg allerede af den Grund maattet sige Nei.

— — Du længes efter Kjøbenhavn. Jeg misunder Dig igjen Din uforstyrrede Tilværelse i det smukke Weile, Dit Liv ved en Dig kjær Kones Side og Dine to Børn. Du troer maaskee ikke, at jeg her i Kjøbenhavn lever næsten ligesaa indgetogent, som Du i Weile. Især i s. 41 Vinter, da jeg har havt travlt i eet Kjøre med Stykkers Opførelse og Udarbeidelse og med Nytaarsgaven, har jeg været meget lidt ude ; og i dette isolerede Liv befinder jeg mig bedst. Var Du her, vilde Du dog kun holde Dig til Faa af Dine Bekjendtere, og i Dit Huus savne den Ro og Hjemlighed, der nu, fordi Du maaskee synes, Du har.for meget deraf, lader Dig ønske Kjøbenhavns Uro. Jeg — har intet Hjem, og føler dette Savn dagligt mere, og jeg har ingen Udsigter til at see det forandret. I denne Omstændighed ligger en Hærskare af Plager, som Intet kan afhjælpe. Du, kjære Sylvester, bør skjønne paa, at Du har et Hjem, og at dette kan lade Dig lettere bære en Hoben Plager, man dog aldrig ganske bliver fri for, men som jeg maa bære alene og uden at Noget giver mig tilbørlig Trøst og Opmuntring. Dog — det er Ting, jeg nødigt taler om, siden det ikke kan afhjælpes ved Klager.

Din hengivneste Henrik Hertz.