Danmarks Breve

BREV TIL: Henrik Hertz FRA: Rudolph Johannes Frederik Henrichsen (1831-01-14)

Fra R. Henrichsen 6) til H. Hertz.
Sorøed. 14. Januar 1831

Kjære Ven! Jeg har indtil Dato opsat at skrive Dig til, fordi jeg ventede at kunne faae noget mere at vide, om hvad Folk her tænke og gjøre angaaende de bevidste Breve; men jeg har ikke havt synderligt Held i min Spion-Affaire. Hvad Hjort og Wilster have for imellem sig, veed jeg ikke, og da jeg fra Begyndelsen s. 138 af har erklæret mig for en Ynder af Brevene, og jeg desuden er bekjendt som en Heibergianer, bliver jeg ikke indviet i Modpartiets Hemmeligheder. At Folk ikke synes godt om dem her, er begribeligt, og det dølges heller ikke, hverken af Hjort eller Wilster, dog troer jeg, at den sidste, som i Begyndelsen udspredte, at deres Forfatter var Dandselærer Bagge, nu synes bedre om dem; idetmindste citerer han jevnligen Steder af dem, naar han taler om Hauchs senere Skrifter (hvilke han river ned paa) og imod Maanedsskriftet. Overhovedet have Brevene langtfra ikke vakt saa stor Forbittrelse, som Molbechs Recension, *) som af hele Cliquen nævnes med Afskye. Mod Brevene vil neppe, det jeg troer, komme Noget herfra, da den Eneste, som ikke kan lade være at smøre, nemlig Hjort, har erklæret, at der ikke existerede noget Blad, hvor man nu kunde faae indrykket, hvad man vilde skrive, da Kjøbenhavnsposten nu var sjunken saa dybt, at man ikke kunde være bekjendt at skrive deri. Hauch selv har hverken jeg eller nogen Anden talt med; han holder sig ganske for sig selv, og vi andre støde kun sjeldent sammen med ham. Mere kan jeg for Øieblikket ikke melde Dig; skulde s. 139 der true Noget herfra, og jeg skulde komme under Veir dermed, saa skal Du strax faae Underretning derom.

Iøvrigt maa jeg melde Dig, at David ikke veed, og rimeligviis ikke engang formoder, at Du er Forfatter. Efter hvad jeg har hørt i et Selskab før min Afreise hos Petersen, og efter hvad jeg har opsnappet et andet Sted, antager David Thortsen for Forfatteren, og deraf er den Tilbageholdenhed, hvormed han, som Du fortalte mig, yttrede sig derom og om andet fra Thortsen, let at forklare. Petersen og Madvig syntes at have opgivet den Mening om Dig; den første yttrede sig endog bestemt desangaaende og citerede en Samtale med Dig, hvori han nok har lagt an paa at pumpe Dig ud.

Min Kone hilser Dig mange Gange og takker Dig meget for Bogen, som har moret hende uendeligt, saa at hun nu forfægter den ligesaa meget blandt det qvindelige Personale som jeg blandt det mandlige. Naar vi nu blot ikke blive brændte som Kjættere! Min Søn har skrantet noget, men er ellers ret aimable og oplæres efterhaanden til de mange Smaakunster, som fordres af kloge Børn, naar de vise sig i dannede Circler. — — — Nu er jeg reent forladt, efter at Elberling *) har forladt s. 140 Byen; thi Madvig, det dovne Asen, faaer jeg ikke til at skrive, om jeg endog af og til sender ham en Ladning Grovheder fra Sorøes adelige Dyrehave. Jeg veed vel, at ogsaa Du har en god Deel vis inertiæ, men maaskee Du i den senere Tid har forandret Dig til Din Fordeel; og siden Du overhovedet er saa frugtbar, saa kan der vel af de mange store Kager, Du bager, falde en lille Kringle af til mig engang imellem.

Din Henrichsen.