Danmarks Breve

BREV TIL: Sylvester Hertz FRA: Henrik Hertz (1840-03-14)

Fra H. Hertz til S. Hertz.
Kbhvn.d. 14. Marts 1840

— — Hvorfor er det ikke godt at boe høit? *) Fordi Luften er finere? Eller for Risicoen i Ildebrands-Tilfælde? Hvis Du har meent det sidste, da vil jeg svare Dig det Samme, jeg, da jeg flyttede ind i mit forrige Logis, svarede salig Poul Møller, der heller ikke kunde lide at boe høit af den Grund. »Begynder Ilden paa Loftet«, sagde jeg, »er jeg den nærmeste til at mærke den og kan snarest hytte mig. Begynder den i Kjælderen, da lader man denne brænde ned, Huset kommer da til at staae paa Stuen, 1ste Sal bliver Stue, og jeg paa 3die Sal befinder mig paa 2den. Lader man nu ogsaa Stuen, 1ste og 2den Sal brænde, saa bliver min 3die Sal tilsidst Stue, og derfra kan man let springe ud«. Spøg tilside, saa er det i Ildebrands-Tilfælde slemt at boe saa høit. Men jeg stoler paa, at jeg her ligesom paa det forrige Sted har to Trappegange at frelse mig ad, ja jeg troer, at her i Huset endog er tre. Forøvrigt er det moderat i Kjøbenhavn at boe høit. Søster Sara boer paa 3die Sal, B. T. og s. 72 J. J. ligeledes, H. J. paa Kongens Nytorv har i mange Aar boet paa 3die Sal; og kun simple Folk boe i Kjælderen.

— — Paa mit Levned skriver jeg just ikke; men jeg er i denne Tid anmodet af Molbech om at levere ham Notitser desangaaende til hans Anthologie, og saa maa jeg dog see til at stoppe Munden paa ham med Noget.

Hvad jeg nu ønsker Underretning om, er følgende: Havde jeg ikke en Amme, der drak, og der engang kom fuld hjem med mig, ledsaget af Gadedrenge? Har vor sal. Fader 19) ikke udmærket sig ved at kjøre om med Brød til billig Priis? Var det ikke ved Kjøbenhavns Ildebrand? Blev han ikke takket derfor i Aviserne? Holdt Moder til sine 2 Ovne ikke 14 Svende og Drenge, alle Mechlenborgere eller Holstenere? Kjøbte vor ældste Broder sin Bagergaard 1806, og var han ikke næsten fra sine Sandser over sin ødelagte Eiendom? — – – Naar begyndte Du at læse med mig? Kan Du erindre, at Du engang foresatte mig en Opgave, som jeg besvarede i en lille Comoedie med indflettede Sange, om hvilke sidste Du paastod, de vare — stjaalne?

Det er iøvrigt snurrigt, at i disse Dage, mens jeg netop nedskrev mine Erindringer om mine første Forsøg i Poesien, kom en gammel s. 73 Bekjendt Marcus Mechanicus eller Melchior, som jeg ikke har talt med i mange Aar, op til mig og reciterede uopfordret et lille Digt, som jeg skal have skrevet i mit iode eller 11te Aar; det var til en Fødselsdag, temmeligt tørt, men meget anstændigt. Jeg troer dog ikke, at jeg har skrevet Noget, før jeg kom ind i Latinsk Skole. Men jeg antog altid om mig selv, at jeg kunde, naar jeg vilde.

Hvad Du ogsaa kunde glæde mig ved, var en Skizze af Klosterstræde-Livet, ikke blot de Schultziske og andre Sange, som Du, Søster Rikke og Meyer sang, men Lidt om vort Familie-Liv, Svendenes (Carl Blums, Johan David Fabers etc.) Bedrifter, Fætters, sal. Hertz’s, Liepmanns dito etc. Ak Gud, Liepmann! Han var for en Maaneds Tid siden oppe hos mig for at bede mig gjøre en lille Collect for ham. Han vilde vel egentlig kun, at jeg skulde give ham Noget, og det gjorde jeg. Sic transit gloria mundi! *)

s. 74 At Din Kone efter Nedkomsten er saa rask, glæder os Alle. Hun hilses mange Gange fra os Alle. Naar Wille ikke snart skriver et Brev til sin Onkel i Kjøbenhavn, saa er Fanden løs.

Din Henrik Hertz.