Danmarks Breve

ANMÆRKNINGER. 1. Sylvester Hertz’s N...

s. 245 ANMÆRKNINGER.

1. Sylvester Hertz’s Navn var oprindeligt Salomon. Han var født 1792, blev Student 1809 (dimitteret af Cand. theol. J. J. Dampe (der fra 1821—41 hensad som Statsfange, fordi han havde underkastet den Augsburgske Trosbekendelse en Kritik), tog Examen philolog. og philosoph. 1812, studerede en Tid Jura, var flere Aar Privatlærer i Aarhus, anlagde 1828 et Bogtrykkeri i Veile, blev 1835 gift med Cecilie v. Essen. Fra 1828 udgav han den af ham grundede Veile Amts Avis og fra 1829—31 »Maanedsskrift for underholdende Emner«. Avisen maatte fra først af ikke behandle politiske Æmner eller optage politiske Nyheder. S. H. søgte Aar efter Aar Kancelliet om Tilladelse til at optage saadanne; men trods alle Anstrængelser blev Bevillingen nægtet ham, saalænge Frederik d. 6te regerede (se f. Ex. Brev af 17/12 31, pag. 29). Endelig i 1840 fik han Bevillingen af Christian d. 8de, hvis Forfængelighed som Æstetiker han kildrede ved en versificeret Ansøgning. S. Hertz har skrevet ikke faa Digte; i 1816 udgav han en Samling, hvis Titel er »Ungdomsdigte«, hans senere Produktion s. 246 findes spredt i forskellige Tidsskrifter, de fleste i de af ham udgivne Tidsskrifter, eller ere Lejlighedsdigte, der ere særskilt trykte.

2. Dette Brev omtales andetsteds i Hertz’s Korrespondance, men findes ikke mellem de til Udgiverens Raadighed staaende Breve. Det var Svar paa et i en dybt nedbøjet Sindsstemning skrevet Brev, som H. H. havde sendt sin Broder. Ogsaa dette Brev er gaaet tabt.

3. C. A. Thortsen (f. 1798), Skolekammerat af H. H. og dimitteret samme Aar som han. Hans Studier var ret mangfoldige, en Tid beskæftigede han sig med Teologi, senere væsentligst med Filologi og Æstetik. I Litteraturen har han gjort sig bekendt ved sit »Forsøg i dansk Metrik« og »Historisk Oversigt over den danske Litteratur«. Videre har han i Maanedsskrift f. Litt. skrevet en Del Recensioner. Han var først Lærer ved forskellige lærde Skoler og fra 1844 Rektor ved Randers lærde Skole. Han hørte sammen med P. V. Jacobsen og Kilde til den intimeste Kreds af H. H.s Ungdomsvenner. Han omtales som et klart, kritisk Hoved og har vistnok udøvet en ikke ringe Indflydelse paa H.s Produktion i Ungdomsaarene. I det daglige Samliv skal han have været munter og spøgefuld.

4. Y. Z. var C. G. N. David, Dr. phil., Prof. i Statsøkonomi, Medredaktør af Maanedsskriftet for Litteratur, Forfatter til en Mængde Tidsskriftartikler, bl. a., hvad der her interesserer, til dramaturgiske Recensioner i »Kjøbenhavns flyvende Post«, der udgaves af J. L. Heiberg. (»Manden i Huset«).

5. Der kan ingen Tvivl være om, at Hertz ved disse forblommede Ord sigter til sin jødiske Afstamning og til den Skade, Jødehadet muligvis s. 247 vilde kunne gøre ham paa hans Digterbane. Frygten for Jødehadet var sikkert en Hovedgrund til hans lange Anonymitet, som ellers kun daarligt kan forklares. Som bekendt lod han sig døbe, før han i 1832 navngav sig. Til Støtte for denne Udgiverens Mening kan anføres et Citat af et Brev fra Broderen Sylvester fra den 2den Marts 1832: »Hvorledes gaaer det med »Emma« og »En Dag paa Øen Als«? Af hvilken Aarsag, dic mihi, maa Autor endnu bevare sin Anonymitet? Gaaer Veien gjennem Kirken?« — Hertz’s Frygt kan nutildags synes noget overdreven. Men man maa erindre, at Jødefejden laa ikke mere end 11 Aar tilbage i Tiden, at der 1813 førtes en hadefuld Pennefejde mod Jøderne, at Eidsvoldskonstitutionen fra 1814 »for stedse« forbød Jøderne Ophold i Norge, at disse i Danmark først ved Resolutionen af 1814 fik borgerlige Rettigheder, at der 1813 maatte udstedes et Reskript, hvorved det forordnedes, at Jøderne ligesom Landets andre Indvaanere skulde officielt og privat betegnes ved deres borgerlige Stilling og ikke, som hidtil var Skik og Brug, som »Jøden N. N.«, og at Forordn, om Stænderforsamlingerne udelukkede Jøderne fra at faa Sæde i disse. — Praktiske Hensyn var dog sikkert ikke de afgørende ved Hertz’s Overgang til Kristendommen. Han var, ialtfald i sine yngre Aar, stærkt religiøst bevæget; derom vidne talrige Udtalelser til Broderen i Breve, der skrive sig fra Tyverne. Og at han følte sig draget over til Kristendommen ved sine Følelser og sin Overbevisning, kan ses af følgende Ord i et Brev til Broderen fra d. 12te Dec. 1829: »Til Julen ønsker jeg Dig og Din Cecilie al mulig Glæde og Lykke. Vær ikke fortabt, fordi Udsigterne ere slette. s. 248 Christus, hvis Fødsel i en Krybbe Julen erindrer os om, begyndte sin Bane under ringe Kaar. Lad hans Fest med sin trøstende Julestjerne være Eder en Forvisning om en bedre Fremtid. Hans og vor Alles Fader give hertil sin Velsignelse.« — Erindres maa det ogsaa, at netop paa det Tidspunkt var der ikke faa oplyste Jøder, der lod sig døbe, saaledes hele den yngre Generation i den Nathansonske Slægt, som Hertz var saa nøje sammenknyttet med. Nathanson selv var meget ivrig for at formaa de unge i sin Kreds til at skifte Tro (Se Brev fra N. pag. 213). — Som Prøve paa »de gemene Stykker« mod Y. Z. (David) i Københavnsposten kan anføres Begyndelsen af en Artikel, der findes i Nr. 11 fra 1830:

»Brev fra Ephraim Golz til Y. Z.

»Min Josephche, min Ferstefedte, har sagt »mig, at De i een af voreses liberære Blade har »schkrewen paa Trik, at Dokter Rige inte har »spillet richtig in Estergade und Westergade etc.«

6. R. J. F. Henrichsen. (f. 1800) var en Slægtning af det Nathansonske Hus og derigennem beslægtet med Hertz. Han studerede Filologi (navnlig østerlandsk), og var Lærer ved forskellige lærde Skoler, bl. A. Lektor ved Sorø Akademi. 1843 blev han Rektor ved Odense Kathedralskole. Han var gift med en Datter af M. L. Nathanson.

7. Maanedsskriftet for Litteratur udgaves af et Selskab paa 15 Medlemmer. Blandt Medlemmerne kan nævnes C. F. Petersen, Provst ved Regensen, C. Molbech, H. C. Ørsted, David.

8. Se H. Hertz’s Digte fra forskellige Perioder, Gengangerbrevene og Anmærkningerne til disse.

s. 249 9. T.V. Kjærstrup-Ruhmohr var Forfatter til bl. A. et Digt: »Selvmorderen eller Vandring gjennem Maanen og jorden i det 33te Aarhundrede«.

10. Kort efter Gengangerbrevenes Fremkomst udgaves anonymt to til disses Forfatter stilede Rimbreve i et Udstyr, der aldeles var som den af Heiberg udgivne »Kjøbenhavns flyvende Post.« — Heiberg havde svaret paa Gengangerbrevene med et Rimbrev til den ukendte Forfatter. Digtet ender med en Apostrofe til Heibergs afdøde Ven Dr. Møhl, den højtbegavede Læge, Prof. i Farmakologi ved det medicinske Fakultet. Han tog sig selv af Dage, 32 Aar gammel, i Aaret 1830. Rygtet vilde vide, at Motivet til Selvmordet, der udførtes knap en Maaned efter hans Udnævnelse til Professor, var forsmaaet Kærlighed til Fru Heiberg. Det er sikkert til disse Rygter, at den citerede Slutningsstrofe af det ovennævnte Rimbrev har sigtet.

11. Jens Møller, Professor i Teologie. Foruden talrige Bidrag til den teologiske, filosofiske og filologiske Litteratur har han leveret en Mængde æstetiske Recensioner.

12. I Purim var det mellem Jøderne Skik, at de velstaaende Huse Purimsaften stod aabne for kostymerede, maskerede Gæster, saavel bekendte som fremmede. Det var ikke alene den jødiske, men ogsaa den øvrige Befolkning, hvis Ungdom benyttede denne Lejlighed til en lystig Aften. Det kaldtes for »Jødemaskerader«. Skikken, der i Aarhundredets første Aartier endnu florerede, blev misbrugt, idet allehaande — ikke jødisk — Pøbel rykkede ind i Husene og endog bestjal Værterne, og den ophørte derfor.

s. 250 13. Jøderne vare ikke valgbare til Stænderforsamlingerne (Valgret havde de dog). Repræsentantskabet for det mosaiske Trossamfund i København (og Aalborg) indgav i 1838 et Andragende til Stænderforsamlingerne, hvori det opfordrede disse til at lade indgaa en Petition til Kongen om at give Jøderne Valgbarhed. Sagen behandledes først i Nørre-Jyllands Forsamling. D. 18. Juni 1838 fremlagde Stiftsprovst, Dr. theol. Hald Jødernes Andragende og et dermed overensstemmende Forslag om en Petition. Den kongelige Kommissarius A. S. Ørsted talte imod Forslaget. Forsamlingens Præsident, Prof. J. F. Schouw, anbefalede det varmt. Biskop Øllgaard var afgjort Modstander af Forslaget. Efter en ret lidenskabelig Debat vedtoges det dog at sende Forslaget i Komité med 24 Stemmer mod 22. Komiteen kom til at bestaa af Biskop Øllgaard og Stiftsamtmand Rosenørn, begge Modstandere af Forslaget, og af Oberst Brock, der havde udtalt sig til Gunst derfor under den foreløbige Debat. — D. 24. Juli afgaves Betænkningen. Majoriteten, Øllgaard og Rosenørn, afgav en Erklæring, der var præget af den dybeste Uvilje mod Jøderne. De Argumenter, der under den paafølgende lange Debat fremførtes mod Forslaget af dets Modstandere, vare i det væsentlige følgende: at Jøderne ikke følte sig som hørende til den danske Nation, at deres Morallære var støttet til Talmud, at det var forargeligt, at de skulde deltage i Forhandlingerne om religiøse Genstande, naar saadanne forelaa, at jødiske Købmænd i Provindsbyerne vilde benytte den Afhængighed, hvori Befolkningen stod til dem, til at skaffe sig politisk Indflydelse, at Befolkningen ikke ønskede at faa Jøder i Landets Raad osv. — Forslaget blev s. 251 endeligt forkastet i et Plenarmøde med 29 Stemmer mod 21.

I den sjællandske Stænderforsamling fremlagdes Forslaget d. 2den Oktober 1838 af Kammerraad Drewsen fra Strandmøllen. Den Komité, som besluttedes nedsat med 43 Stemmer mod 22, havde langtfra et mod Forslaget saa fjendtligt Præg — at dømme efter den foreløbige Debat — som Komiteen i Viborg. Den bestod af Biskop Mynster, Etatsraad Treschow og Assessor Algreen-Ussing. Af disse havde Mynster ganske vist udtalt sig mod Forslaget; men han havde dog ikke erklæret sig for nogen afgjort Modstander af Forslaget og havde omtalt Jøderne med al mulig Agtelse. Treschow var principielt stemt for Jødernes Valgbarhed, men fraraadede Forslaget, fordi han mente, at der ingen Sandsynlighed var for Forslagets Fremme, da det var afvist af Viborg Stænderforsamling. Algreen-Ussing havde i den foreløbige Debat forsvaret Forslaget ivrigt. I den Betænkning, som blev afgivet af Komiteens Majoritet (Mynster og Treschow), fraraadedes ganske vist Forslagets Vedtagelse; men Motiveringen, der intet havde af det hadske og bornerede Præg som Øllgaards og Rosenørns Erklæring, var væsentligst Henvisningen til den ringe Sympati, som Forslaget formentes at have i Befolkningen, og Majoritetens Medlemmer indrømmede, at de i Sagens Realitet var enige med Proponenten. Efter en lang Forhandling, under hvilken der gennemgaaende vistes en langt gunstigere Stemning mod Jøderne end i Viborg, vedtoges det med 32 Stemmer mod 30 at indgive en Petition til Kongen om Jødernes Valgbarhed.— Regeringen gav dog et afslaaende Svar paa Petitionen. (Se M. Rubins: »Frederik d. 6tes Tid«.)

s. 252 14. M. L. Nathanson var beslægtet med Hertz gennem sin Hustru Esther Herforth, en Datter af Jac. Levy H. og Rosine H. født Hertz, der igen var en Søster til Hertz’s Fader Philip H. Hans Forhold til Hertz i dennes Ungdom er velkendt. Før han blev Redaktør af Berlingske Tidende, havde han gjort sig bekendt som Forfatter til forskellige Værker og Artikler om statistiske og sociale Æmner. Titlen paa Bogen om Næringsløsheden er: Om Klagerne over Næringsløshed, en historisk-statistisk Undersøgelse, Kjøbenhavn 1838.

15. Thorvaldsen kom med Fregatten Rota til København d. 17de Septbr. 1838. Københavnsposten fortæller, at da Skibet Kl. 4 Eftermiddag var ankret op mellem Trekroner og Toldboden roede en Flotille af Baade »i en næsten uoverskuelig Række« ud til den. Alle Baadene var smykkede enten med Flag eller Standere eller anden Dekoration, mange havde Musikkorps ombord. Repræsentanter for Kunst, Videnskab, forskellige Institutioner, Haandværk og Foreninger roede ud til Skibet i Baade, hvis Flag bar passende Emblemer eller allegoriske Figurer. En af disse Baade rummede en Del Digtere (Heiberg, H. C. Andersen, H. P. Holst, Hertz), dens Flag var smykket med en Pegasus. (Se ogsaa Frescoerne paa Thorvaldsens Musæum.)

16. »Stemninger og Tilstande« er en større Roman af Hertz, i hvilken der, indflettet i Romanstoffet, indeholdes politiske Betragtninger af konservativ Tendens og stærke polemiske Udfald mod Datidens liberale Bevægelse og mod den liberale Presse, navnlig mod Københavnsposten.

17. Majselskaberne skyldte A. F. Tscherning deres Tilblivelse. Allerede 1831 fattede han Ideen s. 253 til Stiftelsen af et »28de Mai-Selskab«, der skulde have til »Formaal ved gjensidige Meddelelser og fortrinligen ved mundtlige Undersøgelser at vænne sig til ved offentlig Tale at behandle Anliggender af den Art, der ligger indenfor Anordningens (ↄ: om Stænderforsamlingerne) Grændser« (se T.s efterladte Papirer I p. 289). — Politiet nægtede Tilladelsen til Dannelsen af et saadant Selskab i København. Men 1832 fik dog T. et 28. Mai-Gilde bragt i Stand, og de fortsattes senere — blev, som M. Rubin i »Frederik d. 6tes Tid« p. 511 siger, en Institution. — De Bemærkninger i »Stemninger og Tilstande«, hvortil der sigtes i Brevet, findes p. 232—36.

18. Fred. Chr. Winsløw, Professor, Hofkirurg, Overlæge ved d. kgl. Frederiks Hospital.

19. Hertz's Fader, Philip H., var først Købmand, senere Bagermester. Hans Bagergaard laa i Klosterstræde paa den store Grund, der gennem Graabrødrestræde strækker sig ind paa Graabrødretorv (Nr. 19, 21 og 23). Han døde, mens H. H. var ganske lille, og Moderen, Bellina H., født Salomonsen, fortsatte Forretningen. Den ældste Broder Hertz Hertz var ogsaa Bager, hans Bager gaard laa i Skindergade, tæt ved Frueplads, hvor der endnu findes en Bagergaard. Begge Gaarde lagdes i Grus ved Bombardementet 1807.

20. P. V. Jacobsen, Etatsraad, Komiteret i Rentekammeret, f. 1799, død 1848, mest bekendt som Forfatter til det tragiske Skuespil »Trolddom«. Desuden har han skrevet et enakts Lystspil: »Et Eventyr i Fastelavn« og til Hertz’s »Anonym Nytaarsgave« en Indledning i Novelleform: »Mødet i Dyrehaven«. Videre leverede han en Mængde historiske Arbejder, der behandlede Danmarks s. 254 indre Historie, de fleste offentliggjordes i forskellige Fag-Tidsskrifter, et enkelt større: »Det danske Skattevæsen under Christian d. 3die og Frederik d. 2den« udkom særskilt. Han dimitteredes samme Aar som Hertz og var lige til sin Død en af hans fortroligste Venner. Han omtaltes af Hertz som en Mand, der var ligesaa meget agtet for sin retskafne, elskværdige Karakter som for sit lyse Hoved og sin ualmindelige Kundskabsfylde, og anerkendt for sin Embedsdygtighed.

21. D. 23 Juni 1832 udstedte Oehlenschläger sin Subskriptionsplan paa Maanedsskriftet Prometheus; den findes i »Dagen« for d. 4de Juli. Begyndelsen af den anføres her:

»Ideerne om det Skjønne udvikles og modnes i den dannede Verden kun ved hyppig offentlig Meddelelse, ved at Mænd med Kundskab og Smag jevnligen yttre deres Tanker og Meninger, der deels understøtte, deels veilede hinanden, deels aabne Sandhedens Vei og bortfjerne Vildfarelser ved at afsløre Spidsfindigheder og Fordomme. Vor Tid og vor Litteratur trænger maaskee nu mere end nogensinde til, at dette ret ofte skeer. Den Gjæring af Meninger, der virker saa stærkt paa alle andre Ting, meddeler sig ogsaa til det Poetiske. De meest forskjellige Fordringer og Ønsker krydse og modsige hinanden; Kjærlighed til det Skjønne beroer ikke længere paa en stærk Følelse, paa en levende Forestilling, paa en agtelsesfuld Tillid til Geniet; Enhver maa stedse om igjen bevise sin Ret, Enhver vil dømme selv, og det er kun ved Forstanden og Dømmekraften, at man kan kjæmpe for Følelsen og Phantasien, at disse Evner ikke af Skjævheder og Spidsfindigheder vildledes, overdøves og gaae tilgrunde. s. 255 Jeg finder mig beføiet til ogsaa engang — ikke blot at tale offentligt; thi det har jeg fra Cathederet i Høiskolen gjort i to og tyve Aar for mangt et talrigt og hæderligt Auditorium; — men ogsaa at skrive offentligt om Poesie og skjøn Kunst; ikke blot at fremtræde i den litteraire Verden som Digter, men selv at sætte mig paa Tilskuerbænken og bedømme Andres Værker, idet jeg gjør det læsende Publicum Regnskab for, hvorledes jeg har studeret min Kunst, angiver mine Grunde og forklarer mine Meninger.

Ingen Retsindig vil finde dette ubeskedent af en Mand i min Alder og med mine Forberedelser; det Modsatte — Tausheden — vilde tværtimod være at dadle og vilde vække billig Mistanke om, at jeg enten ikke var i det Rene med mine Ideer, eller at der manglede mig Evne til klart at meddele dem.«

22. Ved Universitetets Rektorskifte d. 31te Juni 1832 var Prof. Clausen, til hvem denne Værdighed efter de gældende Vedtægter skulde være gaaet over, men som alt dengang »var mange af de gamle Parykker en Torn i Øiet« (Orla Lehmanns efterladte Skrifter p. 65), bleven forbigaaet, og Prof. Jens Møller udnævnt til Rektor. Studenterne, der var forargede over den Clausen tilføjede Uret, gjorde samme Dags Aften efter Orla Lehmanns Tilskyndelse et Fakkeltog for Clausen, der dengang boede i Taarbæk. — Om noget Sammenstød mellem Studenterne og Nørrebros Vagt har Udgiveren ikke i Datidens Aviser kunnet finde nogen Oplysning.

23. Frederik Lorenz Kilde (f. 1798) var Skolekammerat af Hertz og dimitteredes samme Aar som han. Mellem ham og Hertz sluttedes der tidligt s. 256 et nøje Venskab. Han studerede levende Sprog, skal have været i Besiddelse af en fint dannet, kritisk Begavelse, interesserede sig levende for dansk Litteratur og blev ofte taget paa Raad som Smagsdommer i litterære Spørgsmaal. Han rejste i længere Tid i Udlandet, opholdt sig bl. andre Steder i London og synes efter Udtalelser i Breve at dømme at være bleven grebet af den efter Englandsrejser ikke ualmindelige Anglomani. Hertil sigter vist ogsaa Stikleriet i Brevet.

24. John George Lambton, Jarl af Durham, var Medlem af Jarl Greys Ministerium, blev 1832 sendt til St. Petersborg, ikke, som der spøgefuldt staar i Brevet, for at erklære Rusland Krig — hvad England paa det Tidspunkt ikke tænkte paa — men dels for at opnaa en Forbedring af Polakkernes Skæbne, som underkuedes under en stærk militær Okkupation, dels for at bevirke en tilfredsstillende Løsning af de orientalske Forhold, som dengang var meget kritiske efter Ibrahim Paschas sejrrige Indtrængen i Syrien og Marsch gennem Lille-Asien til Skutari, hvorfra han truede med at detronisere det osmanniske Dynasti. Porten havde i sin Nød søgt og faaet Hjælp af Rusland, og England frygtede nu for, at Rusland skulde vinde for stor Indflydelse i Orienten.

25. I Aaret 1863 havde Paludan-Müller søgt det Anckerske Rejse-Legat, men havde ikke faaet det, fordi Christian Winther, der dengang sammen med H. C. Andersen var Repræsentant for Digterne i Legatkomiteen, mente, at Ordlyden af Anckers Testamente forbød at tage denne Disposition, og skøndt H. C. Andersen stemte for Paludan-Müllers Kandidatur (Sammenlign: Breve til H. C. Andersen, s. 257 udgivne af C. Bille og Nic. Bøgh, Brev fra Christian Winther af 14de Februar 1863), fik Carl Andersen Legatet. Aaret efter maatte Chr. Winther paa Grund af en Øjensygdom frasige sig sit Sæde i Komiteen, og Hertz udnævntes til hans Efterfølger.

26. The Catholic Question. Katolikerne i England var indtil 1829 ikke valgbare til Parlamentet og kunde ikke beklæde de højere Stillinger i Administrationen. Dette Forhold var et mægtigt Agitationsmiddel under Irlændernes stadige Kamp mod det engelske Tvangsregimente. Irlænderne havde organiseret sig i en »katolsk Association«, der var saa fortrinlig organiseret, at den og dens Ledere (den mest bekendte var O’Connell) var de virkelige Herrer i Irland. Gentagne Gange var der gjort Forsøg paa at gennemføre en Lov om »Katolikernes Emancipation«; men først 1829 lykkedes det at faa den vedtaget (The catholic relief act). Spørgsmaalet havde som alle religiøse Spørgsmaal, der drages ind i Politiken, sat Sindene i den allerstørste Bevægelse.

27. Ludvig Jacobsen (f. 1783, død 1843) Regimentskirurg, Overlæge ved Livgarden, Æresdoktor ved Kieler-Universitetet. Berømt ved Opfindelsen af den første brugbare Stenknuser (Lithoklast), ved Opdagelsen af en vigtig Forbindelsesgren mellem 5te og 9de Hjærnenerve inde i Øret (Ramus Jacobsonii), ved sine Undersøgelser over Venesystemet hos Fugle og Krybdyr og ved mange andre anatomiske og kirurgiske Arbejder.

28. Sara v. Halle, en Datter af M. L. Nathanson (altsaa en Halvkusine til Hertz; se Anm. 14), Moder til Hertz’s Hustru, havde i mange s. 258 Aar opholdt sig i Sverig, og hendes Børn talte Svensk paa den Tid, da dette Brev blev skrevet.

Til Pag. 37. Zumalca Regina. Navnet paa den spanske Helt, der spillede en Rolle under en Carlistopstand paa den Tid, var Zumalaca Regui.

Til Pag. 138. Danselærer Bagge var en paa hin Tid bekendt Original, Forfatter til forskellige Poemer. Se Jac. Davidsen: »Fra det gamle Kongens Kjøbenbavn«.