Heiberg, Johan Ludvig BREV TIL: Hertz, Henrik FRA: Heiberg, Johan Ludvig (1854-07-30)

Fra Heiberg til Hertz.
Kjøbenhavn d. 30te Juli 1854

Med megen Fornøielse har jeg idag modtaget et nyt Manuscript fra Deres Haand, hvorom jeg nærmere skal lade høre fra mig, naar jeg om et Par Dage — som jeg haaber — har faaet Leilighed til at læse det.

Naar jeg ikke desmindre allerede idag skriver disse Linier, da er det i Anledning af Deres Yttringer angaaende det forrige indsendte Stykke »Onkel Jokums Idee.« Det forekommer Dem, siger De, at dette Stykke ikke er saaledes, at Theatret kan nægte det Opførelse. Det er muligt, at De har Ret, naar De betragter Sagen alene fra Theatercensurens Standpunkt. Men Theaterdirecteuren er ikke alene Censor; han har tillige hele den administrative Myndighed, og maa staae til Ansvar for Theatrets oeconomiske Forfatning. Under de nuværende vanskelige Forhold, da Theatrets oeconomiske Ressourcer meer og mere indskrænkes, og Directeuren maa gjøre Alt, for at den bestandig knappere tilmaalte Subvention fra Statens Side skal slaae til, kan Theatret vel være berettiget til, inden det antager et Stykke, at foretage en Sandsynligheds-Beregning, hvori dets Anvendelse af Tid, Kræfter og Penge danner Udgiftssiden, medens Indtægten dannes af den formeentlig s. 151større eller mindre Yndest, som Stykket vil erhverve sig, og den resulterende Balance afgiver den endelige Bestemmelse.

Naar De nu taler om at appellere til, hvad De kalder et »Overskjøn«, saa veed jeg ikke, hvad De mener. Der existerer ikke og kan ikke existere noget Overtribunal, der underkjender Theaterdirecteurens Censurbestemmelser, eller i det Hele nogen af hans administrative Bestemmelser, forsaavidt som disse ere reent administrative, og ikke kræve kongelig Resolution. Jeg maa antage, at Deres Tanker ere komne paa Vildspor ved Erindringen om en Yttring af Madvig, dengang han var Minister; men denne foreløbige Idee viste sig ved nærmere Undersøgelse saa upractisk, at Madvig selv frafaldt den, uden at lade den komme til Anvendelse i det eneste Tilfælde, som hidtil har frembudt sig. Et Ministerium vil altid, saalænge det stoler paa sin Theaterdirecteur — og ellers maa det give ham Afsked — betragte hans Dom som Overskjøn og alle Andres som Underskjøn (et underskjønt Ord), og det er ganske utænkeligt, at noget Ministerium skulde ville tvinge Theaterdirecteuren til at opføre et Stykke mod hans Villie.

Dernæst siger De, at De tager meget Hensyn til Skuespillernes Dom. Jeg derimod veed, s. 152at der er Ingen, hvis Dom i dramaturgiske Sager mindre fortjener at komme i Betragtning end Skuespillernes. I det hele talrige Personale er der kun To, som ere istand til at have en meer eller mindre begrundet Dom om et Stykkes poetiske og dramatiske Værd, og det er min Kone og Phister. Hvad nu min Kone angaaer, paa hvis Dom De beraaber Dem, da maa De være overbeviist om, at jeg, som har talt saa meget med hende om Deres Stykke, kjender hendes Dom langt bedre end De selv. Hun har ladet sig paavirke af Finesserne i Characteerskildringen og Dialogen, og har derfor Godhed for Stykket og for nogle af Charactererne. Men hun har ikke tiltaget sig nogen afgjørende Dom om Stykkets Total-Effect eller Brugbarhed for Scenen. Dertil har hun for megen Forstand og for lidt Indbildskhed.

Naar De nu endelig anfører Publicum som Deres tredie Autoritet, da kan jeg ikke noksom forundre mig derover. De selv, kjære Hertz, maa dog paa Deres ikke korte litterære Løbebane have tilstrækkelig erfaret, hvad den Autoritet vil sige. Lad Publicum kunne bedømme — godt eller slet — et Stykke, som opføres for det; men hvo i Publicum kan, ved at læse et Stykke, bedømme, hvorledes det vil tage sig s. 153ud paa Scenen? Jeg tvivler ikke paa, at naar Deres Stykke er trykt, og Publicum erfarer, at det ikke er blevet antaget til Opførelse, ville Publicums Organer eller rettere sagt Hovmestere vælte sig ind paa Theaterbestyrelsen i den Anledning, og sige, at netop dette Stykke egnede sig mageløst for Scenen, vilde have henrevet det hele Publicum og bragt Theaterkassen uhørte Indtægter; men jeg tvivler ligesaalidt paa, at dersom Stykket var blevet opført, vilde de samme Hovmestere have nedrevet Theaterbestyrelsen, fordi den, formodentlig af et partisk Venskabshensyn, havde antaget et saa udramatisk Stykke, og tilsidesat Hensynet til Publicums og Theatrets Interesser. Saadanne Publicums- og Redacteur-Domme betyde slet intet. Det er den gamle Historie om Skibscaptainen, der tabte sin Vante, og sagde til Matrosen: »Tager Du den ikke op, faaer Du Prygl ; og tager Du den op, faaer Du ogsaa Prygl; nu kan Du selv vælge.«

Og De, kjære Hertz, som kjender mig saa godt og saa længe, hvorledes kan De forestille Dem, at jeg skulde vige for nogen af de tre Autoriteter, som De paa en Maade truer mig med? Veed De ikke, at jeg stoler mere paa min egen Dom, end paa disses? Og sandelig, hvis jeg ikke gjorde det, var det høist s. 154beklageligt for mig selv; thi gode Domme ere ligesaa dyre som gode Raad, og jeg maatte skamme mig for mig selv, om jeg ikke turde tillægge mig større Indsigt og Dømmekraft end Andre, i det Fag, hvormed jeg har beskjæftiget mig i hele mit Liv.

Min Kone opholder sig ved Marienbad i Bøhmen, og hendes Badecuur har hidtil bekommet hende fortræffeligt. Naar jeg skriver, skal jeg bringe hende Deres gode Ønsker, og jeg selv ønsker Dem og Deres al mulig Tilfredsstillelse af Deres landlige Ophold paa Hvidøre, hvor jeg idag 8 Dage kjørte Dem forbi paa Veien, og ved den Leilighed fik at vide, at De boede der.

Deres hengivne
J. L. Heiberg.