Danmarks Breve

BREV TIL: Henrik Hertz FRA: Adolph Marius Rosenkilde (1853-12-29)

Fra Rosenkilde til Hertz.
29de Decbr. 1853

Høistærede Hr. Professor Hertz! Hvad De har imod Maaden, hvorpaa jeg spiller Scenen med Manon i første Act, er mig allerede meddeelt ved Prof. Overskou fra Dem igiennem Etatsraad Heiberg. Jeg har svaret baade mundtligt og skriftligt paa disse Indvendinger, at jeg kun kan udføre Rollen, saaledes som de Ord foreskrive mig den, der ere lagte mig i Munden. Holgersen siger »Du« til Manon. »Mit Barn«, »Min lille Pige«, »Kom her hen til mig!« osv. Han spøger med hende om Hunden og dens Navn — og dette Barn, som han saaledes tiltaler, s. 133 det maae han ikke paa faderlig-venlig Gammelmands-Maneer kiertegne og klappe paa Kinden. Jeg forstaaer ikke dette. De siger selv i Deres Billet: Ved Manons Nærværelse bøies Holgersen uvilkaarligt fra sit vredagtige Humeur og er paa sin Maade venlig imod hende. Javel: paa sin (Holgersens) Maade! Videre siger De: »Denne Mand, der i sit Hjem er en Bulderbasse (?), røres af Manons barnlige Natur,« men alligevel tør han ikke vise dette i smaae Kiertegn mod Barnet, som han holder af, som han siger om: »Det er et velsignet Barn, man kan blive i godt Humeur ved at tale med hende.« Jeg kan ikke forstaae det.

Hvorfor lagde De Holgersen venlige, simple, godlidende Ord i Munden til Barnet, og finder det upassende alligevel, at han tillader sig Kiertegn, der fuldt vel harmonere med disse Ord ? — I Slutningen af Deres Billet taler De om »Barnets ubevidste Magt over den vanskelige Mand.« — Hvorfor maae denne Magt ikke vise sig i Holgersens Adfærd mod Barnet?

Jeg kan jo dog umuligt have misforstaaet den Rolle. Der maae i min Maade at tee mig paa være Noget, der forekommer Dem — maaskee ogsaa Andre — modbydeligt ved sin Simpelhed, Noget altfor plat naturtro, Noget, der er kommet udenfor Kunst-Grændsen for det s. 134 Skiønne — Naturlige. Det er vel Sagen. Men see! dette staaer det ikke i min Magt at forandre. Altsaa: lad os i Godhed see at komme ud af den Sag! Jeg kan ikke faae noget synderligt Bedre, Rigtigere, Skiønnere ud af den Rolle, end det, De nu har seet. Jeg kan ikke forandre Noget i mit Spil i Scenen med Manon, fordi jeg er overbeviist om, at jeg spiller Scenen rigtigt. Men, kan De ikke forsone Dem dermed, saa — De er Forfatteren, De er berettiget til at vælge det Værktøi, der arbeider bedst i Overeensstemmelse med Deres Idee — der er Tid endnu til, at en Anden kan lære Rollen. — Lad den blive tildeelt en Anden! Det er sandt, hvad jeg siger Dem, Hr. Hertz! at saa kiert som Deres Stykke er mig, saa meget som det interesserer mig at virke Lidt med til dets Velgaaende, saa er jeg nu ganske ilde tilmode over at vide, at De ikke er tilfreds med mig, og det just i en Scene, som jeg (paa min Maade spillet) ventede mig Roes af Dem for. Da den var forbi, første Prøve, kom tre af Skuespillerne og yttrede dem baade rørte og glade over den. Men kan De nu aldeles ikke troe paa min Menings Rigtighed i denne Sag, vil De aldeles ikke indrømme mig som gammel Practicus nogen Forret fremfor Dem i dette reent practiske Strids-Spørgsmaal, saa vil jeg s. 135 finde mig bedre i at træde af, end være medvirkende i Stykket, og vide at noget Væsentligt i Rollen er Dem imod, vide, at jeg gielder i Deres Øine for at være Slave af en almindelig Acteur-Caprice.

Deres ærbødige
Rosenkilde.

P. Scr. Tillad et Par Ord endnu!

Kan det ikke gaae an, at De lader Holgersen sige »De« til Manon, kalde hende »lille Comtesse!« og lade alle Udtryk som »mit Barn«, »min lille Pige« og desl. fare? Saa maae jo naturligviis alle de Berørelser og Kiertegn, som ere Dem saameget imod, falde bort.