Fra Rosenkilde til Hertz.
d. 30te Marts 1832
Jeg skulde jo forlængst have meldt Dem Alt angaaende Maaden, paa hvilken Deres deilige Digt afbenyttes til min Aftens Forherligelse. »Slaget paa Rheden« lod jeg det kalde. Jeg havde Ingen øieblikkeligen til at tilbagekalde det, kunde s. 123ikke gaae selv da ; og senere blev det for silde. Jeg tænkte ogsaa: Dette nævner Digterens Tanke-Punkt! — Dette er sagt to Gange i Digtet. Dette Ord er her Digtets Hoved-Grund-Idee. — Og saa tænkte jeg: Lad gaae.
Jeg vilde ansøgt Deres Samtykke, ja bedet derom — til at sige det selv — nemlig taget Digtet i min Haand og næsten læst det op — og hvor giør det mig ikke ondt, at jeg lod Justitsraad Molbechs Mening (den var først for min) Dagen efter virke Forandring af min Beslutning. — Jeg har sagt det! her i min Stue — saaledes — det veed jeg bestemt — vilde Ingen have sagt det. Hvorfor? Fordi ingen af vore Folk leve saaledes i Erindringen om 2den April, som jeg. Ingen. Mange og brave Folk, Deres Folk, mine Folk sige: R! De skal sige det, De! Men — Da Molbechs Billet kom, med Forslag, at Mad. W. kunde, og heller dog end jeg, sige det, saa tog jeg Digtet og gik til hende dermed. Jeg læste det, og nu forekom det, hun skulde sige, hende flaut. Hun fik en uimodstaaelig Lyst til at sige Digtet. Jeg lod det blive hos hende. Men Deres Samtykke maae dette have. Hvad siger De nu derom? Gud give, De vilde sige, hvad jeg ønsker, De skulde sige —! Men dog, hvad De finder bedst. Men som sagt: Jeg skulde ikke skiænke Publicum s. 124en ringere Nydelse, fordi det egentligt ingen Kunstnydelse blev. —
Jeg har en særegen Grund til at elske 2den April. Gud give De vilde skrive mig et Digt til Søndag Morgen endnu over min Grund til at elske Dagen:
Min Fader var en fattig Haandværker. Da Rygtet om en forestaaende Krig med Engellænderne lød i alle Munde, vare just mine Forældre meget nedslaaede over, at deres ringe Formues-Omstændigheder ikke tillode dem at give mig en smuk eller net Confirmations-Klædning. Min Fader, som var noget stolt af sig, var især kummerfuld over, at han dog ikke kunde klæde sin eneste Søn saadan ved saadan en Leilighed, at han kunde være »andre skikkelige« Folks Børn lig. Da samlede Magistraten Byens Borgere og Almue og meldte: En Søkrig forestod, Blokskibe skulde armeres og bemandes og byde Fienden Spidsen. Vilde nogen gaae med og vove en Dyst som Sø-Milice, saa betaltes 15 Rdl. pr. Mand. En Aften sagde min Fader: »Er Christen *) i Seng?« — »Ja.« — »Sover han?« — »Jeg troer det.« — Men jeg sov ikke. Min Fader: »Min Salighed, om jeg kan sove, spise eller drikke, dersom jeg ikke s. 125faaer Udveie til en Smule Klæder til Drengen. Nu vil jeg sige Dig Noget, og det staaer. Nu gaaer jeg imorgen til Grønnov og snakker med Lassen; jeg skal tigge ham som om min timelige Velfærd om 12 Rdl., for det koster Klædningen, det siger Strand. — Men faaer jeg dem ikke — saa bliver jeg borte, og saa kan Du gaae til Borgemesteren, saa faaer Du, hvad der skal til.« — »Til Borgemesteren?« sagde Moder. — »Ja see her er denne lille forseglede Seddel, den viser Du ham, saa veed han Beskeed, og Pengene faaer Du.« — Han gik om Morgenen, kom ikke den Dag. Heller ikke næste. Tredie Dags Morgen sagde Moder: »Gaae med mig ned til Borgemesteren. Jeg vil bringe ham en Seddel, som Fader sagde, han skulde have idag. Jeg tør ikke gaae alene, min Fod giør saa ondt; men tale med ham maae jeg.« Da Borgemesteren, som ellers ikke var ømskindet mod fattige Borgerfolk, læste Seddelen — saae han paa mig og sagde: »Er det Dig, min Dreng, der skal confirmeres? Ja, Penge er her til en sort Klædning; men den kan blive dyr, Madam Rosenkilde.« Han hvidskede noget til hende. Jeg blev sendt bort. Jeg gik hjem. En Time efter kom Moder hjem, fulgt af en Tiener. Hun gik saa rask som jeg; men var i stor Bevægelse. Hun svarte paa alle s. 126mine Spørgsmaal: Ingenting, min rare Dreng ! — Endeligt begyndte hun: — »Jeg maae til Ringsted *) — eller maaskee ind til Kiøbenhavn — Du skal saalænge være hos Holme.« Hun reiste af. 5 Dage efter kom hun med min Fader. — Jeg saae nok, de vare begge i en dybt rørt Siels-Tilstand — usædvanlige i deres Væsen, og meget kierlige imod mig. Men der blev ellers ikke talt til mig om nogen Ting. Men Søndagen efter Paaske, Confirmationsdagens Morgen, da jeg stod pyntet i min pæne sorte Klædning, sagde min Moder: »Dreng, Dreng! Ingen er idag saa kostbart klædt. Vær en rar Dreng, lydig, kierlig alletider og især mod Din Fader.« Og hun græd heftigt. Men Fader klappede mig paa Kinden og saae sig om til en anden Side. Vi gik i Kirken. Da jeg gav Præsten min Haand, faldt mit Øie hen paa mine Forældre i Stolen. Min Moder tog min Faders Haand og hævede sin Finger ligesom sigende: »Hold Ord!« — Hjemme, som vi vare komne fra Kirken, sagde min Moder, mens Fader var i Haven: Din Fader vilde solgt sig for 15 Rdl. for at skaffe Dig en Klædning, Christen. — Gaae ud i Haven og lov ham, at Du altid vil være en god Søn! —
s. 127Se, det er et Stof. I det Væsentlige er dette Altsammen gaaet saaledes til. Simpelt er Trækket. Men der er dog Skiønhed deri.
Gud give, jeg havde meddeelt Dem det før. Kunde det ikke interessere Dem? Meld mig i 2 Ord, om De har Noget at sige om Nogenting, Digtet betræffende.
Jeg er af ganske Hierte
Deres Rosenkilde.