Danmarks Breve

BREV TIL: Sylvester Hertz FRA: Henrik Hertz (1836-06-20)

Fra H. HERTZ til S. Hertz.
Kbhvn.d. 20de Juni 1836

Kjære Broder. — — Hvor kan det være Dig ubehageligt, naar »Folk« (der sagtens ere Fæ) spørge Dig, om Du har læst et Stykke s. 42 af mig, inden det er trykt? Med større Grund kan Du klage, at jeg ikke strax efter Iste Forestilling sender Dig Underretning om Udfaldet. Dette gjør jeg imidlertid ugjerne. Meget ofte i den senere Tid afgjøres Stykkets Skæbne først ved den 2den Forestilling. Den første Aften ere Folk, der desværre saa lidt gaae efter deres egen Dom og det umiddelbare Indtryk, baade bange for at klappe og at pibe. Den anden Aften har alt en anden Mening dannet sig blandt Publicum. Yndest, Jalousie, Bifald og Forkastelse, Indsigt og Dumhed, ædle og uædle Lidenskaber have regjeret, og ofte kommer det an paa Tilfældet, hvo der seirer. Gaaer først det Rygte, at et nyt Stykke 2den Aften skal udpibes, saa hører der meget til at frelse det. Men til at bringe dette Rygte ud blandt Folk kræves ikke andet, end at Logeprangerne hvidske til Enhver, de tilbyde en Billet: Der skal pibes iaften! — for saaledes lettere og fordeelagtigere at blive af med Billetten. Ved 2den Forestilling af »Debatten« var det et temmeligt almindeligt Rygte, at man vilde pibe, fordi, som Nogle meente, Stykket indeholdt en Satire, ikke paa Politivennen, men paa Kjøbenhavnsposten og de Mange, der skrive i den. Huset var propfuldt, og jeg, saa godt som Skuespillerne og mine Venner, vare forberedte s. 43 paa en Meningskamp i det Mindste. Men Lykken vilde, at det baade under og efter Stykket fik langt mere Bifald end 1ste Aften, og nu var Stykket in salvo og Publicums Mening pludseligt aldeles utvivlsomt til dets Fordeel. Men af Alt dette vil Du see, hvor ubehageligt det maatte være mig, om jeg efter 1ste Forestilling skrev Dig en Beretning om et lykkeligt Udfald, som jeg efter den anden maatte tilbagekalde. Derfor gjør jeg som Overskou i »Dagen« : først efter 2den Forestilling har han rigtigt Mod til at sige sin Mening. Dette sidste er ikke Spøg, men et Factum.

– – – En offentlig Ansættelse? Ja, hvor skal jeg slippe til en, der uden at ruinere min Tid, sikkrer min Fremtid?

– – Publicums Lunefuldhed kan Ingen erkjende mere end jeg. Mit Held i denne Saison med 3 Stykker *) forekommer Alle og mig selv ubegribeligt, og jeg maa frygte Gudernes φϑονος. Men derved er virkeligt Intet eller Lidet at gjøre. At modtage en Post (selv om der var en saadan), der vilde tvinge mig til at opgive eller utilbørligt tilsidesætte, hvad jeg har opofret mine bedste Aar til, det kan hverken Du eller Nogen raade mig til. Mine Kaar have s. 44 hidtil kun været saadanne, at jeg uden at falde Nogen til Byrde kan subsistere. Men de ere desværre ikke saa gode, at jeg i Sommer tør tænke paa at besøge min Broder, hans Kone og Børn.

– – – 2det Hefte af Visebogen *) udkommer nok i næste Uge; deri flere Viser til nogle af vore gamle Melodier. Meest glæder jeg mig til, at jeg har faaet et saavidt muligt correct Aftryk af sal. Moders Yndlings-Sang: »Redselille slog Guldvæven saa haardt«. I Nyrups Samling findes et Par, men ikke gode Melodier til den; ligeledes en i Rahbeks Tilskuer, der er ubetydelig. Nu har jeg sunget den saa ofte for en Musikkyndig, at han har kunnet nedskrive den ganske, som Moder sang den. Det gamle Haa! haa! der aabenbart er en aspireret Udtale af Aa! Aa! har jeg forandret til O! som er det ædlere Udtryk i Skrivtsproget for Aa! Denne Sang har maaskee i alle Nationers Folkesangs-Litteratur ikke sin Lige i simpel Skjønhed, Inderlighed og Rigdom paa Situationer, uagtet al dens Korthed.

Til Noget andet! Capriciosa af Overskou og Arnesen, en Farce i wiensk Staberl-Maneer, s. 45 men uden de wienske fortræffelige Farcers Aand, Vittighed og uendeligt godmodige Lune, har her gjort megen Lykke. Det er imidlertid et blot og bart Makværk, men dog med Eet og Andet i, der er heldigt.

Men nu maa jeg ende mit lange Brev. Hils Kone og Børn.

Din H. Hertz.