Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Henrik Hertz (1841-03-06)

Fra Hertz til J. L. Heiberg.
D. 6te Marts 1841.

Kjære Ven! Idet jeg takker Dem meget for det betroede Laan af medfølgende Manuscript *) , kan jeg ikke undlade med et Par Ord at sige min Mening om samme. De har vel ikke bedt mig derom; men naar Goethe i West-östlich. Divan omtaler tre Ting, der ere vanskelige at undertrykke, Ilden, Kjærligheden og et Digt, og siger om det sidste »Er liesst es Jedem froh und laut, ob es uns quält, ob es erbaut« — saa vil jeg tilføie som det fjerde: Kritiken over en nylig gjennemlæst Bog. Med den opvarter man sin Ven, »ob es ihn quält, ob es erbaut«.

Jeg troer, der er for mange Personer i dette Stykke, til at det kan spilles godt paa vor Scene, og for faa Mennesker, til at det kan interessere. Hovedpersonen, Svend, er unægteligt s. 226 godt anlagt og især godt tænkt, men ikke saa vel udført. Fra ham udgaaer over hele Stykket en meget for stor Bredde, en udmattende Gjentagelse af det Samme og det Samme, hans Ønske at skille sig ved sine Modstandere og hans Mangel af Beslutning til at udføre det. De samme fra- og tilraadende Tanker varieres i det Uendelige. Desuagtet er han den eneste poetiske Person i Stykket, og i Slutnings-Scenen med Ditlef findes Meget, der er smukt og characteristisk, skjøndt just ikke nyt eller overvættes fiint. Men alle de andre Personer mangle en bestemt Individualitet. Ditlev, der er Handlingens Hoved-Drev, og Luccardis, der paa en Maade ere stillede imod ham, fremdeles Valdemar og Knud, alle disse vigtige Personer mangle menneskeligt Physiognomie; jeg har ikke formaaet at interessere mig for dem. Det samme gjælder om Thorilda, der desuden er ganske overflødig i Stykket. — Hvad endelig Opløsningen angaaer, da synes den mig mat. Man er helt igjennem og ved utilbørlige Gjentagelser spendt paa Snigmordet. Dette finder omsider Sted, men saaledes, at det ikke kan tilfredsstille dem, der sympathisere med Svends Følelser; thi Hovedpersonen Valdemar undkommer. Heller ikke tilfredsstilles de, der sympathisere med Valdemar og Landets sande Vel; thi enhver s. 227 Flugt fra Scenen er udramatisk og efterlader Tomhed, naar den ikke forberedes spendende og indtræffer lige ved Tæppets Fald. Med denne Flugt burde Stykket have endt, og Landets Velfærd viist at være nøie forbundet med Valdemars Frelse. — At Svends Forræderie viser sig forgjæves og bærer sin egen Straf i sig ved Fictionen om Luccardis’ Død (thi historisk er det nok ikke) er vistnok en lykkelig Idee; men for at Tilskuerne skulde gribes deraf, burde Svend ganske anderledes fremstilles at hænge med Liv og Sjæl ved sin Datter.

At Knud, der er skildret som et svagt Væsen, Ingen interesserer sig for, døer, er ikke tragisk. I Luccardis’ Død har Forfatteren vel selv heller ikke søgt det tragiske Total-Indtryk. Derimod er Svends Liv, hans Kamp med sig selv, tragisk. Men dette tragiske Element i hans Liv, hvor finder det sin Hvile, eller sin forsonende Opløsning? Hverken i Tilfredsstillelsen af hans Hævn eller i hans Død. Derfor mener jeg ogsaa, at denne Tragoedie er et Brudstykke, hvis Slutning, Slaget paa Grathe Hede, mangler.

Forresten har jeg endnu kun to Ting at bemærke:

1 0, at jeg vel ikke behøver at forsikkre, at jeg har glædet mig ved flere skjønne Enkeltheder s. 228 i dette Stykke. Uagtet Dialogen i det Hele forekommer mig at være vel almindelig, eller i det sædvanlige, navnlig Oehlenschlägerske Tragoediesprog, saa findes der dog igjen Repliker og lyriske Udbrud, der have virket paa mig som selvstændige lyriske Digte. De to Sangdigte ere ogsaa meget smukke.

2°, at De, kjære Ven, endelig ikke maa aflade, for Fremtiden at laane mig deslige Manuscripter, af Frygt for at belemres med mine utidige Kritiker, thi det er ikke rimeligt, at jeg ofte vil falde Dem til Byrde paa denne Viis. Men Hauch er et interessant Phænomen blandt vore Poeter, som man føler Trang til at yttre sig over *) .

Endnu engang takkende Dem for Laanet, er jeg Deres hengivne

Henr. Hertz.