Danmarks Breve

BREV TIL: Henrik Hertz FRA: Kristian Andreas Leopold Mantzius (1860-08-10)

Fra Kr. Mantzius til H. Hertz.
Kbhvnd. 10de Aug. 1860.

Idet jeg takker Hr. Professoren for Deres venlige Skrivelse i Anledning af »Islænderen« i »Besøget i K.«, og idet jeg siger Dem, at det altid har været og altid skal være mig en Ære s. 198 og Fornøjelse at spille i Deres Stykker, maa jeg dog bemærke, at det ikke var et ubetinget Tilsagn, jeg gav Hr. Assessor Berner om at spille Skalholt. Jeg havde naturligviis hellere beholdt den mig oprindelig tiltænkte Rolle, som laae særdeles nemt for mig. Skalholt har sine store Vanskeligheder, der ikke ere blevne mindre ved den megen Omtale, og ved at Phister og Rosenkilde have refuseret den; jeg mener, at Fordringerne baade af Publikum og Skuespillerne ville blive stillede høiere, og jeg blive anseet for at prætendere at kunne gjøre, hvad de ikke kunne. Dette skulde imidlertid ikke afskrække mig, hvis jeg ellers troede at kunne præstere noget Godt. Men ogsaa i Rollen selv ligger der store Vanskeligheder, som jeg imidlertid haaber kunne hæves, hvis Hr. Professoren vil komme mig imøde med et Par Pennestrøg. Maa jeg ganske oprigtig sige Dem, hvad der for mig i Deres Skildring af Islænderen er det Incommensurable med de virkelige Islændere? Det er det ydmyge Væsen og den udvortes Kejtethed. Hans fortrinlige Entrée i 2den Akts 1ste Scene og navnlig hans sande og træffende, ægte islandske Replik »Ønsker Hr. Justitsraaden, at jeg skal banke ham?«, er for mig Udgangspunktet for Rollen, men med denne s. 199 Skildring er der et Par Steder, jeg ikke kan faae til at passe. Det er 1) p. 66—67 *) . Justitsraaden: Herregud, om De ogsaa ikke forstod ham, troer De da, at jeg har antaget Dem til Opvarter for min Søn? — Skalholt: Hr. Justitsraaden maa ikke blive vred; men jeg vidste ikke bedre. 2) p. 73—74. Fra August’s Replik: Har De ikke Lyst til at tage Dem godt ud for alle disse Damer? — til »jeg skal hente dem.« **) 3) ikke »kysse Justitsraaden paa Haanden.« Hele den Figur, som der p. 74 gives Skalholt, hverken kan eller vil jeg give ham. Det vilde være mig fysisk umuligt et Øjeblik, endsige gjennem et saa stort Stykke at holde en saadan Vanskabning; og den stemmer heller ikke med det Billede, jeg har faaet af hans tidligere Replikker. — Kort sagt jeg vilde give ham som en inderlig godmodig, naiv, med de selskabelige Former ukjendt, men paa ingen Maade krybende eller stærkt karrikeret Person, og det troer jeg at kunne, naar de omtalte Steder gik ud. Professoren har i Grunden rakt Haanden til dette Forslag ved at udelade Scenen s. 200 med Støvlepudsningen, mellem hvilken og det af mig Bortønskede (sit venia verbo) der kun er en ringe Gradsforskjel. — Jeg haaber, at Hr. Prof. ikke tager mig denne min oprigtige Udtalelse ilde op, og forsikrer, at hvis De gaaer ind herpaa, jeg da skal gjøre mig al Flid med denne vel vanskelige, men i saa Fald for mig høist interessante Opgave.

Med Højagtelse, Deres hengivne og forbundne

Kr. Mantzius.