Danmarks Breve

BREV TIL: Cecilie Hertz FRA: Henrik Hertz (1844-02-08)

Fra H. Hertz til S. Hertz’s Hustru.
Kbhvn.d. 8de Febr. 1844

Kjære Svigerinde. Det er en stor Skam, at jeg endnu ikke har besvaret Deres kjære Brev og takket Dem for Nytaars Gratulationen. s. 77 Men jeg har i de sidste 2, 3 Maaneder været saa overlæsset med tildeels meget forskjellige Forretninger, at jeg aldrig fandt mig selv i den rolige, behagelige Stemning, hvori man bør befinde sig, naar man vil underholde sig med sin kjære Broderkone. Uro, Hastværk og Forstyrrelse giver Livet nok af, og De har vel ogsaa Deres Part af disse Plageaander. Dermed ønskede jeg altsaa ikke at opvarte Dem. Men det er først nu, at jeg er kommet saaledes til Ro, at jeg med Anstændighed kan tænke paa at skrive til mine Venner.

»Hvormed har han da saa travlt?« — Som sagt med de forskj eiligste Ting. Men at opregne dem, er umuligt, selv om man havde Justitsraad Molbechs Lærdom og Fliid. Kun som Prøve eller Mundsmag vil jeg anføre et Par af alle disse Forretninger. Først har jeg da skrevet et stort 3 Acts Skuespil, kaldet »Prindsens Formæling« (Amanda), der er antaget for en 14 Dage siden og vel bliver opført i denne Saison. Rigtignok er dette Skuespil ikke ganske skrevet i omtalte Tid, men er for en Deel ældre, men jeg har dog i den sidste Tid havt Meget at gjøre dermed. — Dernæst har jeg aldeles omarbeidet og skrevet en ny Act til en Opera »Tordenskjold i Dynekilen«, som i Originalen (Tydsk, Forfatteren var nok en Flensburger) s. 78 var aldeles ubrugbar. Men den var nu engang componeret (af Hr. Siegfried Salomon), og Directionen ønskede, at jeg skulde paatage mig Omarbeidelsen. Dette Arbeide har uden Overdrivelse taget mig ligesaa megen Tid som to originale Skuespil, og ikke været saa morsomt — for ikke at tale om, at jeg rimeligviis ikke faaer megen Glæde deraf. Fremdeles har jeg maattet sidde for Em. Bärentzen, der vil have mit Portrait til Pantheon. Dette Arbeide har vel ikke taget saa megen Tid op, men det er angribende; thi det er grumme kjedeligt — især da jeg ikke har Tillid til, at der kommer Noget ud af det. Mit forrige Portrait i Holst’s Nytaarsgave har ordentligt givet mig Skræk for at lade mig portraittere. Skulde imidlertid dette Portrait falde ordentligt ud, da skal jeg tage mig den Frihed at sende min kjære Svigerinde et Exemplar deraf; men ellers ikke.

Naar De nu til disse Forretninger lægger, at man daglig skal barbere sig, klæde sig paa og af, spise Frokost, Middagsmad og til Aften, gaae sig en Tour, holde lidt Skridt med de kgl. Skuespil, saa vil De troe mig, naar jeg forsikkrer, at de mange Herligheder i Kjøbenhavn, der i Provindserne tage sig saa tillokkende ud — Tivoli, Bazaren, Italienerne, Beriderne, Panoramaer, optiske Illusioner osv. osv. — enten slet ikke s. 79 eller kun meget Lidet have været til for mig. Hvad alt Sligt angaaer, da er det meget bedre at være langt fra Kjøbenhavn; thi saa nyder man disse Rariteter i det mindste i Phantasien og har Længsel derefter. Var De og min Broder her, vilde De maaske ikke reise Dem for den Sags Skyld — at sige, naar De først var hjemmevant her. Vi have haft saa mange Violin-Virtuoser her i den sidste Tid, at jeg ordentligt synes, man trækker Veiret friere, naar de vel ere borte.

Bliv nu ikke vred over al den Passiar. Nu takker jeg Dem endnu engang for Deres kjære Brev samt beder Dem hilse alle Deres Smaa.

Deres hengivne Svoger

Henrik Hertz.